**Dagbog, 15. oktober**
“Nu er det mit værelse,” sagde svigerinden og skubbede mine ting ud i gangen.
“Liva, tror du virkelig, den her suppe er spiselig?” Rikke rynkede panden og rørte i den grumsete væske i sin tallerken. “Kartofler er jo nærmest rå.”
“Spis, hvad der bliver sat foran dig,” svarede Liva uden at løfte blikket. “Det her er ikke en restaurant.”
“Jeg brokker mig ikke bare for sjov. Jeg vil bare gerne have en ordentlig middag efter arbejde. Mor havde altid en varm bøf med løg klar når far kom hjem.”
Liva bed sig i læben. Der gik den igen. Rikke havde boet hos dem i et halvt år, lige siden hun blev skilt fra sin mand, og hver dag fandt hun noget nyt at klage over. Suppen var for kold, der var støvet i hjørnerne, tvet var for højt.
“Hvis du ikke kan lide maden, Rikke, kan du jo lave den selv,” sagde Liva og satte sin tallerken i vasken. “Ingen stopper dig.”
“Hvornår skal jeg så nå det? Jeg arbejder til syv, og så tager det en time og et halvt at komme hjem.”
“Skal jeg så spille kokkepige for dig?”
Jonas, Livas mand, kom ind i køkkenet. Uvasket efter en lur, med en krøllet t-shirt.
“Piger, skændes I igen?” Han strakte sig og gabte. “Det kan høres i hele lejligheden.”
“Vi skændes ikke,” Rikke smilede til sin bror med et helt andet smil. “Vi talte bare om aftensmaden.”
Liva skottede til svigerinden. Hvor hurtigt tonen ændrede sig, så snart Jonas dukkede op. Pludselig var hun ren charme.
“Jonas, kan du ikke lige tale med boligselskabet om varmen?” sagde Rikke og satte sig ved siden af ham på sofaen. “Mit værelse er iskoldt om natten. Jeg kan ikke engang sove.”
Jonas kradsede sig i nakken.
“Det er det samme i hele opgangen. Det er jo vinter.”
“Men måske kunne de rense radiatorerne? Eller gøre noget?”
Liva tav og ryddede af. “Mit værelse.” Hvor let det var for Rikke at omdøbe stuen til sit eget. De havde aftalt, hun kun skulle bo der en måned, indtil hun fandt en lejlighed.
“Liva, hvor er tæppet?” spurgte Rikke. “Det blå, der lå på sofaen?”
“Det er i vask,” svarede Liva kort.
“Hvornår er det tørt? Jeg fryser.”
“I morgen.”
“Hvad så med i nat?”
Liva vendte sig mod Rikke. Hun havde det der hjælpeløse udtryk, der altid virkede på mænd.
“Der ligger flere tæpper i skabet.”
“Hvor henne? Jeg ved ikke, hvor I gemmer tingene.”
Liva gik ind i soveværet og tog et varmt tæppe frem.
“Her.”
“Tusind tak. Måske kunne vi lade det andet blive i vask? Bare hvis jeg får brug for det igen.”
“Rikke, vi har en vaskemaskine. Vi vasker regelmæssigt.”
Hun tog tæppet og krammede det.
“Selvfølgelig, jeg forstår. Jeg er bare vant til at have alt i orden. Derhjemme havde vi altid to sæt af alt.”
Liva mærkede, hvordan noget knugede sig sammen inde i hende. Altid de der små stikpiller om, at deres hjem ikke levede op til Rikkes standard.
“Jonas, har du overvejet at bede om lønforhøjelse?” Rikke lænede sig mod ham. “Peter fra mit arbejde fik lige 10.000 mere om måneden.”
Jonas trak på skuldrene.
“Jeg er ikke Peter. Jeg har et andet job.”
“Men du kunne da prøve. Alt er så dyrt nu. Man bliver nødt til at spare.”
Liva besluttede at gå, før hun sagde noget, hun måske ville fortryde. Hun gik på badeværelset og tændte for vandet, lod som om hun vaskede noget.
Gennem væggen hørte hun Rikke hviske til Jonas. Hun havde en evne til at få alle sine ønsker til at lyde helt rimelige. Og hvis Liva protesterede, lød det bare hysterisk.
En halv time senere bankede Jonas på døren.
“Liva, kom ud. Vi skal tale.”
Hun tørrede hænderne og gik ud. Rikke sad på sofaen med et tilfreds udtryk, mens Jonas stod midt i stuen og så skyldig ud.
“Hvad er der?” spurgte Liva.
“Vi har talt sammen,” begyndte han. “Rikke fryser virkelig i det værelse. Men i soveværelset er det varmt.”
Livas indre blev iskoldt.
“Hvad foreslår du?”
“Kan vi ikke bytte midlertidigt? Rikke får soveværelset, og vi tager stuen?”
“Jonas, er du seriøs?”
“Tænk lige på det. Vi klarer det fint. Vi er unge og raske. Rikke er nervøs efter skilsmissen, hun bliver syg hele tiden.”
Liva så på Rikke. Hun sad med sænket blik, men der var et lille smil om læberne.
“Det er *vores* soveværelse, Jonas. Vores seng, vores skab, vores ting.”
“Hvad er der galt med det? Det er jo kun midlertidigt. Indtil Rikke finder en lejlighed.”
“Finder hun overhovedet?”
Rikke løftede hovedet.
“Selvfølgelig gør jeg det! Men huslejen er så høj lige nu. Det er svært at finde noget ordentligt. Men jeg prøver.”
“Hvor længe skal det tage?”
“Måske en måned eller to. Ikke længere.”
Liva vidste, det betød mindst et halvt år. Måske mere.
“Jonas, lad os tale alene,” sagde hun.
De gik ud i køkkenet og lukkede døren.
“Jonas, forstår du, hvad du beder om?” hviskede Liva. “Det er *vores* lejlighed. Vores hjem.”
“Jeg ved det. Men Rikke er min søster. Hun har det svært lige nu.”
“Og hvem er jeg? En fremmed?”
“Hold op med det der. Hun har en depression efter skilsmissen. Hun har brug for støtte.”
“Har jeg ikke brug for det? Jeg har levet som en gæst i mit eget hjem i et halvt år. Jeg kan ikke engang se fjernsyn, fordi det generer hende. Jeg kan ikke invitere venner, fordi hun er træt. Jeg laver mad til tre, rydder op efter tre.”
“Liva, nu overdriver du.”
“Nej! Og nu vil du give hende vores soveværelse?”
Jonas gned sin pande.
“Det er midlertidigt. En måned eller to, så holder vi ud.”
“Og hvad så bagefter? Vil hun have hele lejligheden?”
“Vær nu ikke så egoistisk.”
Liva følte, hvordan vreden boblede op i hende.
“*Egoistisk?!* Jeg er egoistisk
