**Dagbog – 10. oktober**
Jeg var 70 år, da det gik op for mig, at det mest frygtelige ikke er en tom lejlighed, men et hus fyldt med mennesker, som ikke har brug for dig.
»Du har igen købt den forkerte brød,« knurrede min svigerdatter Katrine skarpt, mens jeg pakkede indkøbsposerne ud i køkkenet. »Jeg bad specifikt om surdejsbrød. For femte gang.«
Hun tog demonstrativt det brød, jeg havde købt, og drejede det mellem hænderne, som om det var en giftig larve.
»Undskyld, Katrine, jeg glemte det. Jeg havde travlt,« hviskede jeg.
»Du har altid travlt, Anna Marie. Men det er os, der skal spise det. Emil kan få en allergisk reaktion.«
Hun smed brødet på bordet, som om hun gjorde mig en tjeneste ved ikke at smide det direkte i skraldespanden.
Jeg synkede en klump i halsen. Min barnebarn Emil var seks år og havde aldrig haft allergi mod almindeligt brød.
Min søn så ind ad døren.
»Mor, har du set min blå trøje?«
»Ja, Nikolaj. Den er i vask, jeg gjorde den ren i går«
»Hvorfor?« afbrød han mig. »Jeg skulle bruge den i dag! Åh, mor!«
Han forsvandt igen og efterlod mig med hans irriteret »åh, mor«, der efterhånden gjorde mere ondt end et slag. Jeg havde vasket hans tøj. Passet på ham. Og alligevel var det mig, der gjorde noget forkert.
Jeg gik langsomt mod mit værelse, forbi stuen, hvor Katrine allerede stod og fortalte en veninde i telefon, at »svigermor er ved at blive tosset igen.« Latteren i røret var lige så skarp som hendes ord.
Mit værelse føltes som det eneste sikre sted i dette store hus, der engang var hyggeligt. Nu summede det som en bistade.
Konstant snak, børneskrig, tvet der kørte, døre der smækkede. Støjende. Fuld af mennesker. Og alligevel vanvittigt ensomt.
Jeg satte mig på sengekanten. Hele mit liv havde jeg været bange for at blive alene. Bange for, at børnene ville flytte hjemmefra, og jeg ville sidde i tomme værelser. Sikke en fjols jeg havde været.
Først da jeg var 55, indså jeg, at det mest frygtelige ikke er en tom lejlighed, men et hus fyldt med mennesker, der ikke har brug for dig.
Du er bare en gratis ekstra funktion for dem. En gående service, der altid svigter. Ræk, hent, vask men kun præcis som de har bedt om. Et skridt til siden, og du er i vejen, irriterende, en belastning.
Om aftenen prøvede jeg igen. Nikolaj sad foran sin bærbar med rynket pande.
»Nikolaj, skal vi ikke snakke lidt?«
»Mor, jeg arbejder, kan du ikke se det?« svarede han uden at kigge op.
»Jeg ville bare«
»Kan det ikke vente?«
»Senere« kom aldrig. De havde deres eget liv, deres egne planer, deres egne samtaler. Og jeg var baggrund. Som en gammel sofa eller en kedelig lampe. Der, men alligevel usynlig.
Der blev banket på døren. Det var Emil.
»Bedste, vil du læse for mig?« Han rakte mig en bog.
Mit hjerte hoppede et kort øjeblik af glæde. Der var han, mit lys. Den eneste, der
»Emil!« Katrine dukkede op i døren. »Jeg har sagt, du ikke må forstyrre bedstemor! Kom, det er tid til din tablet.«
Hun tog bogen fra ham og førte ham væk.
Og jeg blev tilbage, stirrende på den lukkede dør. I det øjeblik vidste jeg, at jeg ikke længere kunne være baggrund. Noget måtte ændre sig. Ellers ville jeg forsvinde ind i husets vægge som et spøgelse.
Beslutningen kom ikke med det samme. Den modnede over flere dage, mens jeg mekanisk vaskede op, handlede ind og tavst udstod de små stik.
Den blev endeligt fast, da jeg fandt min næsten fulde gryde med risengrød i skraldespanden »for fedt, vi er på slankekur.«
Jeg besluttede at starte småt. Med mit eget rum.
Lørdag morgen, mens alle stadig sov, hentede jeg kasserne med min afdøde mands ting ned fra loftet. Hans bøger, værktøj, gamle fotos. Jeg begyndte at sortere dem i stuen, på det store bord. Jeg ville lave en mindekrog, hænge hans portræt op.
Katrine var den første, der kom ned. Hun stoppede i døren, som om hun så kakerlakker.
»Hvad foregår der her?«
»Godmorgen, Katrine. Jeg sorterer lidt ting.«
»Det kan jeg se. Kan du ikke gøre det på dit værelse? Du har rodet hele stuen til. Vi har gæster i aften, forresten.«
»Det er også min stue,« sagde jeg stille, men fast, overrasket over min egen tone. »Og det er din svigerfars ting. Nikolajs far.«
Hun fnøs og gik demonstrativt ud i køkkenet, hvor hun hamrede med kaffekanden. Ti minutter senere kom Nikolaj,
