Kære dagbog,
Jeg har altid betragtet mig selv som en ganske almindelig fyr fra Roskilde, der har levet et liv så rodet som en gammel kasse med papkasser i en lagerhal. Mit navn er Anders Nielsen, og i mange år har jeg arbejdet som leder på et kemisk anlæg i Hillerød. Min ekskvinde, som jeg kaldte Mille et navn så typisk dansk, at man kun hører det her i de små landsbyer ved Vesterhavet var en lille, skrøbelig kvinde med grønne øjne, en smal talje og en latter, der kunne smitte selv den mest alvorlige maskinarbejder.
Mille havde en sjælden gave: hun sang med en stemme, der lå mellem alttal og sopran, en sand mezzosopran. Hun sang altid, uanset om hun stod i laboratoriet eller på gadehjørnet ved Nørreport. Arbejdet som laborant på fabrikkens afdeling var kun en undskyldning for at kunne bruge de fleste timer i sangklubber og på små scener i Aarhus og København. Hver gang hun trådte op på scenen, føltes det som om hendes sjæl gik i brud på de røde fløjlsstole.
Hun sagde aldrig, at hun ville gifte sig eller have børn. For hende var familieliv bare en afbrydelse, der trak hende væk fra musikken. Jeg husker, hvordan hun i selskab med venner, der allerede havde småbørn, drillede med deres babykrammer og så ud til at nyde deres forsøg på at tage sig af de lillebørn, som om de var bare en fjern skygge.
Alt dette ændrede sig, da jeg begyndte at få rapporter fra laboratoriet leveret direkte til mit kontor. Hver dag stod sekretær Sofie ved døren, vogtede indgangen så omhyggeligt, at ingen andre end hun selv måtte levere papirer til mig. En dag var hun syg, og Mille bankede forsigtigt på døren og kiggede ind. Jeg satte mig bag mit store eget skrivebord, så hun stille leverede sine prøver.
Kom ind, pige, hvad har du? spurgte jeg.
Bare rapporterne, svarede hun tøvende.
Er du ny her? spurgte jeg videre.
Nej, har arbejdet i fem år, svarede hun.
Det var første gang, vi talte sammen uden Sofies filter. Efter den dag begyndte Mille selv at lægge sine rapporter på mit skrivebord. Sofie, der var kommet sig, så så bare på hende og begyndte at vaske blomster på vindueskarmen, som om hun ville gøre mig utilfreds.
Da Mille var 27, begyndte et kort forelskelsesforhold mellem os. Jeg havde aldrig tænkt på at blive kæreste på kontoret, men Mille afviste først min invitation til at gifte os. Hun var tilfreds med et løst forhold, så længe hun kunne fortsætte med at synge.
Efterhånden begyndte kollegerne at pege på mig og sige: Der er en fyr, der vil have dig, du skal gifte dig! Til sidst sagde Mille ja, og vi holdt et stort bryllup i en lille kirke i Hillerød. Hun gik i en hvid kjole, næsten som en dukke, men jeg kunne se, at hun kun gik med mig for at holde sin frihed intakt.
De første måneder som ægtefolk var fredelige. Jeg bad hende om at lave mad og stryge min skjorte, men Mille afviste og sagde: Tolles, jeg har travlt med øvelser. Så gik jeg ind i køkkenet med en kop kaffe og sagde: Undskyld, jeg driller dig bare, du er min. Hun smilede bare svagt.
Jeg begyndte at købe færdigretter, lære mig at vaske tøj og stege æg, så hun ikke skulle bruge sin tid på huslige pligter. Så blev hun helt uafhængig af mig og fortsatte med at gå på turné på de danske koncerter i skovene, ved Bøgeskov og i sommerhuse ved Limfjorden.
En dag kom jeg hjem fra arbejde og fandt en lille pakke med kirsebærpajer fra Sofie. Hun sagde, at hun ville sy en knap på min jakke, men jeg svarede, at min kone havde ingen tid til mig. Sofie begyndte at bringe mig suppe i en termokande, frokost i en bakke og til og med et stykke kød, der stadig var varmt. Jeg indså, at jeg havde ladet en anden kvinde bestemme min hverdag, men jeg holdt fast i min forpligtelse til Mille.
Fire år gik, og vi havde stadig kun hinanden. Mille blev tyndere, men hun blev mere fyldt med en ny længsel. Hun bad mig om at købe syltede agurker og æbler, som om et barn skulle komme. Jeg gik i butikkerne og kiggede på barnevogne og bleer, men han var for sent.
Jeg tog en læge, men han sagde, at det var for sent at afbryde processen. Så jeg begyndte at søge efter barnevogne, krybende autostole og de dyreste pusletasker. Sofie, der havde hørt nyheden, sagde stille: Jeg har ingen kirsebær mere, så jeg kan ikke bage flere boller. Jeg fik en ny sekretær, en ældre dame ved navn Tove, som sagde: Åh, Anders, du har mistet den eneste, der virkelig forstod dig! Jeg svarede: Arbejd, Tove, og lad mig være.
Da barnet endelig kom, var det en lille pige med en kraftig stemme. Lægen spurgte, hvad vi skulle kalde hende, men Mille skreg: Ingen navn! Jeg kom løbende med en buket roser, men hun så bare væk fra mig og græd. Sygeplejerskerne prøvede at trøste hende, men hun råbte: Det er min baby, jeg vil ikke have den! De andre mødre i stuen delte deres egne historier om uventede graviditeter, farverige børn og tabte ægteskaber.
Jeg blev sendt på en forretningsrejse til Oslo, men vendte tilbage efter to uger og fandt kun Mille i stuen, dyppet i noter og sangtekster. Jeg spurgte: Hvor er vores datter? Hun svarede: Jeg har skrevet under på at afvise barnet. Jeg blev rasende, greb hendes noter, rev dem i stykker og råbte: Du er en idiot! Hun så bange ud, men jeg tog en taske, kastede mine ting i den og smækkede døren i folk.
Den nat gik jeg rundt i København, råbte i gaderne: Hvor er kærligheden? Hvor er mit liv? Ingen svarede mig, alle gik forbi med hovedene ned i deres smartphones.
Den næste dag spurgte jeg Tove om Sofies telefonnummer. Hun sagde: Det ved vi allerede du har sikkert haft en skæbnesvanger samtale med hende. Jeg gik ind på mit kontor og låste døren, så hun ikke kunne snuse på mine papirer.
Da jeg endelig kom til fornuft, indså jeg, at jeg havde mistet både Mille og den lille pige, som jeg aldrig rigtig havde kendt. Jeg gik til et sommerhus ved stranden, hvor jeg sang for publikum, og jeg fandt trøst i musikken. Jeg begyndte at undervise børn i sang, selvom jeg aldrig havde haft nogen formel uddannelse. En dag kom en far med to piger, en på ti og en på tolv år, og jeg genkendte min ekskone i en af dem en pige med samme lille smil og et grin som Mille.
Jeg spurgte pigen: Hvad hedder du? Hun svarede stolt: Klara. Jeg sagde til faren, at han havde en dygtig datter. Han sagde, at han var gift med Sofie, min tidligere sekretær, og at de sammen opfostrede både Klara og den anden pige, som han kaldte Misse. Jeg kunne ikke tro det. Jeg stod i døråbningen, mens min egen stemme rungede i mine ører.
Tretten år er gået siden den dag, jeg selv skrev under på at afvise barnet. Jeg sidder nu i min lille lejlighed i Nørrebro, katten Musikeren snuser ved min fod og spørger om mad. Jeg skubber den væk med foden: Ikke nu! Katten sætter sig ved min skål, som om den ved, at jeg har brug for trøst. Jeg ser på de tomme vægge, på den kolde seng, på de ubesvarede breve, og jeg tænker: Jeg har spillet mine livsnoter forkert.
Den eneste visdom, jeg har fået ud af det hele, er, at man skal lytte til sit eget hjerte, før man lader andre bestemme rytmen. At vælge mellem kærlighed og drømme er som at vælge mellem to akkorder; man må finde den rigtige balance, ellers ender man i dissonans. Sådan er livet, og sådan er jeg.
