Henrik, kig lige en ekstra gang synes du ikke lynlåsen på ryggen stritter lidt? Eller bilder jeg mig det bare ind, fordi jeg er nervøs? sagde Karen, mens hun snurrede rundt foran det store spejl i entreen og prøvede at se sig selv fra alle tænkelige vinkler.
Henrik, der allerede stod klar i sit mørkeblå jakkesæt, som sad perfekt på ham, rev sig løs fra at tjekke lommerne og gik hen til sin kone. Han lagde forsigtigt hænderne på hendes skuldre og smilede til hende gennem spejlet.
Karen, du ser fantastisk ud. Der er ikke det mindste, der stritter. Kjolen sidder, som var den syet til dig. Farven smaragdgrøn gør noget magisk ved dine øjne. Tro mig, du bliver den smukkeste kvinde til festen i aften.
Karen sukkede lettet og glattede en fiktiv fold på hoften. Hun ønskede virkelig, at denne aften skulle være uden fejltrin. Femogfyrre år fyldte Henrik en vigtig dag, næsten et livs milepæl. De havde forberedt sig i et halvt år: valgt restaurant i Indre By, diskuteret menukort, kævlede i ugevis over gæstelisten. Karen ville, at Henrik skulle føle sig som en konge, og hun selv hans værdige dronning.
Hun havde ledt længe efter den rette kjole. Gået gennem alle specialbutikker i København, prøvet uendelige modeller. Enten føltes stoffet billigt, eller snittet blev for gammeldags, farven forkert. Kjolen, hun endte med, fandt hun tilfældigt i en lille designbutik på Østerbro. Den dybe grønne farve, det tunge silkestof, bådudskæringen, blonde-ryggen alting talte til hende. Prisen var himmelhøj, over halvdelen af en måneds løn, men da Karen havde den på, vidste hun: det skulle være denne. Kjolen gav hende rankhed, selvtillid og stjerner i blikket.
Jeg håber virkelig, din mor og Kristiane også synes om det hele, sagde Karen med lav stemme, mens hun tog de lange øreringe på. Du ved jo, hvor Kristiane altid finder noget at beklage sig over, især hvis ikke all opmærksomheden er på hende.
Lad nu være, sagde Henrik og åbnede hoveddøren. Kristiane er bare umulig indimellem, men hun kan hurtigt glemme det igen. Det er min dag i dag, så ingen ødelægger festen. Taxaen venter allerede.
Restauranten Den Gamle Kro mødte dem med blød belysning fra ægte danske lamper, klirren af glas og dæmpet jazzmusik i hjørnet. Salen var pyntet med hvide duge, friske blomster i høje vaser, guldbånd på stolene. Gæsterne var ved at ankomme. Karen, som aftenens værtinde, gik straks i gang med at tage imod folk, modtage buketter og sørge for, at tjenerne skænkede aperitif til tiden.
Hun mærkede beundrende blikke overalt. Henriks kolleger, gamle venner, familie alle sagde, hvor flot hun så ud.
Fru Andersen, De stråler! sagde Henriks chef, en distingveret herre med grå tindinger. Henrik er en heldig mand. Kjolen det er et kunstværk, der klæder Dem helt vidunderligt.
Den varme følelse af tilfredshed spredte sig i Karen. Alle de bekymringer, alle de penge og kræfter det var det hele værd. Hun følte sig selvsikker, rolig, lykkelig. Svigermor, fru Andersen, var ankommet blandt de første. Til Karens overraskelse kommenterede hun ikke restaurantens indretning eller maden, men gav bare sin søn et kys på kinden og nikkede resigneret til Karen: Den farve er da noget frisk, men det kan vel gå an. Fra hende var det nærmest ros.
Festen forløb planmæssigt. Gæsterne sad til bords, de første taler gik i gang, varme retter blev serveret. Kun Kristiane, Henriks lillesøster, manglede. Hun plejede altid at komme sent, så alle bemærkede hendes ankomst.
Omkring tre kvarter efter begyndelsen gik dørene op. Stemningen faldt et øjeblik, alle vendte sig mod døren. Karen så derover med glasset i hånden, men smilet forsvandt langsomt fra hendes læber. Hun var nær faldet glasset ud af hånden.
I døren stod Kristiane. Hun kastede lynhurtigt sin pels over på en tjener og poserede som en fotomodel i døråbningen.
Hun bar … den samme kjole. Den eksakt samme smaragdgrønne silke, det samme snit, samme blonder på ryggen. Den var fuldstændig identisk.
Der opstod en mærkelig tavshed. Gæsterne så fra Karen til Kristiane og tilbage. Små hvisken gik rundt, kvinder skjulte grin i servietter, mænd så uforstående på hinanden, fornemmede kun den trykkede stemning.
Kristiane kastede et blik rundt i salen, opsøgte Karen med blikket, og hendes ansigt blev et kort sekund langt. Men uden skam rettede hun på ryggen, satte hagen op og gik målbevidst ned mod hovedbordet, hælene klikkende i det tyste rum.
Tillykke med fødselsdagen, brormand! udbrød hun, omfavnede Henrik og ignorerede fuldstændig Karen. Sikke en trafik, hold op jeg havde travlt! Men jeg kunne ikke undvære din store aften!
Henrik, rød i hovedet, krammede Kristiane og kiggede bekymret på Karen. Hun sad rank og stiv, al farven forsvundet fra hendes ansigt. Det her kunne ikke være et tilfælde. Kjolen kunne ikke købes i almindelige butikker kun små oplag fra en designer i byen.
Godaften, Kristiane, sagde Karen med kold stemme. Imponerende entré.
Kristiane slap broderen, så på Karen, lod blikket løbe op og ned og trak på næsen. Så sagde hun højt, så de nærmeste borde hørte det:
Nej, hvor er det skægt, Karen! Vi har åbenbart samme smag. Selvom ærlig talt snittet passer lidt pænere til mig, gør det ikke? Den kræver altså en hvepsetalje.
Nogle gæster fniste nervøst. Karen mærkede vreden koge indeni. Kristiane var syv år yngre, aldrig født børn, trænede konstant, og boede stadig til låns hjemme, finansieret af forældrene og løse småjobs.
Sæt dig, Kristiane, sagde Henrik lavmælt. Skal jeg tage noget salat op til dig?
Nej, det skal du ikke, svarede Kristiane skarpt. Nu var hendes tone blevet insisterende. Karen, vi skal lige udenfor og snakke. Nu.
Jeg har ikke noget at tale med dig om, prøvede Karen.
Jo, vi taler nu, hun greb overraskende hårdt fat i Karens albue. Medmindre du vil, jeg laver skandale foran hele selskabet, også din mands chef?
Karen vred sig fri, rejste sig op og gik rank ud mod foyeren. Kristiane fulgte efter. I forhallen, hvor der kun hang spejle og sofaer, var de endelig alene.
Straks dørene lukkede sig, faldt Kristianes sociale maske.
Hvad bilder du dig ind? hvæsede Kristiane. Har du gjort det med vilje? Du vidste, jeg havde købt den kjole!
Jeg vidste?! Karen tabte mælet. Kristiane, er du blevet skør? Jeg købte denne kjole for tre uger siden. Jeg har intet delt nogen steder jeg ville overraske Henrik. Hvordan skulle jeg kunne ane, du valgte det samme? Og hvor har du overhovedet fået fat i den? Den laves kun i få eksemplarer af en lokal designer!
Det rager ikke dig, hvordan jeg skaffede den! skreg Kristiane. Så det må du bare tage konsekvensen af. Du skal klæde om!
Undskyld? sagde Karen vantro. Hvad forlanger du?
Af med kjolen, nu! stampede Kristiane i gulvet. Vi ligner jo nogen, der er skåret ud af samme form. To kvinder i ens kjoler er pinligt! Alle griner allerede.
Ja, Kristiane. Det er pinligt. Men jeg er værtinde ved min mands fødselsdag. Jeg har stået for alt. Ifølge almindelig etikette er det gæstens pligt at tilpasse sig, hvis uheldet vil, I dukker op i samme kjole ikke omvendt.
Årh, hør dig selv. Hvilken etikette? Kristiane fægter med tasken og går frem og tilbage. Jeg er tredive, stadig ugift! Rundt i salen sidder jo single mænd, Henriks kolleger. Jeg MÅ være smukt klædt. Det her er min chance! Du har allerede din plads; det er lige gyldigt, hvad du har på.
Det er ikke lige gyldigt for mig, svarede Karen kontant. Jeg vil se godt ud for min mand. Og jeg har altså ikke reservesæt med, jeg er ikke cirkusartist med kuffert.
Det ved jeg, du har! Kristiane så hånligt på hende. Mor sagde, du ville hjem bagefter, måske videre i sommerhus, så du har sikkert jeans og sweater liggende i bilen. Eller det sorte kontordragt du altid har på. Tag det på. Eller kør hjem og skift, der er kun et kvarter.
Så jeg skal til min mands jubilæum sidde i jeans eller en gammel kontordragt for at lade dig shine? Karens stemme dirrede. Er du seriøs?
Helt alvorligt. Du er jo den kloge, den voksne. Vær nu et godt menneske. Ellers laver jeg et kæmpe drama i salen, og Henrik får aldrig ro for skammen. Græder, siger du har ydmyget mig og smidt mig ud, og mor bakker mig op, det ved du jo.
Døren gled op og Henriks mor, fru Andersen, kom ud. Begges fravær var blevet bemærket.
Hvad foregår her? spurgte svigermor strengt. Hvorfor råber I? Gæsterne vender sig om.
Mor! Siger du det ikke også? Hun har taget min kjole for at gøre grin med mig! Jeg har forberedt mig, sparet sammen og nu står vi her som løjerlige klovne! Hun vil nægte at skifte tøj! Hun er egoistisk!
Fru Andersen sukkede. Karen, det her er skævt. Hvordan kunne det gå så galt?
Fru Andersen, jeg købte kjolen for længe siden. Jeg anede intet om Kristiane. Og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal tage hjem og skifte til hverdagskjolen, sagde Karen fast.
Jamen, du bor jo i nærheden. Tag en taxa, ifør dig den mørkeblå, du havde til jul; den var pæn. Lad nu Kristiane have denne hun skal jo finde sig en mand, du er gift og veltilfreds. Vær den modne, gør et kompromis. Lad ikke Henrik få ødelagt aftenen.
Karen så på de to kvinder, mor og datter, et værn af egoisme. Hun havde ingen følelser, ingen ret til skønhed kun funktion: Henriks hustru, madmor, organisator, aldrig kvinde.
Så for at redde Henriks fest skal jeg forlade min egen fest i en time, skifte kjole, og så sidde trykket, mens Kristiane tager rampelyset? Synes I det er rimeligt?
Åh, Karen, sludrer du nu om retfærdighed? svigermor viftede irriteret. Gæster skal man vise respekt.
Jeg bliver, svarede Karen stille men bestemt.
Nå, det skal jeg vise dig! Kristiane blev helt rød i hovedet. Så går jeg ind nu, og spilder vin ud over dig det skal se ud som en ulykke. Så SKAL du hjem.
Prøv bare, gik Karen tættere på hende.
Hold nu op, piger! sagde svigermor forsigtigt og så uroligt på Karen, ventede hun ville give sig.
Så gik døren op igen. Denne gang trådte Henrik ud. Han så bekymret ud.
Hvor længe skal jeg vente? Der er serveret, talerne begynder, og I skændes ude i gangen. Hvad foregår der?
I samme sekund kastede Kristiane sig grædende ind i broderens favn.
Henrik, din kone håner mig! Hun nægter at skifte! Mor siger også skal jeg sætte mig til bords sådan? Folk ler! Det er frygteligt!
Henrik så på sin søster, så på moren, der bekræftede, og til sidst på Karen ved væggen, armene over kors, træt i blikket. Hun så på ham: “Gør det så, forråd mig igen, som du plejer giv dem ret.”
Karen? spurgte Henrik.
Jeg går ingen steder, Henrik. Det er også min fest. Jeg har lagt sjæl i den. Jeg vil bære min kjole. Hvis Kristiane ikke kan klare det, må hun tage hjem. Eller tage kjolen af og beholde underkjolen for min skyld. Men jeg skifter ikke.
Sådan en slange! hylede Kristiane. Henrik, tving hende! Eller jeg går, og kommer ALDRIG mere!
Tip stilhed fulgte. Så skete der noget i Henrik. Han mindedes, hvordan Karen havde brugt nætter på bordplanen, sparret sammen til hans ur, udholdt familiens krukkerier. Han tog blidt, men fast søsterens hænder af sit jakkesæt.
Kristiane, stop nu, hans stemme var rolig men med et hårdt skær. Karen skifter ikke. Hun er min kone, hun er værtinde og ser pragtfuld ud.
Hvad!? Kristiane var rasende. Mig vælger du fra? Jeg er jo din søster!
Du er min søster, og jeg holder af dig. Men lige nu opfører du dig grimt. To ens kjoler ja, ja, det kunne have været sjovt, et billede, Kjolesøstre. Men du valgte skænderi. Det sker ikke.
Mor! Kristiane så på fru Andersen.
Henrik, du er urimelig, sukkede hans mor. Nu sidder Kristiane med knust hjerte.
Mamma, det er nok nu, sagde Henrik med træt stemme. Kristiane er voksen. Karen bliver i kjolen. Hvis det ikke passer, betaler jeg taxaen for dig.
Stilhed. Kristiane så på sin bror, som om han var blevet fremmed. Hun var vant til bløde mænd. Nu rejste hun sig, greb sin pels og for ud ad døren, der hamrede bag hende.
Fru Andersen rystede på hovedet:
Du er hjerteløs, Henrik. Din søster græder! Hvordan kan vi fejre?
Mor, du får altid hjertesorg, når ting ikke går, som du vil. Vil du ikke med ind? Ellers bliv bare her, svarede han udmattet.
Svigermor rettede på håret, rankede nakken og bedyrede:
Jeg går ikke, så folk tror, vi er en splittet familie.
Hun gled ind.
Henrik gik til Karen. Hun stod endnu lænet mod væggen, overrasket over at manden forsvarede hende mod de andre.
Hvordan gik det? sagde han, tog hendes kolde hænder.
Jeg… jeg troede, du ville sende mig hjem, hviskede hun.
Nej, Karen. Ikke denne gang. Undskyld du kom i det her. Du er dronningen i aften. Kom, vi skal jo skære kagen.
De gik i salen. Gæsterne tabte hurtigt interessen for dramatikken. Festen fortsatte. Karen så, hvordan svigermor sad med stiv mine og ikke rørte maden, men det generede hende ikke længere.
Hun dansede med Henrik, lagde hovedet på hans skulder og følte sig tryg. Den smaragdgrønne kjole bølgede om hendes ben i lyset.
Senere på aftenen, kom Ida, én af vennernes koner, muntert hen.
Hvor blev Kristiane af, Karen?
Hun fik pludselige ærinder, svarede Karen diplomatisk.
Lige meget, lo Ida. Ærligt talt, du bærer kjolen meget bedre. Den strammede på hende, jeg så det! Men på dig du er skabt til den.
Karen smilede. Hun var ligeglad nu; hun havde vundet noget større end kjolekrigen: sin mands respekt og værdighed for sig selv.
Festen sluttede langt efter midnat. På vej hjem i taxaen, sagde Henrik:
Mor ringede, mens du var ude. Kristiane har hysterisk anfald, får baldrian, insisterer jeg undskylder i morgen.
Og gør du så det?
Henrik tog hendes hånd.
Nej. Nu må de lære det. Hvis de vil være tæt på os, skal de lære at respektere dig også.
Du er min helt, sagde Karen og lagde hovedet mod hans skulder.
Jeg så dig derude, Karen. Så smuk, så stolt og så alene overfor dem. Jeg vidste, at hvis jeg ikke tog dit parti nu, var jeg en skidt mand.
Hjemme lagde Karen den smaragdgrønne kjole i skabet. Hun vidste, hun ville tage den på igen. Den var ikke kun en kjole, men et trofæ et symbol på den dag, hun ikke længere var den pæne, men blev elsket på egne vilkår.
Og Kristiane? Ja, hun var sur længe, skrev galde på Facebook om svigefulde pårørende, men til næste fest tjekkede hun altid først, hvad Karen ville tage på. Lektien var lært.
Nogle gange skal der en god kamp med og en kjole som undskyldning før freden sænker sig.
