»Hvem er du?«
Astrid stivnede i døren til sin lejlighed og kunne knap tro sine øjne.
Foran hende stod en fremmed kvinde i trediverne med en lille hestehale, og bag hende tittede to børn frem en dreng og en pige, der nysgerrigt betragtede den uventede gæst.
I entreen lå fremmede hjemmesko, jakker hang på knagerne, og fra køkkenet duftede det af hønsekødssuppe.
»Hvem er I?« Kvinden rynkede panden og trak instinktivt det yngste barn tættere til sig. »Vi bor her. Gregers lod os flytte ind. Han sagde, at værten ikke havde noget imod det.«
»Det er MIN lejlighed!« Astrids stemme dirrede af vrede. »Og jeg har bestemt ikke givet tilladelse til, at I bor her!«
Kvinden blinkede forvirret og så sig omkring på legetøjet spredt på gulvet, på børnetøjet, der tørrede i køkkenet, som om hun søgte efter beviser for sin ret til at være der.
»Men Gregers Mikkelsen sagde Vi er familie Han sagde, du var enig At du var god og forstående«
Astrid følte en umådelig vrede og en chok, som om der var blevet hældt en spand koldt vand over hovedet på hende.
Hun lukkede langsomt døren og lænede sig mod den, mens hun prøvede at samle tankerne. Hendes hjem, hendes rum, hendes liv og pludselig var hun blevet en fremmed i det
For et år siden var alt helt anderledes. Astrid nød en velfortjent ferie ved kysten efter at have afsluttet et krævende restaureringsprojekt af en historisk bygning i Århus.
Som 34-årig var hun en succesfuld arkitekt, vant til at stole kun på sig selv.
Karrieren fyldte det meste af hendes liv, og hun klagede ikke arbejdet gav hende glæde og en stabil indkomst.
Gregers mødte hun en aften på havnen i en af de varme augustdage. Han var en charmerende mand, lidt ældre end hende, med et varmt smil og opmærksomme brune øjne.
Skilt i tre år, to børn en dreng på ti og en pige på syv, arbejdede som byggeleder for et stort entreprenørfirma.
Gregers kurmageri var gammeldags og romantisk blomster hver dag, middage med havudsigt, lange aftenture under stjernerne.
»Du er speciel,« sagde han og kyssede forsigtigt hendes hånd. »Klog, selvstændig, smuk. Jeg har ikke mødt en så hel kvinde i lang tid. Du ved, hvad du vil med livet.«
Astrid smeltede ved hans ord og opmærksomhed. Efter en række mislykkede forhold med mænd, der enten blev skræmt af hendes succes eller prøvede at konkurrere med hende, føltes Gregers som en gave fra skæbnen.
Han respekterede hendes arbejde, stillede spørgsmål til projekterne, støttede hende, når kunderne krævede det umulige.
»Jeg kan godt lide, at du er stærk,« sagde han. »Men samtidig forbliver du feminin, øm og omsorgsfuld.«
Ferieperioden sluttede, men forholdet fortsatte. Gregers besøgte hende i Århus, hun tog til Odense, hvor han boede. Videokald, beskeder, fremtidsplaner.
Efter otte måneder friede han til hende på det samme sted, hvor de mødtes.
Brylluppet var enkelt, men hyggeligt. Astrid flyttede til Odense, til sin mand, fandt arbejde i et lokalt arkitektfirma og lod sin lejlighed i Århus stå tom.
»Vi er én familie nu,« sagde han og holdt hende tæt. »Mine børn er dine børn, mine problemer er dine. Vi klarer alt sammen.«
I begyndelsen var Astrid lykkelig. Hun nød følelsen af en ægte familie, varmen i hjemmet, børnenes stemmer.
Hun hjalp gerne Gregers med børnene, købte gaver, betalte for fritidsaktiviteter og tog dem til lægen.
Men gradvist begyndte noget at ændre sig.
Først var det småting Gregers tog penge fra hendes konto uden at spørge. »Jeg glemte at nævne det, undskyld,« sagde han, når hun opdagede beløbene.
Så begyndte han oftere at bede om hjælp til børnepenge til hans ekskone.
»Du forstår det nok,« sagde han med et skyldbetynget smil. »Børnene kan ikke gøre for, at deres forældre ikke har økonomien i orden denne måned.
Jeg har lidt problemer på arbejdet lønnen er forsinket.«
Astrid forstod og ville gerne hjælpe. Hun elskede Gregers og havde virkelig fået børnene kær.
Men med tiden blev anmodningerne hyppigere og større
Betaling af en tur til bedstemor i Sønderborg, ny vintertøj, sommerlejr, privatundervisning i matematik.
Det værste var, at Gregers begyndte at overføre penge direkte fra Astrids konto til sin ekskone uden at informere hende.
»Det er jo vores fælles børn nu,« undskyldte han, når Astrid opdagede en ny overførsel. »Du elsker dem jo.
Og du tjener mere end mig. Er det virkelig for meget at bede om?«
»Det handler ikke om, hvad der er for meget,« svarede hun roligt men bestemt. »Det er mine penge, og du kunne i det mindste tale med mig om det først.«
»Selvfølgelig, selvfølgelig. Næste gang spørger jeg helt sikkert.«
Men næste gang var ikke anderledes.
Astrid begyndte at føle sig som en bekvem pengeautomat, ikke en ægte partner. Hendes mening blev ikke spurgt til hun blev blot stillet over for en kendsgerning.
Og hver gang hun protesterede eller forsøgte at diskutere budgettet, beskyldte Gregers hende for at være kold, egoistisk og uvillig til at være en ægte familie.
»Jeg troede, du var anderledes,« sagde han bittert. »Troede, penge ikke var det vigtigste for dig«
Den majdag, hvor hun besøgte sin syge mor i Sønderjylland og besluttede at tjekke sin lejlighed i Århus, håbede Astrid stadig, at tingene kunne reddes.
Måske ville lidt afstand hjælpe dem med at reflektere og finde en løsning.
Men det, hun fandt i sin lejlighed, overgik alle hendes værste frygter.
Lejligheden var rodet og tydeligt beboet. Køkkenet var fyldt med beskidt service, børnetøj tørrede i badet, og i hendes soveværelse stod en barneseng.
På bordet lå ubetalteregninger for mere end 6.000 kroner.
»Hvor længe har I boet her?« spurgte Astrid og kæmpede for at holde stemmen rolig.
»Tre måneder,« svarede kvinden, stadig uvidende om al
