EN UFORGLEMMELIG REJSE
Nogle gange forbereder man sig til en ferie som til en fest: en flok venner, et solrigt land, løfter om uendelig sjov.
Men i virkeligheden bliver det bare den ene misforståelse efter den anden.
Alligevel er det netop sådanne oplevelser, der ender med at blive de mest mindeværdige.
Mette bed hårdt ned på sugerøret i sin cocktail, så hun næsten knækkede det over. *Jeg skulle have bestilt noget stærkere en dobbelt, for en god ordens skyld,* tænkte hun resigneret, mens hun forsøgte at ignorere sin vennindes klager.
Og det hele startede så smukt! En gave til sig selv og sin mand på deres sølvbryllupsdag: et eksotisk land, hav, hoteller, restauranter, afslappede udflugter. Mette havde allerede i tankerne pakket kufferterne og valgt sine outfits, da hendes mand, let beruset i selskab, pludselig foreslog:
*I må da gerne være med! Fire er bedre end to, og så kan vi dele udgifterne til bil og guide.*
Og sådan var det billetterne var købt, og der var ingen vej tilbage.
Med Milas mand, den kendte kunsthistoriker, var det behageligt at snakke. Men Milas selv? En kvinde opvokset i et privilegeret hjem, vant til restaurantbesøg og skiferier. Efter emigrationen skilte hun sig hurtigt, og hendes efterfølgende livshistorie var indhyllet i myter. Ingen vidste rigtig, hvad hun levede af, men hun fortalte så levende, at man hang ved hendes læber.
Mette havde mødt hende for ti år siden. Milas tog hende under sine vinger: slæbte hende med i designerbutikker, forsikrede hende om, at et ægte europæisk liv ikke kunne eksistere uden balsamico og parmaskinke (*hver dag kommer skaderne til min altan, og kun den skinke vil de have*). Hun trak Mette med til operaen, til udstillinger i Berlin, ringede dagligt og *tilfældigvis* befandt sig i nærheden. Men jo længere Mette kendte hende, desto flere løgnagtigheder opdagede hun.
Og nu to uger sammen.
*Jeg bad om vand uden brus og lunkent, ikke koldt med brus! Jeg kan ikke drikke det!* klynkede Milas.
Mette bed tænderne sammen og bad stille sin tandlæge om tilgivelse.
Sådan fortsatte hele rejsen.
Det sidste hotel med udsigt til havet lignede paradiset. Om morgenen gik de ivrigt mod vandfaldene. Vejen førte gennem junglen smalle hængebroer og tunge stavle, de havde fået for at holde balancen.
*Åh nej, jeg har hvide linnedbukser på! Ingen sagde noget!* hvinte Milas.
Mette gik forrest og lod være med at vende sig om. Men skønheden ved søen ved foden af vandfaldet gjorde alt godt igen: bjerge i tågen, fugle, blå sommerfugle. Mette dukkede under i det iskolde, krystalklare vand og følte et øjebliks ren lykke.
*Man kan da ikke bade her! Bunden er glat!* råbte Milas og sprang straks op igen. Men et øjeblik efter stod hun og poserede i en bikini, der ikke helt kunne bære alt, hvad den skulle, mens hun beordrede: *Tag et billede! Det skal sendes til alle!* Hendes mand fotograferede med et resigneret smil.
Mudderkilder? Milas tog ikke engang tøjet af. Zoo? *Ad, dyr lugter.*
Men restauranten var en helt anden historie. Bestillingen blev til en langhidset forhør af servitricen: ribben uden sauce? Grillet fisk, men ikke den slags og ikke sådan? Mette oversatte og mistede tålmodigheden. Til sidst bestilte Milas også kød, men rynkede bagefter på næsen og brokkede sig over, at det var *for salt og sejt* mens hun samtidig hurtigt fjernede pomfritter fra de andre tallerkener.
*Skal vi ikke stoppe nu?* forsøgte manden at berolige hende. *Du skal jo snart vise dig i din badedragt.*
Svaret var et iskoldt blik og endnu en håndfuld pomfritter i munden.
Den sidste dag forløb kaotisk: Milas erklærede pludselig, at hun *ikke kunne udstå kartofler* (efter to uger med pomfritter), middagen blev ledsaget af klager, og da de landede, ringede hun straks til halve byen luf
