MØDESTEDET KAN IKKE ÆNDRES.
Astrid gik langsomt langs søen, nærmende sig det aftalte sted. Hun var sikker på, han ikke ville komme, men alligevel blussede der en lille håbgniste i hende. Den bidende vind kæmpede imod hende, trængte ind under frakken og nåede helt ind til knoglerne, som om den beordrede hende til at komme til fornuft og vende hjem til den varme lejlighed.
Ja, chancen for, at en aftale arrangeret af den tiårige Mads for præcis tyve år siden skulle blive holdt, var nærmest ikke-eksisterende. For meget vand var løbet under broen siden dengang.
Men hvad nu, hvis han ikke havde glemt det?
Hendes tanker vandrede igen tilbage til den fjerne fortid. De lyseste barndomsminder flød forbi hendes øjne, så levende som om det var sket i går.
De daglige kapløb “fra broen til holmen”, gemmeleg, fangeleg, burrenælder, der klistrede til hendes kjole, Mads’ evigt skrammede knæ Hendes frække ven havde en evne til at samle så mange bule og skrammer, at Astrid nogle gange troede, han gjorde det med vilje. Hans ansigt lyste altid af tilfredshed, når hun forsigtigt renskede hans sår.
Engang sad Astrid på bredden overfor den maleriske holme med sit mystiske træ og så Mads lege. Han hoppede, fjollede rundt og endte med at glide og plumske i vandet.
“Hvordan mon du bliver om tyve år?” spurgte Astrid og rystede mildt på hovedet. “Bliver du klogere, eller forbliver du samme klaphat?”
“Det ved jeg ikke,” svarede Mads sorgløst, mens han kravlede op på land. “Men med dig er det klart. Du bliver læge. En rigtig god læge.”
“Det må vi se,” sagde Astrid og trak på skuldrene. “Jeg har ikke tænkt på det endnu”
Så fik Mads en idé.
“Lad os mødes her om tyve år, præcis det samme sted!” udbrød han med glæde. “Husk tid og sted: den 20. april 2022, klokken 15.00, overfor holmen. Så ser vi, hvad der blev af os.”
“Okay,” lo Astrid. “Aftalt. Men vi må ikke ændre mødestedet, ellers bliver det forvirrende!”
Fra det øjeblik havde de deres egen hemmelighed. I sjov testede de af og til hinanden, om den anden stadig huskede aftalen. Datoen for det fremtidige møde blev graveret fast i deres hukommelse.
Årene gik. Barndomsvenskaben begyndte langsomt at blive til noget mere. Astrid lagde oftere mærke til Mads’ blik, hvor hans sædvanlige spilopper var erstattet af noget eftertænksomt og voksent.
Da de gik ud af niende klasse, blev Mads’ far, en militæringeniør, pludselig sendt til en fjerne base i Grønland, hvor der ikke engang var forbindelse. Sådan blev Astrid og Mads adskilt.
Ved deres sidste møde tav de mest. Mads stod og fumlede, prøvede at sige noget vigtigt, men endte kun med en trist smil og en akavet joke:
“Glem ikke 2022. Mødestedet kan ikke ændres.”
Først følte Astrid en tomhed. Livet føltes gråt og meningsløst. For at komme videre startede hun på sygeplejerskeuddannelsen i stedet for gymnasiet.
Hvorfor netop sygeplejerske? Hun vidste det ikke selv. Måske fordi Mads havde forudsagt det. Men det betød ikke noget.
Nye omgivelser og bekendtskaber bragte hende tilbage til livet. Hun kastede sig over studierne og arbejdede hårdt for at blive en dygtig læge.
Uddannelse, universitet, speciale Det tog ti år. Nu havde hun i tre år arbejdet på en privatklinik. Mads’ forudsigelse var gået i opfyldelse.
“En succesfuld læge med et uordnet privatliv,” tænkte Astrid og så på sit ur. Fem minutter i tre. Hun ville være til tiden.
Selvom hun forventede skuffelse, var der alligevel en spænding i hende. Jo tættere hun kom på mødestedet, desto mere nervøs blev hun.
Der var holmen med træet. På stien langs søen var der kun et par hårdføre hundelufter. Hvem ellers ville gå til søen i sådan et vejr?
Pludselig hoppede hendes hjerte i brystet. På bredden sad en mand i camouflage og militærkasket og betragtede holmen.
“Mads?” hviskede Astrid næsten uhørligt.
Manden vendte sig hurtigt og rejste sig. Nej, det var ikke Mads, men en fremmed ung fyr.
Hjertet sank.
“Er du Astrid?” spurgte soldaten med et smil.
Astrid nikkede stumt.
“Undskyld, Mads kunne ikke komme,” forklarede han kort. “Han er langt væk. På mission. Han bad mig sige, at han huskede aftalen alle årene. Når han vender tilbage, finder han dig.”
Astrids hjerte hamrede igen, og tankerne summede:
*Han husker det! Husker det! Husker det!*
Hun åbnede sin taske, tog et visitkort frem og rakte det til ham.
“Her. Så er det lettere at finde mig. Og sig, at jeg venter på ham. Så længe det tager.”
“Det gør jeg,” svarede soldaten alvorligt. “Det betyder meget for ham lige nu.”
Så sagde han kort farvel og skyndte sig mod busstoppestedet.
Astrid stod og så efter ham, ufølsom over for den bidende vind. Indeni bredte der sig en varme og ømhed.
Hun ville vente. Hun ville helt sikkert vente. Mødestedet kan ikke ændres.
