»Vælg enten mig eller din søn.« Han valgte hende, og da han indså sin fejl, var det for sent.
»Din lille skørtejæger! Jeg er så træt af dig,« råbte Freja på den toårige Mikkel.
»Lars! Jeg kan ikke mere. Hvorfor skal jeg opdrage et barn, der ikke engang er mit? Vi får snart vores eget!« sagde Freja til sin mand.
»Freja, han er min søn,« svarede Lars nervøst.
»Netop! Din og Annas. Den løse kælling forsvandt for at leve sit liv, og nu skal jeg rydde op efter ham! Jeg er gravid jeg orker ikke at løbe efter ham hele tiden. Han hører ikke til her! Enten skilles vi, eller også afleverer vi ham til«
Lars var bange for at miste Freja. Han kunne ikke forestille sig livet uden hende. Især nu, hvor de ventede et fælles barn. De mødtes et år tidligere, lige efter Lars skilsmisse fra Anna, hvis uansvarlige livsstil han ikke kunne holde ud. Mikkel var kun ni måneder, da de gik fra hinanden. Ved et tilfælde mødte Lars Freja kort efter og forelskede sig blindt. Hun var stærk og bestemt alt skulle gå efter hendes hoved. Men i det mindste var hun trofast og en god husmor, ikke som den tidligere Anna, tænkte han.
Et år senere dukkede Anna op og efterlod Mikkel hos Lars med en officiel fraskrivelse. Freja var hos en veninde den dag og fløj helt i luften, da hun kom hjem og opdagede, hvad der var sket. Hun lod Mikkel blive, men blev mere og mere utålmodig med ham. Drengen savnede sin mor og græd konstant. Freja kunne ikke holde det ud, men passede ham, mens Lars var på arbejde. Det varede ikke længe. Da Freja stillede ham ultimatumet hende eller Mikkel tog Lars drengen med til sin søster, Mette.
»Mette, undskyld, men kan du ikke lige passe Mikkel et stykke tid? Freja har brug for ro. Graviditeten tager hårdt på hende,« forklarede Lars.
»Lars, hvordan kan du? Drengen er lige blevet forladt af sin mor, og nu vil hans far også af med ham?« svarede Mette forarget.
»Jeg vil ikke af med ham! Men Freja har det svært lige nu. Når tingene falder til ro, henter jeg ham.«
»Nå, men lad ham blive her. Din Freja kan alligevel ikke lide ham,« sukkede Mette.
»Tak, søster! Jeg glemmer det aldrig,« sagde Lars lettet og krammede hende.
Mette var også gift og hjemme med sin egen lille søn på et år. Hendes mand, Thomas, tog sig straks af Mikkel og behandlede ham som sin egen, for han forstod ikke, hvordan forældrene kunne være så hårde.
Kort efter fik Freja og Lars en datter. Lars besøgte Mette og Mikkel sjældnere og sjældnere, optaget af sin nye familie. Med tiden holdt Mikkel op med at kalde Lars for far. For ham var Thomas nu sin rigtige far. Da Mikkel blev tre, kaldte Mette Lars til en alvorlig snak.
»Lars, det er et år siden, Mikkel kom her. Er Freja stadig ikke kommet sig?«
»Mette, alt går jo fint. Jeg sender penge til ham, og han er vant til jer nu.«
»Ja, i smug, så Freja ikke opdager det,« svarede Mette bittert.
»Sig det ikke til nogen,« mumlede Lars og så ned.
»Drengen skal i børnehave snart. Jeg skal også tilbage på arbejde. Hvad vil du have, vi gør? Enten tager du ham tilbage, eller også skriver du en fraskrivelse, så Thomas og jeg adopterer ham.«
»Okay, Mette«
»Okay hvad? Hvad er dit svar?« spurgte hun forvirret.
»Jeg skriver en fraskrivelse«
Og sådan gik det. Lars gav Mikkel op, og Mette og Thomas adopterede ham og opdragede ham som deres egen. Årene gik, og Mikkel blev snart færdig med skolen. Han vidste ikke, at Mette og Thomas ikke var hans rigtige forældre, og anede slet ikke, at »onkel Lars« var hans biologiske far.
»Hej, onkel Lars,« sagde Mikkel, da han åbnede døren.
»Hej, Mikkel. Er din mor hjemme?«
»Ja, kom bare ind. Jeg skal til træning.«
»Hej, Mette,« sagde Lars anspændt.
»Hej, lillebror. Er du kommet for at fortælle mig, hvor ondt du har i sjælen? Jeg gider ikke høre om, hvor meget du savner din søn det var jeres valg. Tiden kan du ikke vende tilbage.«
»Havde jeg vidst, hvordan det ville ende Nu er jeg helt alene. Freja forlod mig. Min datter vil ikke kendes ved mig. Må jeg ikke tilbringe mere tid med Mikkel? Jeg ved, jeg har svigtet ham. Lad mig i det mindste prøve at gøre noget rigtigt.«
»Vil du fortælle ham sandheden?« spurgte Mette skarpt.
»Nej, så vil han aldrig se mig igen.«
Mette gjorde ingen modstand, og Lars begyndte at invitere Mikkel oftere på besøg, købte gaver og gjorde alt for at være en del af hans liv.
Da Mikkel kom hjem fra værnepligten, blev han overvældet. Onkel Lars havde købt en splinterny bil til ham.
»Onkel Lars, du er den bedste onkel i verden, men så dyre en gave kan jeg ikke tage imod.«
Tårerne trillede ned ad Lars kinder. Han omfavnede drengen og sagde:
»Mikkel, tag den. Jeg har altid drømt om en søn og du har været den, jeg aldrig rigtig fik. Jeg bliver så ked af det, hvis du afslår.«
Mikkel tog imod gaven og fortalte alle, hvor heldig han var med sin onkel. Lars ønskede bare, han kunne høre ordet »far« i stedet. Men han vidste, han ikke måtte ødelægge drengens verden. Hvad nu, hvis Mikkel fandt ud af sandheden? Lars var bange for at miste ham og nøjedes med det, han havde.
Man skal passe på de valg, man tager i livet, for når først øjeblikkets frygt eller selviskhed styrer ens beslutninger, kan det være umuligt at vende tilbage. Kærlighed kan ikke altid samles op igen, når den først er tabt.
