**Dagbogsnotat:**
Han stødte på sin ekskone, og af skinsyge blev hans kinder grønne. Jakob mødte sin ekskone, og af ren jalousi fik hans ansigt en bleg, grøn nuance. Han smækkede køleskabsdøren med sådan en kraft, at hele indholdet rystede. En af magneterne på døren faldt af med et dunk og landede på gulvet.
Mette stod over for ham, bleg, med hænderne knyttet.
“Okay, har du det bedre nu?” sagde hun og løftede hagen.
“Du går mig på nerverne,” svarede Jakob med dirrende stemme, selv om han prøvede at virke rolig. “Hvad er det her for et liv? Uden glæde, uden fremtid.”
“Så det er stadig min skyld?” Mette smilede bittert. “Selvfølgelig går intet, som du drømmer om.”
Jakob ville svare, men gjorde kun en afværgende håndbevægelse. Han åbnede en flaske danskvand, tog en slurk direkte fra flasken og satte den hårdt tilbage på bordet.
“Jakob, lad være med at tie,” sagde Mette med skælvende stemme. “Sig det nu, hvad der virkelig går dig på.”
“Hvad skal jeg sige?” gryntede han. “Jeg er træt af det hele. Til helvede med det!”
De så på hinanden i tavshed et øjeblik. Til sidst tog Mette et dybt åndedrag og gik mod badeværelset. Jakob sank tungt ned i sofaen. Lyden af løbende vand lød gennem døren Mette havde sikkert åbnet hanen for at dække over sine tårer. Men det betød ikke længere noget for ham.
**Et liv blevet rutine**
For tre år siden blev de gift. Først boede de i Mettes lejlighed, som hun havde arvet fra sine forældre, og senere flyttede de til et hus på landet, mens lejligheden blev sat i deres datters navn. De boede i et stort, men umoderne hjem med møbler fra en svunden tid.
I begyndelsen var Jakob tilfreds: midt i byen, perfekt til arbejde. Men med tiden begyndte alt at irritere ham. Mette elskede sit “familie-refugium” med de brune tapeter og den gamle skænk hun havde arvet. Jakob så kun mangel på forandring.
“Mette, sig det nu,” gentog han. “Vil du ikke gerne skifte det grimme linoleumsgulv? Opdatere indretningen?”
“Jakob, vi har ikke råd til renovering lige nu,” svarede hun roligt. “Jeg drømmer også om forandring, men vent til vi får bonusserne.”
“Vente?! Det er din filosofi at bide det i sig og vente!”
Jakob tænkte ofte på, hvordan han var faldet for Mette. Hun var dengang en genert studerende, hendes blå øjne og blide smil havde fortryllet ham. Han sagde til sine venner: “Hun er en knop, der endnu skal springe ud.” Men nu syntes han, blomsten aldrig havde åbnet sig den var allerede ved at visne.
Mette følte sig ikke usynlig. Hun levede bare som hun ønskede, nød de små ting en kop myntethe, et nyt dugelag, en stille aften med en bog. Jakob så kun stagnation og rutine.
De skyndte sig ikke at blive skilt Jakob ville ikke hjem til sine forældre, og at bo hver for sig var ikke en mulighed endnu. Mettes mor, Grethe, tog altid sin datters parti:
“Min søn, Mette er en god pige. Vær glad for at I har en lejlighed.”
“Mor, du forstår ingenting!” rasede Jakob.
Faren nøjedes med at nikke:
“Lad ham selv finde ud af det.”
Hjemme blev Jakob dog mere og mere kold: “Hun er som en skygge, en grå spøgelsesagtig figur…” tænkte han. Under en skænderi råbte han:
“Jeg så dig som en smuk blomst! Men nu? Jeg lever med en frossen knop…”
Det var første gang i måneder, Mette græd.
Og den samme dag hvor alt faldt sammen, hviskede Jakob stille:
“Mette, jeg er udmattet.”
“Af hvad?” spurgte hun.
“Af dette liv. Af den endeløse rutine.”
Mette tog sin taske og gik. Jakob håbede, hun ville komme tilbage og bede ham blive, men hun sagde kun roligt:
“Måske er det bedst, du lever alene. Flyt ud.”
Jakob eksploderede:
“Jeg går ingen steder!”
“Det er mine forældres lejlighed,” sagde Mette koldt. “Og jeg vil ikke længere leve med én, der ser mig som en byrde.”
Jakob havde intet valg han gik. Få uger senere var deres skilsmisse gennemført.
**Mødet der ændrede alt**
Tre år gik. Jakob boede stadig hos sine forældre, forsøgte at starte på ny, men heldet smilte ikke til ham. Hans arbejde gav ham næppe nok, kun små glæder lyste op i hans hverdag.
En forårsaften, mens han gik gennem gaden, passerede han en café og standsede brat, da han gennem vinduet så en velkendt skikkelse. Mette stod der.
Men hun var ikke den Mette, han kendte. Foran ham stod en selvsikker kvinde med redt hår, en elegant frakke og en bilnøgle i hånden.
“Mette?” sagde Jakob overrasket.
Hun vendte sig, genkendte ham og smilte.
“Jakob? Hej! Hvordan går det?”
“Øh… fint,” stammede han, stirrende på hende.
“Og dig, har du det godt?” spurgte hun roligt.
“Det ser ud til, du har det endnu bedre… Arbejder du stadig det samme?”
“Nej, jeg har åbnet min egen blomsterbutik. Det var skræmmende, men… jeg fandt en, der støtter mig.”
“Hvem er det?”
Fra caféen kom en høj mand i en dyr frakke og lagde en beskyttende arm om Mette:
“Skatter, der er et bord ledigt, skal vi?”
“Jakob, det her er Anders,” sagde Mette og smilede. “Det var hyggeligt at se dig igen.”
“Glad på dine vegne,” mumlede Jakob med en bitter følelse af jalousi.
“Tak,” svarede Mette roligt.
Anders nikkede venligt, og de gik ind på caféen, mens Jakob blev stående på det kolde fortov.
Engang havde han sagt: “Jeg lever med en frossen knop.” Men knopen var sprunget ud bare ikke ved hans side.
