To mødre, ét hjerte
Min mor Natasja forsvandt, da jeg kun var to år gammel. Jeg kendte hende kun fra fotografier, men glemte hende aldrig. Alligevel kaldte jeg en anden kvinde for mor hele mit liv den, der kom ind i vores hjem og blev for evigt.
Jeg kan ikke huske dagen, hun kom. Det føltes, som om mor Gitte altid havde været der. Lav, rund, med øjne så sorte som tjære og et smil, der kunne varme selv den mest grå dag.
»Mor Gitte« kaldte jeg hende.
»Gittesmus,« sagde far ømt.
Familien gemte aldrig på, at hun ikke var min rigtige mor. Men mit hjerte tog hende ind uden betænkning. Jeg troede da mor Natasja gik, bad hun Gud om at sende mig en beskytter. Og det gjorde han.
Natasjas søstre og mormor tog mig ofte med hjem til sig. De undlod aldrig at spørge:
»Laver hun morgenmad til dig? Krammer hun dig? Går hun tur med dig?«
Jeg tav. Dengang vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle sige, at jeg ikke havde brug for de spørgsmål. Nu forstår jeg, at de sårede min kærlighed til mor Gitte. For hun elskede mig ikke mindre, end hvis hun selv havde født mig.
Hun forbød mig aldrig at huske mor Natasja. Tværtimod tog hun mig i hånden og førte mig i kirken.
Vi trådte ind i den kølige, halvmørke kirke. Foran ikonerne flakkede lys. Hun købte to: ét for sundhed, ét for hvile.
»Dette lys tænder vi for dig, min skat, så Gud må give dig sundhed og lykke. Og dette for mor Natasja, så himmeriget må være lyst for hende.«
Jeg så hende korsets tegn og hviskede bønnen med.
»Mor, kan mor Natasja se os?« spurgte jeg stille.
»Hun kan, min skat,« svarede hun og strøg mig over håret. »Sjælen dør ikke. Den lever hos Gud. Og når vi beder, hører mor Natasja det og glæder sig.«
Efter gudstjenesten bestilte vi altid en mindehøjtidelighed. Og når præsten sang »Med de hellige hvile«, korsede mor Gitte sig og hviskede:
»Himmeriget, Natasja se, hvor godt vi passer på din Lærke.«
Og når vi gik ud af kirken, smilede hun gennem tårerne:
»Ser du, skat, du har to mødre. Én i himlen, én på jorden. Men vi elsker dig lige højt.«
Vi boede på landet, og hele egnen kendte mor Gitte. Hun arbejdede som markkok, skyndte sig afsted med små, hurtige skridt.
»Hvorhen så travlt, Gitte?« hilste naboerne.
»Åh, på arbejde, selvfølgelig! Der er så meget at nå,« svarede hun.
Hun kom hjem lige så hurtigt. Så snart hun trådte ind ad døren, var det mig, hun søgte:
»Lærke, hvordan gik det i dag? Har du spist? Lavet lektier?«
Og altid varme knus, kys på panden, på kinderne, på næsetippen
»Denne næse er min yndlings!« hviskede hun, mens hun kyssede mig.
Når hun bagte pandekager, rørte hun altid en lille skål dej til mig.
»Kom så, min lille hjælper, her er din dej. Prøv dig frem!«
»Bliver de gode?« spurgte jeg, mens mel dryssede ned til albuerne.
»Selvfølgelig! Du har guld i hænderne, ligesom mor Natasja.«
Hendes pandekager var som taget ud af en drøm med smør, med hvidløg Og hun selv var som brød duftende, gylden og varm.
Da jeg fik mine første udfordringer på arbejdet, trøstede hun altid med gode ord.
»Mor, jeg får det hele til at gå galt« klynkede jeg.
Hun satte sig ved siden af mig, tog mine hænder i sine varme poter:
»Lærke, hvem laver ikke fejl? Fejl er også læring. Skriv det ned, så du ikke glemmer. Jeg kunne heller ikke alt med det samme. Skrev alle opskrifter ned. Og se jeg lærte det. Det gør du også. Bliv bare ikke modløs.«
Da min søn blev født, stod mor Gitte hele natten uden for hospitalet. Det var april, og den kolde forårsluft lå tung over gaden, men hun gik ikke.
»Mor, hvorfor stod du der i kulden?« spurgte jeg bagefter.
Hun smilede sit særlige, varme smil:
»Hvor skulle jeg ellers være, skat? Jeg bad under dit vindue, så Gud måtte styrke dig, og englene vuggede din søn. Selv om jeg ikke kunne være derinde, var mit hjerte hos jer.«
Og så en morgen ringede far:
»Skat mor Gitte er ikke mere.«
Jeg kunne ikke tro det. Det føltes umuligt, at sådan et lys kunne slukkes.
I dag bladrer jeg gennem et gammelt fotoalbum. Billeder af mor Natasja og mor Gitte fletter sig sammen som mønstre i et tæppe. Og jeg forstår: Gud lod mig ikke være forældreløs. Han gav mig én mor til livet, en anden til kærlighed og tro.
