Han plejede hende som om hun var sit eget barn. Alt han ønskede var, at hun ville dø.
Mette skreg ikke. Hun græd ikke. Hun lå bare stille i sengen og lyttede til hvert ord, Pavel sagde, hver sætning udtalt som en bekendelse til en usynlig medskyldig. Hendes krop rystede, men ikke af frygt. Det var noget andet en uhyggelig ro, som om noget indeni hende allerede var dødt, før kræften havde ædt alt.
Næste morgen opførte Pavel sig, som om intet var sket. Han gav hende et kys på kinden, spurgte, om hun ville have te. Han endda fejede gangen, noget han aldrig gjorde. Mette iagttog ham i tavshed med et nyt udtryk: roligt, vidende og farligt.
Dage gik. Hun blev mere eftertænksom, ordnede dokumenter, underskrev papirer, ringede diskret til sin advokat. Sofie kom på besøg og tilbragte eftermiddagen med hende uden at ane, at den stille samtale skjulte en plan.
“Tante, er du sikker?” hviskede hun, mens hun læste testamentet.
“Som aldrig før. Alt skal være på plads. Og han skal væk.”
Da Pavel kom hjem den aften, ventede Mette med middagen klar. Stegt kylling, hans yndlingsret. Han smilede tilfreds.
“Sådan kan jeg godt lide det,” sagde han, mens han skænkede op. “Vi skal passe på os selv, ikke?”
Hun så bare på ham med et blik, han ikke brød sig om.
“Hvad er det?” spurgte han.
“Ingenting. Jeg tænker bare, du skal nyde hver eneste bid.”
Samme aften gik Pavel tidligt i seng. Han var uforklarligt træt. Mette blev i stuen og stirrede på et gammelt foto af dem begge. Hun smilede på billedet. Han også, men nu lignede det en tom grimasse.
Næste morgen vågnede Pavel med uudholdelig kvalme. Han svedte, følte sig svag. Mette hjalp ham op at sidde.
“Skal jeg ringe til en læge?” spurgte hun neutralt.
“Nej måske bare noget, jeg har spist”
I det øjeblik ringede det på døren. To politifolk stod udenfor. Pavel prøvede at rejse sig, men besvimede. Betjentene skyndte sig ind.
“Hvad hvad foregår der?” spurgte den ene, da han så Mettes ro.
“Bare rolig. Jeg har beviser,” sagde hun og rakte dem en optagelse fra balkonen og det nye testament, underskrevet og notariseret, hvor hun fratog ham alt, de delte. “Han prøvede at forgifte mig for måneder siden, før min diagnose. Jeg kunne ikke bevise det men nu kan jeg bevise, at han ventede på min død som en investering.”
Den senere lægeerklæring bekræftede, at Pavel ikke var blevet forgiftet, kun udsat for en mild beroligende blanding med billig snaps. Men optagelsen, det opdaterede testament og hans historik med ligegyldighed var nok til, at dommeren udstedte en fjernelseordre og annullerede hans ret til arv.
Mette døde to måneder senere. I fred. I Sofies arme, i et værelse fyldt med lys, uden frygt. På væggen hang en plade:
“Denne lejlighed blev vundet med hårdt arbejde, ikke falsk kærlighed.”
