“Astrid, er det ikke dine ekstra kilo? Er det ikke et problem?” Dims mor gav ikke op. “Jeg synes ikke, jeg har nogen ekstra, især når min kommende mand er tilfreds med dem. Ikke alle behøver at være tynde som en nål.” Astrid så hånligt på Helene og Dims mor. Ved sådan en frækhed brændte Helene op.
“Mor! Har du købt slankete? Chiafrø? Hvorfor har du lagt så meget smør i min grød, det er jo ekstra kilo!? Dim, har du igen købt gærbrød? Det er usundt! Man skal drikke tre glas vand om morgenen, ellers taber man sig ikke… Hvor er mit vand?!” Sådan lyder det, Dim har hørt det siden barndommen.
Hans mor og storesøster var altid optagede af deres figur. Nu er søsteren 38, har aldrig været gift og ligner en mager, krumrygget hest med sultne øjne. Moren derimod lignede en strikkepind lige og stiv.
Det irriterede ham så meget, at han altid tiltrak sig livsglade mennesker med god appetit. Og han drømte altid om, at hans kommende kone skulle være anderledes end hans mor og søster. Og han fandt én!
Hun hed Astrid. Selv hendes navn var blødt, behageligt og lækkert, som en duftende kage. Nej, Astrid var ikke tyk. Men med en højde på 173 cm vejede hun 85 kg.
Og alle disse kilo udstrålede sundhed og godt humør. Store bryster, smal talje, kvindelige former og små grinende smilehuller, man bare ville knibe. Alt dette fik Dim til at blive helt betaget, da han første gang så hende.
En aften kørte han sin søster til banken for en ærinde. Hun tog en nummerseddel og satte sig, mens han gik rundt i lokalet og ventede.
Pludselig hørte han en sølverklar, klokkeklar latter. Den var stille, men så smittende, at Dim uvilkaarligt smilede. Han havde sådan lyst til at se ejerinden af denne latter, at han ikke kunne lade være og fulgte lyden.
Det var en kvindelig bankmedarbejder, der betjente en ældre kunde. Han sagde noget morsomt, og hun lo igen. Dim kunne ikke tage øjnene fra hende…
Fra hendes bølgende hår til hendes smilende læber. Og hun var tydeligvis en kvinde med fuld figur det kunne enhver se.
Han kørte hjem med søsteren, lyttede til hendes monotone snak, men var der ikke rigtig. Hans tanker var tilbage i banken, hos den smilende kvinde.
“Dim, hører du overhovedet efter?” spurgte søsteren irriteret.
“Selvfølgelig, Helene, jeg hører efter.” Han anstrengte sig for at huske, hvad hun havde sagt.
“Jeg sagde til ham, at jeg ikke spiser stegt kød, kun kogt kyllingebryst,” klagede søsteren over sin seneste bejler. Dim nikkede medfølende, rystede på hovedet og tænkte, sikke en skiderik…
Næste dag skyndte han sig til banken. Hans drøm var der, og han sukkede lettet. Da banken lukkede, hentede han en buket roser fra bilen og gik hen til hende.
“Frøken. Har du brug for en mand? Eller en svigersøn til din mor?” Han rakte hende roserne.
Hans ansigt måtte have været så forvirret og morsomt, at hun lo højt, men tog imod blomsterne.
“Åh, hvor er de smukke! Hvilken duft!” Hun dyppede ansigtet ned i blomsterne, mens han nød synet af hende…
Siden da var de uadskillelige. Nogle gange møder man en person og ved med det samme det her er mit, jeg skal ikke lede mere. Sådan gik det for Dim med Astrid. Han friede efter en måned, og hun sagde ja med glæde. Nu skulle de bare mød
