Jeg har altid drømt om at være i min brors sted, men alt ændrede sig snart.
Min mor blev gravid med mig som attenårig. Min far forlod os, så snart han hørte nyheden han ville ikke have en familie, kun uendelige fester og venner. Mine mormor og morfar var rasende. I en lille by nær Frederikshavn var det en skam at få et barn uden at være gift, og min morfar smed hende ud af huset mens han råbte: »Jeg vil ikke se en så uansvarlig pige mere!« Jeg kan knap forestille mig, hvad hun måtte gennemgå så ung, alene med en baby i hånden. Men hun holdt stand: hun tilmeldte sig et fjernstudie, fandt et job og gav den hele armen. Hun fik tildelt et værelse i et kollegium, og så startede vores liv sammen. Jeg måtte vokse op hurtigere end andre børn jeg handlede ind, vaskede op, varmede maden op. At lege? Det havde jeg ikke tid til. Allerede som lille var jeg hendes støtte, hendes eneste mand.
Jeg klagede aldrig jeg var stolt. Men så kom Mads ind i vores liv. Jeg kunne godt lide ham: han tog chokolade med, gjorde min mor glad, passede på hende. Hun strålede ved hans side, og en dag sagde hun: »Mads og jeg skal giftes og flytte i et stort hus.« Jeg var lykkelig jeg drømte om en rigtig far, og jeg håbede, Mads kunne blive det. I starten var alt perfekt. Jeg havde mit eget rum, kunne slappe af, lytte til musik, læse bøger. Mads hjalp min mor, og hendes øjne lyste af glæde.
Så fortalte hun, at hun ventede et barn. Kort efter sagde Mads til mig: »Du må flytte på køkkenalægget. Det bliver babys værelse.« Jeg forstod det ikke huset var stort, hvorfor skulle det være mig? Næste dag var alle mine ting allerede stablet i et lbit hjørne, hvor der kun lige var plads til en seng. Det var uretfærdigt, men jeg sagde ingenting vant til at bide det i mig.
Da min lillebror Emil blev født, begyndte det virkelige mareridt. Hans gråd holdt mig vågen, og jeg gik rundt som en zombie. Mine skolekarakterer styrtdykkede, lærerne skældte mig ud, og min mor råbte: »Du skal være et forbillede for din bror! Stoppe med at gøre os til grin, din dovne knold!« Emil voksede, og jeg fik flere pligter gåtur i parken med ham, køre ham i barnevogn. De andre børn grinede af mig, og jeg rødmede af skam, men tav. De bedste ting legetøj, tøj var til Emil. Hvis jeg bad om noget, svarede Mads bare: »Ingen penge.« Jeg hentede ham i børnehaven, lavede mad, gjorde rent jeg levede i håbet om, at han snart ville blive stor, så jeg kunne blive fri.
Emil startede i skole, og min mor beordrede mig til at hjælpe ham med lektierne. Han var forkælet og umulig han arbejdede dårligt, og hver gang jeg prøvede at rette på ham, klynkede han til mor. Hun tog altid hans parti, og jeg fik skældud: »Du er den ældste, du skal være mere tålmodig!« Han skiftede skole igen og igen men dumpede overalt. Til sidst kom han på en privatskole, hvor de lukkede øjnene for hans dårlige karakterer mod betaling. Jeg blev mekaniker ikke fordi jeg ville, men for at komme væk hjemmefra.
Derefter tog jeg fjernkurser og arbejdede dag og nat, sparede op til min egen bolig. Jeg blev gift, fandt ro. Og Emil? Mads købte en lejlighed til ham, men han bor stadig hos mine forældre, lejer den ud og bruger pengene på ingenting. Han vil ikke arbejde, ligger bare foran fjernsynet. En dag, til nytår, samledes vi hos mine forældre. Hans seneste kæreste, Ida, var der. Jeg overhørte deres samtale i køkkenet.
»Du er heldig med din bror,« sagde hun til min kone, Anne. »Jens er en hårdtarbejdende, ansvarlig mand. Hvorfor er Emil ikke sådan? Jeg beder ham om at flytte sammen, stifte familie, men han klynger sig til sin mor. Lejepengene gør ingen forskel.«
»Ja, Jens er fantastisk,« smilede Anne. »Glem Emil, han fortjener dig ikke. Han bliver aldrig en god mand.«
Jeg stod som lammet. Emil skiftede kærester som handsker, men ingen blev min mor jagtede dem alle væk, fordi de ikke var gode nok til hendes »gyldne dreng«. Og han protesterede ikke, levede i dovenskab som i en kokon. Og dér gik det op for mig: Jeg misunder ham ikke længere. Alt det, jeg havde drømt om at være i hans sted var kun luft. Skæbnen gav mig prøvelser, men belønnede mig også. Jeg har en familie, en elskende kone, en datter, et hus, jeg selv har bygget. Jeg er stolt af mig selv, og for første gang er jeg glad for ikke at være Emil. Mit liv er min sejr, hårdtNu står jeg her med ro i sjælen, klar til at leve resten af mit liv uden fortrydelse.
