Pludselig og uventet
“Tag så meget du vil! Jeg fødte dig for min egen ulykke, og nu må jeg lide for det!” hørte Mathilde en beruset stemme fra overboen, lige da hun trådte ind i opgangen.
“Moooor” lød der straks et langtrukket barneskrig, og Mathildes hjerte knugede sig sammen af uudholdelig medlidenhed.
“Jeg sagde hold kæft! Hold kæft med det samme! Hvad er det, du vil have?!” råbte overboen, Lise, igen, før noget højligt væltede ned på gulvet.
“Moooor” græd barnet igen.
Mathilde gik forsigtigt forbi sin egen dør og trådte op ad trappen. I tankerne overvejede hun at banke på hos Lise og tilbyde hjælp, men tøvede
…Mathilde var blevet gift tidligt som attenårig. Dengang troede hun, det var af stor kærlighed. Men ægteskabets lykke blev slet ikke, som hun havde forestillet sig. Allerede efter et år som gift indså hun, hun havde begået en stor fejl. Manden tilbragte ofte aftenene på arbejdet og kom hjem i de små timer, godt påvirket.
I starten tålte hun det og troede, som så mange andre, at det snart ville blive bedre. Men forhåbningerne var forgæves. En dag følte Mathilde sig som hovedpersonen i en billig roman. Det skete efter den klassiske opskrift hun kom hjem fra arbejde for tidligt og opdagede en smuk blondine i badeværelset.
Hun sagde ikke en lyd. Pakkede bare hurtigt sine ting og gik. Manden prøvede ikke at stoppe hende eller undskylde. Mathilde gik ned ad fortovet med sin taske, uden at vide, hvor hun skulle tage hen.
Hun kunne tage til sin mor. Mathilde skulle lige til at ringe og sige, hun kom, men lod være. Derhjemme var der stedfaren og to yngre brødre i en lille toværelses. Hvor skulle hun være der? Tætte veninder havde hun heller ikke.
“Jeg finder et hotel, og i morgen finder jeg en lejebolig” mumlede hun for sig selv.
Fertovet blev oplyst af lygterne fra en forbikørende bil.
“Frøken, har du brug for hjælp?” hørte Mathilde en ukendt mandsstemme.
Hun vendte sig om. En mand i fyrrerne kiggede spørgende ud ad bilvinduet.
“Nej, nej” Mathilde rystede på hovedet og skyndte sig videre.
Regnen, der først kun dryppede, blev kraftigere. Uden held der var ingen åben butik på vejen.
“Frøken, hop ind. Jeg kører dig, hvor du skal hen,” lød stemmen igen.
“Nej, tak”
“Jeg kører dig bare et kort stykke. Det regner, det er koldt, og du er ikke klædt på til vejret. Du bliver syg det siger jeg som læge.”
Mathilde gav efter og satte sig ind. Hendes hjerte kørte løb af nervøsitet.
“Hvor skal du hen?”
“Jeg”
“Ved du det ikke?” gættede manden og kiggede på den våde taske, hun havde stillet mellem fødderne.
Hun så ned. De brændende kinder afslørede, at hun rødmede.
“Hør, kom med hjem til mig!” sagde manden uventet og vendte bilen.
Mathildes hjerte hamrede endnu hurtigere.
“Gør ikke de der vilde øjne. Jeg gør dig ikke noget. Jeg bringer dig hjem, og selv kører jeg på arbejde. Jeg har nattevagt på hospitalet. I morgen finder vi ud af det. Jeg hedder forresten Søren Madsen. Bare Søren. Og du?”
“Mathilde” svarede hun og skældte sig selv ud for sin tåbelige opførsel.
Minutterne senere sad Mathilde i sofaen under et varmt tæppe og drak kaffe. Søren, som lovet, kørte på arbejde. Hun var alene i en fremmed lejlighed. Indretningen afslørede, at der ikke var nogen hustru.
Hun åbnede en boligsøgning og fandt en passende lejlighed. Skrev til et par annoncer. På trods af den sene time kom der svar på én. Næste morgen aftalte hun med udlejeren. Så krøb hun ned under tæppet og faldt i søvn.
Vågnede til alarmen. Hendes redningsmand var allerede hjemme, for der lugtede af friskmalet kaffe fra køkkenet.
“Godmorgen!”
“Godmorgen! Hvordan går det?” smilte Søren.
“Fint. Jeg skal se en lejlighed i dag.”
“Hvis der er problemer, hjælper jeg.”
“Nej, tak. Du har allerede hjulpet.”
“Jeg er læge. Jeg er vant til at hjælpe. Lad os drikke kaffen, før den bliver kold.”
…Mathilde tog en fridag for at ordne lejligheden. Efter mødet med udlejer elskede hun den hyggelige etværelse tæt på arbejdet. Hun skrev under på en lejekontrakt og flyttede ind samme aften.
Den eneste ulempe opdagede hun efter et par dage støjende overbo, Lise, med festlige selskaber, der oftest sluttede langt efter midnat.
“Købte du lejligheden?” spurgte en nabo engang.
“Nej, jeg lejer.”
“Godt! Gud fri mig vel for at købe sådan en! Der bor en dampe ovenpå vi kalder hende Lise-drankeren,” sagde naboen og smilede.
“Har hun en mand?”
“Nej, søde du! Fire børn, alle med forskellige fædre. Hun drikker, arbejder ikke, lever af bistand. De ældste børn endte i børnehjem. Så fik hun endnu en nu skriger hun hele dagen!”
“Ja, jeg har hørt det”
“Nå, jeg skal i supermarkedet!”
Mathilde gik hen til Lises dør. Lige da hun ville ringe på, gik dørPludselig åbnede døren med et ryLise stod der med rufset hår og truende øjne, men da hun så Mathilde, sank skuldrene, og et øjeblik lyste noget sårbart gennem hendes berusede vrede.
