**Dagbogsnotat**
Han spiser for tre, men tænker kun på sig selv Jeg har ikke en mand, men en vandrende buffet.
Jeg troede, at hængelåse til køleskabe var en vittighed. Et af de latterlige billeder, der cirkulerer på nettet. Indtil jeg så det med egne øjne en jernlås med en lille nøgle i en byggemarked. Jeg stod bare og stirrede, og for første gang tænkte jeg seriøst: *Hvad nu hvis jeg købte den?* Ikke for at beskytte madvarerne mod børnene eller tyve. Men mod min egen mand
Jeg hedder Mette, er 30 år, og bor med min mand og vores datter i Aarhus. Jeg arbejder hårdt, flår mig selv i hoved og røv, som man siger her. Men trods alt det hektiske er det ikke jobbet eller min datter, der dræner mig mest. Det er manden, jeg deler mit hjem med. Min mand, Jens, ser intet og ingen ud over sin tallerken. Han spiser. Ustandseligt. Uden mådehold, uden skrupler.
Jeg kommer hjem træt, vidende at der burde være mad til aftensmaden i køleskabet et stykke kød, lidt ost, måske en yoghurt til min datter. Men når jeg åbner døren, er der intet. Ikke bare en smule spist men helt tømt. Lydløst, uden advarsel, har han slugt det hele. Om natten. Medisterpølse, ost, selv hindbærene købt til min datter alt er væk, som opsuget af et sort hul.
Den anden dag købte jeg jordbær til hende. Ved du, hvad de koster uden for sæson? Men hun så dem på torvet og tiggede. Jeg kunne ikke sige nej. Hjemme spiste hun dem med sådan en glæde Jeg gemte nogle til i morgen, satte dem i køleskabet. Om morgenen var skålen tom. Han havde spist dem alle. Selv den sidste. Og så grinede han bare: *”Nå, køb flere! Vi har da råd, hvad er problemet?”*
Problemet, Jens, er at du ikke tænker! Hverken på din datter eller mig! Du spurgte ikke, du tænkte ikke, du slugte bare, som om det var din ret. Og jeg? Jeg er bare kokken, den der altid handler og tilbereder. Du spiste den sidste medister og hvad så? Ingen anger, ingen indsats for at rette op på det.
Han blev opdraget af en mor, der proppede ham uden grænser siden barndommen. Kæmpe portioner, slik når det passede ham. Han er stor, engang sportsmand, men vanerne sidder fast. Mig? Jeg har altid foretrukken mådehold. Prøver at opdrage min datter sådan uden frås, men med bevidsthed. Men med sin far lærer hun det modsatte: slug alt, nu.
Det handler ikke om penge. Vi mangler intet: jeg arbejder i et designbureau, han i et transportfirma, vores indkomst er stabil. Det handler om respekt. Om at tænke på andre før sig selv. Ser du noget? Spørg dig selv, hvem det er til. Ville din datter have det? Havde din kone gemt det? Er det virkelig så svært?
Nu står jeg igen foran køleskabet. Tomt igen. Den samme vrede, der boblOg i dag købte jeg en lås.
