Under vinduet på hospitalsstuen lå et jernplade-tag fra indgangsområdet. Regnen efterårsagtig, kold og bidende hamrede mod det med en hård, ubehagelig lyd.
Mette vågnede af larmen, lå stille og lyttede til sig selv. Hun var her for at blive opereret en cyste var fjernet, og sammen med den også en æggestok. Var det alderen? Men her lå kvinder i alle aldre.
Det svage lys kom fra den halvt åbne gangdør. Lugten af valerian, klor…
Og så, gennem lyden af regnens uophørlige trommen, hørte Mette en hulkelyd. Hun lyttede nej, alt var stille. Men så igen.
Mette satte sig op i sengen. Hun fattede straks, at det var en sekstenårig pige ved den modsatte væg, der græd. Hun kendte allerede hendes historie komplikationer efter en ulovlig abort. Hun havde selv stukket sig med en strikkepind. Den gamle metode…
Mette rejste sig og satte sig på sengen overfor den grædende pige. Pigen hyllede sig ind, kun de spidse knæ og håret, der bredte sig over puden, kunne ses. Mette tog et tæppe fra en tom seng og lagde det over hende det var koldt.
Pigen stak næsen frem og tørrede den med hånden, helt barnligt. Hun var blevet opereret samme dag. Fem timers operation. En plejer hviskede en byld, de havde fjernet hendes livmoder.
“Gør det ondt?” spurgte Mette højt. Der var ikke brug for at hviske regnen overdøvede alt.
Pigen rystede på hovedet nej.
“Skal du have noget? Er du tørstig?”
“Måske…”
Mette gik til sit natbord og hældte lun sød te fra termokruset.
“Her. Rejs dig bare lidt op,” hjalp hun hende med at læne sig op på puden.
“Tak,” sagde pigen og tog tre slurke.
“Lad være med at græde. Hvad skal det gøre godt for nu?”
Mette havde lyst til at give hende en lærestreg. Hvad tænkte hun på, den dumme tøs? Hun havde ødelagt sit eget liv! Frarøvet sig børn. Og næsten også sit eget liv! Men ikke nu. Mette tav, for pigen havde det allerede dårligt nok bedøvelsen var vist ved at fortage sig, og nu indså hun fuldt ud, hvad hun havde gjort.
“Jeg er ikke noget for nogen,” sukkede pigen.
“Hvad mener du? Din familie har brug for dig. Din mor. Hvad snakker du om?”
“Men ikke ham. Han tænker ikke på mig lige nu.”
“Så du græder altså over ham? Sikke en sorg at vælge. Du skal tænke på dig selv nu, på dit helbred, på at komme dig.”
“Men det vil jeg ikke. Måske vil jeg hellere dø. Jeg kan ikke leve uden ham. Jeg elsker ham,” hendes ansigt fortrak sig, de blålige læber skælvede, hun gled ned ad puden og vendte sig om, begyndte at græde igen.
Regnen passede til, tudede mod vinduerne i ujævne byger.
Mette lagde en hånd på hendes skulder, bare lagde den der og tav. Hvad kunne man sige til en så uerfaren pige? Hvad skulle man sige lige nu?
At ungdomsdumheder den slags forelskelse? At hvis han havde elsket hende, var det aldrig gået sådan? At han var en kujon og en skiderik fordi han vidste, hun var gravid, og ikke støttede hende?
Men ville hun tro på det?
“Fortæl mig,” fandt Mette på en måde at berolige pigen.
Og så vendte hun sig, tørrede næsen og begyndte at snakke usammenhængende, hoppende fra det ene til det andet, forsvarende sig over for sig selv og hele verden.
De gik til samme atletikhold let atletik. Han var fra en anden skole, nabo-byen. Smuk, lovende atlet, kørte på motorcykel, alle pigerne smeltede for ham. Hun kunne ikke drømme om, at han ville vælge hende. Men han gjorde. Denne sommer tog de til stævne sammen, de blev indkvarteret i en lokal skole. Pigerne i et klasselokale, drengene i et andet.
Hun snakkede og snakkede, gav alle de unødvendige detaljer.
Det skete i et tomt klasselokale, det var smukt de tændte endda et stearinlys. Drømmen gik i opfyldelse han valgte hende. Hvordan kunne hun sige nej, når han var så insisterende?
“Han sagde, han beskyttede sig, det husker jeg. Og så kyssede han mig igen, det var så godt. Du ved slet ikke…”
“Nej, det gør jeg ikke. Og hvad skete der så?”
“Og så ville han igen, lige inden vi tog hjem. Men så kom træneren ned ad gangen, vi gemte os under bordet. Vi grinede så…,” pigen smilede, “Det var så sjovt. Men der skete ikke noget den gang…”
“Og hvad så?”
“Hvad så? Jeg ved ikke, hvad der skete. Han blev helt anderledes. Vores træningstider matchede ikke, så jeg tog til hans hold specifikt, men han lod som om, han ikke så mig. Trak hånden væk og så på mig sådan… Og så fortalte de andre piger mig, at han var sammen med Christina Mikkelsen,” en tåre rullede ned ad hendes blege kind.
“Vidste han om graviditeten?”
Hun nikkede.
“Og hvad sagde han?”
“Han pegede på sin tinding og bankede mig på panden. Som om, jeg skulle tænke over, hvad jeg sagde. Og så gik jeg til ham igen direkte hjem til ham et par uger senere. Da vidste jeg det helt sikkert. Den gang blev han bange, begyndte at råbe. Men jeg elsker ham, forstår du? Jeg har ikke brug for nogen anden! Ikke nogen!” Hun gemte ansigtet i tæppet, de spidse skuldre rystede, “Og strikkepinden desinficerede jeg med spiritus, jeg vidste ikke, det ville blive sådan,” tilføjede hun gennem regnens hulk.
Og det var den barnlige uerfarenhed, der gjorde det så tungt for Mette at bære.
Hun var jo stadig et barn. Forstod ikke, hvad hun havde gjort. Hun burde græde over sig selv, men i stedet græd hun over en forsvundet kærlighed. Hvilken kærlighed? Ungdomsforelskelse i en kold nar. Hendes historie var ikke ny, den var banalt kendt.
“Hvad hedder du?”
“Lise. Lise Nørgaard.”
“Nørgaard? Er du fra Sønderby?”
Hun nikkede.
“Er din far ikke kaldt Michael?”
“Jo…,” hun rystede angsteligt på hovedet, “Men… de gik fra hinanden for længe siden. Du må ikke sige det til hende, okay? Hun ved det ikke. Hun tror, jeg er hos en veninde i Hjallerup. Sig det ikke, vil du?”
“Ved hun det ikke? Åh Gud! Hvordan kan man…?”
Michael Nørgaard havde gået i klasse med Mette. Og hunMette forlod hospitalet i tavshed, men hun vidste, at en dag ville sandheden komme frem, og at al den smerte, hun så i pigens øjne, ikke kunne skjules for evigt.
