Tilbage fra fødselsdagsmiddagen: minder fra en aften vel tilbragt
Mette kom hjem fra restauranten sammen med sin mand, hvor de havde fejret hans fødselsdag. De havde haft en dejlig aften. Mange mennesker, familie og kolleger fra arbejdet. De fleste af dem havde Mette aldrig mødt før, men hvis Lars havde besluttet at invitere dem, måtte det være af en grund.
Mette var ikke den type, der skændtes over sin mands beslutninger. Hun hadede konflikter og lange diskussioner. Det var lettere for hende at give efter end at insistere på sin egen vilje.
“Mette, hvor langt væk er din nøgle? Kan du finde den?”
Hun åbnede sin håndtaske og famlede efter nøglen. Pludselig følte hun en skarp smerte, og hun rykkede hånden så hurtigt tilbage, at tasken faldt på gulvet.
“Hvad råber du af?”
“Jeg stak mig på noget.”
“Der er kaos i din taske, så det er ikke underligt.”
Mette skændtes ikke med ham. Hun samlede tasken op og tog forsigtigt nøglen frem. De gik ind i lejligheden, og hun havde allerede glemt alt om, at hun havde stikket sig. Hun var træt, og hendes ben gjorde ondt. Hun tænkte kun på at tage et bad og falde i seng.
Næste morgen vågnede hun med en intens smerte i hånden. Hendes finger var rød og hævet. Så huskede hun, hvad der var sket aftenen før, og tog tasken for at se, hvad der var i den. Forsigtigt tog hun tingene ud, og på bunden fandt hun en stor, rusten nål.
“Hvad kan dette være?”
Hun forstod ikke, hvordan den var kommet derind. Hun tog den mærkelige genstand og smed den i skraldespanden. Derefter gik hun til medicinskabet for at behandle såret. Efter at have renset den røde finger, gik hun på arbejde. Men allerede til frokost forstod hun, at hun havde feber.
Hun ringede til sin mand:
“Lars, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg tror, jeg har fået noget i går. Jeg har feber, hovedpine, og hele kroppen gør ondt. Lars, hør her, jeg fandt en stor, rusten nål i min taske. Det var den, jeg stak mig på.”
“Burde du ikke tage til lægen? Det kunne være betændelse eller blodforgiftning.”
“Lars, rolig nu. Jeg har renset såret. Det skal nok gå.”
Men det gjorde det ikke. Dag for dag, time for time, blev Mette dårligere. Hun kom igennem arbejdsdagen og tog en taxa hjem. Hun vidste, hun ikke kunne klare offentlig transport. Da hun kom hjem, faldt hun om på sofaen og faldt i en dyb søvn.
Hun drømte om sin mormor Anna, der var død, da Mette var helt lille. Hun vidste ikke, hvordan hun kunne vide, at det var mormor Anna, men hun var sikker. Mormoren var en lille, gammel dame. Hendes udseende kunne skræmme mange, men Mette følte, at hun ville hjælpe.
Mormoren førte Mette gjennem en mark og viste hende, hvilke planter hun skulle samle. Hun sagde, at Mette skulle lave en urte-te og drikke den for at rense kroppen for det mørke, der gnagede på hende. Hun sagde, at der var én, der ønskede hende ondt. Men for at bekæmpe det, måtte hun holde sig i live. Mette havde ikke meget tid.
Hun vågnede dækket af koldsved. Hun troede, hun havde sovet længe, men da hun kiggede på uret, havde der kun gået få minutter. Hun hørte, at døren klikkede Lars kom hjem. Hun vaklede ud i gangen. Da han så hende, blev han forskrækket:
“Hvad er der sket med dig? Se dig selv i spejlet.”
Mette gik hen til spejlet. I går havde hun set en smuk, glad kvinde. Nu så hun sig selv, men genkendte sig ikke. Håret hang i totter, øjnene var matte, ansigtet gråt, og blikket tomt.
“Hvad betyder dette?”
Så huskede hun om drømmen. Hun fortalte sin mand:
“Jeg drømte om mormor. Hun fortalte mig, hvad jeg skal gøre…”
“Mette, tag tøj på. Vi tager på hospitalet.”
“Jeg går ingen steder. Mormor sagde, lægerne ikke kan hjælpe mig.”
Der blev et virkeligt skænderi. Lars kaldte hende vanvittig, fordi hun troede på en drøm om en mormor.
For første gang skændtes de virkelig. Lars prøvede endda at tvinge hende, forstående, at hvis hun ikke ville med frivilligt, måtte han bære hende.
“Vil du ikke selv med til hospitalet? Så tvinger jeg dig.”
Men Mette ruskede hans hånd af og vaklede, faldt og slog sig mod hjørnet. Lars blev endnu mere vred, greb hendes taske, smækkede med døren og gik. Alt, Mette kunne gøre, var at skrive til sin chef og sige, hun havde en virus og måtte blive hjemme i nogle dage.
Lars kom hjem ved midnat og undskyldte. Alt hvad hun sagde, var:
“Tag mig til landsbyen i morgen, hvor mormor boede.”
Næste morgen lignede Mette mere et vandrende lig end en sund ung kvinde. Lars prøvede at tale hende til fornuft:
“Mette, hold op med det vanvid. Vi tager på hospitalet. Jeg vil ikke miste dig.”
Men de kørte til landsbyen. Det eneste, Mette kunne huske, var landsbyens navn. Hun havde ikke været der siden hendes forældre solgte mormors hus efter hendes død. Hele turen sov hun. Hun vidste ikke engang, hvilken mark de skulle til, men da de nærmede sig landsbyen, vågnede hun og sagde:
“Kør derhen.”
Hun vaklede ud af bilen og faldt om på græsset af udmattelse. Men hun vidste, det var det rette sted. Hun fandt planterne, som mormor havde vist hende i drømmen, og de kørte hjem. Lars hjalp hende med at lave urte-teen, og hun begyndte at drikke den i små slurke. Med hver slurk følte hun sig en smule bedre.
Hun gik svagt på toilettet, og da hun rejste sig, så hun, at hendes urin var sort. Men det skræmte hende ikke. Tværtimod huskede hun mormors ord:
“Det mørke forlader dig…”
Den nat drømte hun igen om mormor. Hun stod og smilede. Så begyndte hun at tale:
“Min kære, der blev udsat for en forbandelse gennem den rustne nål. Min urte-te vil give dig kræfter tilbage, men ikke for længe. Du må finde den, der gjorde det, og sende hans egen ondskab tilbage til ham. Jeg ved ikke, hvem det er. Jeg kan ikke se det. Men din mand har noget med det at gøre. Hvis du ikke havde smidt nålen væk, kunne jeg have sagt mere. Men…”
“Sådan skal du gøre. Gå i butikken og køb en pak
