En uge med pølse: da min svigermor talte vores bidder
Den dag i midten af juli stod Mette-Lise og vaskede vinduer, rystede puder og mindede sin datter om, at det var tid til at komme til sommerhuset hvidløgene var klar til at blive høstet. Freja prøvede at undskylde sig: arbejde, forpligtelser, børnene Men hendes mor, stædig som altid, gav ikke op.
“Sommeren er snart forbi, og I sidder bare inde i jeres lejlighed i København!” råbte hun i telefonen, frustreret. “Jordbærerne bliver overmodne, kartoflerne gror, og I har bare næsen i jeres telefoner!”
Til sidst blev de enige om en weekend, så de kunne hjælpe i haven og nyde en stille aften.
Mads havde slet ikke lyst til at tage afsted. Deres sidste besøg var endt dårligt, og han havde en dårlig smag i munden efter det. Han havde bare spurgt om lidt pølse til aftensmaden men svigermoren havde blankt afvist ham. Så hårdt, at han var målløs.
Lørdag morgen kørte de afsted tidligt. De arbejdede effektivt: hvidløgene blev trukket op, sorteret og pakket. Nu var der kun aftenen tilbage, middagen og de uundgåelige familiediskussioner. Mads tog et brusebad og gik ind i køkkenet. Freja og hendes mor dækkede bord. Duften af stuvet hvidkål fyldte rummet. Mens han ventede, åbnede Mads køleskabet og tog nogle skiver med rullepølse for at lave en sandwich da pludselig
“Lad være med at røre dem!” Mette-Lises stemme smældede som en knaldperle.
Pølsen blev lagt tilbage med det samme. Mads stod bare og stirrede, forvirret.
“Hvad er der galt, mor?” spurgte Freja, forvirret.
“Pølsen er til morgenmaden, med rugbrød! Ikke før. Og du skal ikke ødelægge din appetit!” afbrød svigermoren skarpt.
Mads smagte på hvidkålen, men der var ikke et eneste stykke kød i. Han spurgte igen om pølse. Afslag igen.
“Hvorfor det her pis?” udbrød Mette-Lise. “I har allerede spist halvdelen! Ved du, hvor dyrt det er? Det skal holde hele ugen!”
Mads skubbede tallerkenen fra sig. Appetitten var væk, så han gik ud og lagde sig på sofaen i haven, stirrede op på himlen. Freja kom ud til ham senere.
“Lad os køre hjem. Jeg kan ikke holde den her stemning ud. Hver eneste bevægelse bliver overvåget, som om jeg er en tyv. Jeg er bange for at smøre for meget smør på mit brød, i tilfælde af at hun river det ud af hånden på mig.”
“Der er ikke engang en købmand her,” mumlede Freja flovt. “Kun grøntsagsbilen om onsdagen.”
“Vi skulle have taget mad med i stedet for kirsebær og abrikoser,” knurrede Mads. “Jeg tager hjem i morgen. Jeg henter dig senere. For uden kød holder jeg ikke længe.”
“Vi kører sammen,” sagde Freja bestemt.
Næste morgen kørte de tilbage til København. Freja løj for sin mor og sagde, at Mads havde et arbejdsnødsted. Svigermoren så dem køre, med et mørkt blik.
Et år gik. De havde ikke været tilbage hos Mette-Lise. Men hun besøgte dem uden problemer. Og mærkeligt nok åbnede hun deres køleskab, som om det var hendes eget, og tog, hvad hun havde lyst til, uden at spørge. Mads grinede bare af det:
“Se, pølsen! Åbenbart har hun alle rettigheder her”
Men om foråret begyndte opkaldene igen:
“Nå, hvornår kommer I? Haven venter ikke.”
Mads nægtede. Indtil Freja kom med en plan:
“Lad os tage mad med. Så kan mor ikke tælle vores portioner.”
Mads gik med på det på betingelse af, at de kørte forbi supermarkedet først. Og så var de tilbage ved sommerhuset, med poser fulde af varer.
“Hvad er det nu?” sagde Mette-Lise og kneb læberne sammen. Men da hun rodede i poserne, fandt hun ost, kød, rullepølse. Og tav.
“Så behøver du ikke at regne ud, hvor mange gram jeg spiser,” grinede Mads.
Mette-Lise udstødte en lille foragtelyd, men sagde ingenting. Senere i køkkenet hviskede hun til Freja:
“Det var faktisk rart, hvis I altid tog mad med. Lettere for mig, mere afslappet for jer.”
Freja nikkede, delt mellem irritation og underholdning. Men det vigtigste var, at Mads var villig til at komme igen. Med indkøbsposer, ja. Men uden skænderier og bebrejdelser. Og når man tænkte over det, var det også en slags familielykke.
