Havet af tvivl

Havet af tvivl

Det er mørkt udenfor, og regnen har lige stoppet. I vinduet ser Lærke sit uklare spejlbillede en kvinde med en forvirret sjæl. I flere måneder har hun vaklet mellem to mænd. Mellem pligt og passion. Mellem fortid og fremtid.

Den første er Mads, hendes mand. Med ham føltes det sikkert, varmt og kendt. I seks års ægteskab har han bygget en hyggelig, pålidelig fæstning omkring hende. Den anden I tankerne kalder hun ham kun for “drengen”. Han er yngre, og i det ord ligger al den uendelige, skræmmende ømhed, hun ikke engang tør lade løbe frit i sine egne tanker.

Mads mødte hun gennem fælles venner.

Efter et pinligt brud med sin folkeskolekæreste, som i stedet valgte hendes bedste veninde, var Lærke længe ude af stand til at komme sig. Hun lukkede sig inde og besluttede at leve uden forhold. Hun troede, hun var dømt til at være statister i andres kærlighedshistorier. Ingen store kærlighedserklæringer, ingen blomsterbuketter eller søvnløse nætter af lykke kun en grå hverdag.

Indtil en aften, hvor en veninde pegede på Mads:

“Se, der er den arkitekt, jeg fortalte dig om. Klog, lovende. Og vigtigst af alt pålidelig som en granitplade.”

Mads så ældre ud, end han var, klædt i stramt, næsten gammeldags tøj. Men da han begyndte at tale, var det, som om verden vendte på hovedet. Han var en god samtalepartner, alsidig, ironisk, hans vittigheder var skarpe, men ikke sårende. Efter en time føltes det for Lærke, som om han gennemskuede hende helt.

“Du, Lærke, ligner et levende maleri af de danske guldalderkunstnere,” sagde han, da de sagde farvel, og lod blikket hvile på hendes ansigt. “Lige så fjernt og melankolsk.”

Hun måtte google, hvem de danske guldalderkunstnere var, og beundrede hans viden om kunsthistorie. Det var kun begyndelsen. Arkitekten var vedholdende, og Lærke, træt af ensomhed og uvished, gav efter næsten med det samme. To måneder senere flyttede hun ind hos ham.

Forældrene var bekymrede.

“Er du sikker?” spurgte moren. “Du ser på ham ikke med forelskede øjne, men som en taknemmelig kat, der er blevet taget ind i et godt hjem.”

Lærke rystede det af sig. Hvilke tvivl kunne der være?

Et halvt år senere blev de gift. Mads skabte en perfekt verden omkring hende. Beskyttede hende mod hverdagens besværligheder. Kaldte hende sin Prinsesse og sig selv sin Trofaste Ridder. Hun troede, sådanne mænd ikke længere eksisterede.

“Hvorfor skulle du lave mad?” sagde han, mens han stod i køkkenet. “Din opgave er at være glad og inspirere din mand. Slap af.”

Hun nød omsorgen, elskede den perfekte rolle i deres perfekte stykke. Men når Lærke nævnte børn og forestillede sig, hvilken omsorgsfuld far han ville være, stoppede Mads hende blødt:

“Lad os ikke skynde lykken, Prinsesse. Har vi det ikke godt, bare os to?”

Sådan gik der mere end fem år.

Den rolige hverdag revnede den dag, Lærke næsten væltede ind i en ung mand ved indgangen til en kontorbygning. Hun var sent på den til en vigtig præsentation og løb lige ind i noget fast og elastisk.

“Undskyld!” udbrød hun og så op.

Foran hende stod en ung mand, der mindede om en skuespiller. Lys hår, dybblå grinende øjne.

“Ingen skade sket,” smilede han. “Vi løber?”

Lærke nikkede og skyndte sig videre, mens hun mærkede hans blik i nakken. Under sin præsentation så hun ham i salen. Han sad på første række og smilede lige til hende. Blikket fik hendes stemme til at vakle.

Han ventede på hende ved garderoben.

“Du forsvandt så hurtigt, at jeg tænkte, du måske igen var sent på den. Må jeg køre dig? Denne gang uden sammenstød.”

Altid fornuftig og forsigtig, sagde hun pludselig ja.

***

Lærke var helt væk. Hun havde glemt, hvordan passion føltes. Hvordan hele verden pludselig blev reduceret til én enkelt person, til lyden af hans stemme, hans smil. Når sætningen “Hvordan gik din dag?” føltes som den smukkeste musik

“Det er, som om jeg ser klart, når jeg er med dig,” sagde hun en dag.

“Og jeg føler, at jeg for første gang på længe kan trække vejret rigtigt,” svarede han.

Hans navn var Asger. Ikke “Drengen”, selvfølgelig. Asger! Stærk, frygtløs. Efter et par måneders heftige møder var hun klar til at forlade alt for ham.

Men

Først blev hendes mor alvorligt syg. Kunne hun virkelig belaste hende med en skilsmisse? De ventede. Så skete der noget med Mads han faldt og brækkede benet, gips i flere måneder. Selvfølgelig udskød Lærke igen det svære

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

12 − 11 =

Havet af tvivl
Broderens Fødselsdagsinvitation Skaber Familiedrama for Danske Svigerdatter Min bror Rasmus blev gift for seks år siden, og siden da har hverken jeg eller vores forældre sat fod i deres hjem i Valby. Alle familiefester og højtider foregår altid hjemme hos vores forældre, der bor i et rummeligt hus i udkanten af Roskilde. Min mor står for madorgiet, dækker det store bord og sender altid Rasmus og hans kone, Camilla, hjem med madkasser fyldt med hjemmelavede frikadeller og kartoffelsalat. Kort tid efter brylluppet havde Camilla fødselsdag, og min mor var fuld af glæde: Vi købte en lagkage, fandt en flot gave og besluttede at overraske ungeparret. Mor ringede, men Camilla svarede køligt, at hun ikke havde tænkt sig at fejre. Mor holdt dog fast: — Vi kigger bare forbi et øjeblik og drikker en kop te til kagen! Du skal ikke gøre noget, Camilla! Vi tog af sted, men der var ingen varm modtagelse. Camilla kom ud på trappen og sagde, at “lejligheden rodede” og nægtede at lukke os ind. Vi overrakte kagen og gaven på dørtrinnet og gik igen. Siden har alle arrangementer været hos mor, og vi undgår helst at tale om episoden. Senere sagde Camilla: — Jeres hus er stort, der er plads! Vores toværelses her i Valby? Hvor skulle vi have gæster? Jeg bed mig i tungen. Selv et lille hjem kan rumme tre gæster, men vi sagde ikke mere. Nu er Camilla gravid, fem måneder henne, og det er det første barnebarn for vores forældre. Mor bekymrer sig konstant og ringer til Rasmus dagligt. For nylig fandt vi ud af, at Camilla sagde jobbet op i begyndelsen af graviditeten, hvilket bekymrede mor: — Er der noget galt? Skal jeg hjælpe? Rasmus sagde, at alt var fint — Camilla ville bare “passe på sig selv”. Men økonomien er stram; deres livsstil matcher ikke én indtægt, selvom lejligheden er arvet. Camilla vil beholde sit luksusniveau og forstår ikke, hvorfor hun skal undvære. Midt i det hele inviterer Rasmus os nu hjem til sig til fødselsdag! Far joker: — Så skal vi endelig se, om Camilla kan lave mad? Mor er glad, og jeg ringer for at høre nærmere. Camilla bryder grædende ud: — Jeg orker det ikke! Jeg er gravid, skal gøre rent og lave mad! Jeg forsøgte at berolige hende: — Lav kartofler, en salat og smid en kylling i ovnen — vi tager kage med. Det er bare os fem. Hvor svært kan det være? Selv forslag om at bestille mad blev afvist; hun frygtede rengøring mere end noget. Jeg mistede tålmodigheden: — Det er en toværelses! Hvor hårdt er det at gøre rent? Gør I det kun, når I får besøg? Til sidst sagde jeg: — Vil du ikke have os, så kommer vi ikke. Tillykke til Rasmus over telefonen, og det er dét. Mor var enig. Da Rasmus hørte det, eksploderede han: — Camilla arbejder ikke og er hjemme hele dagen! Hun kan vel lave aftensmad og gøre lidt rent? Vi har ikke råd til take-away eller rengøringshjælp — så må hun tage sig sammen! Stemningen blev iskold. Ingen havde lyst til at dukke op og føle sig uønsket. Men hvordan kan vi sårede Rasmus ved ikke at komme? Rasmus glæder sig og vil samle familien. Skal vi sluge stoltheden for hans skyld og risikere en akavet aften med Camilla — eller holde os væk og knuse hans hjerte? Familien står i et dilemma, og fødselsdagen nærmer sig. Hvad gør man, når kærligheden til sin bror kolliderer med modviljen mod hans kone?