**Dagbog**
Døren åbnede ikke med det samme. Mette Kirsten fik lige tid til at få vejret, selvom sveden fortsat løb i ubehagelige striber ned over panden og næseryggen. Først lød der et overrasket udbrud indefra, så en lås, der klikkede, og så stod hun der hendes datter.
“Mor?! For søren da Hvordan har du båret de her kufferter? Og hvorfor? Hvorfor ringede du ikke og sagde, du kom?”
Høj, solbrun, med et irriteret og forvirret udtryk sådan mødte hendes egen datter, Lise, hende. Mette Kirsten havde ikke set hende i over et år. Når skulle Lise overhovedet besøge dem, de gamle? Aldrig! Så Mette Kirsten, drevet af en begrundet bekymring, havde taget den lange rejse.
“Jeg har båret tungere, skat,” svarede hun på det ene spørgsmål. “Jeg kunne jo ikke komme med tomme hænder”
Hun sled begge poser ind over dørtrinet. Lise hjalp ikke måske fordi hun var for overrasket. Men så bøjede hun sig ned, greb en af remmene og trak tasken væk fra døren, så der var plads.
“Hold da op, hvad har du proppet derind? En hel gris?”
Hendes stemme var glat som en poleret sten, men der var ingen glæde i den, kun forvirring og irritation. Hun omfavnede ikke sin mor, kiggede bare hjælpeløst på den anden last en gammeldags, oppustet kuffert på hjul, der stod midt på parketgulvet som et fejlplaceret artefakt fra en anden tid.
Mette Kirsten tog et lille skridt frem. Hendes fingre, dirrende af anstrengelsen, fumlede med spændet på regnfrakken.
“Undskyld, skat Jeg har taget lidt med. Hjemmelavet syltetøj til vores Nikolaj, og den peberrodssovs, du elsker. Alt fra vores egen have, din far og jeg har dyrket det” Stemmen vaklede af udmattelse og lød undskyldende.
Lise sukkede. Lyden var bundløs, fuld af træt forudanelse af besvær. Hun så fra kufferten til sin mor hendes krøllede kjole, det skæve tørklæde, de små svedperler på overlæben.
Mette Kirsten satte sig uden invitation på den nærmeste, hvide læderpuffe. Hun sad rank, gammeldags, med de hårdt arbejdende hænder foldet i skødet. Rejsen havde udmattet hende fuldstændig. Toget kørte i otte timer, og så skulle hun lige kæmpe sig gennem metroen med den klodsede kuffert, der hele tiden ville sidde fast i drejebommen.
Men hvordan kunne hun undvære den? Hun kom aldrig til sin datter uden gaver. Aldrig. Især ikke nu, hvor hun ikke havde set hende i over et år.
“Har du skiftet telefonnummer?” udbrød Mette Kirsten, mens hun så sig om. “Jeg ringede i fire dage, men den sagde bare, abonnenten ikke var tilgængelig. Din far fik forhøjet blodtryk på andendagen, på tredjedagen var jeg helt ude af den, hjertet sank i skoene af bekymring” Hun viftede med hånden, som om hun kunne jage de nylige frygtbilleder væk. “Men så! Da jeg ikke kunne få fat i dig på fjerdedagen, tænkte jeg nu må jeg købe en billet. Jeg fik en til tre dage senere, men du var stadig væk, og vi var helt ude af den, og så skulle jeg slæbe mig hele vejen til København Hvad skete der med din telefon? Hvordan kan du behandle dine forældre sådan? Vi er over de halvfjerds, har du glemt det? Og så kommer jeg her med poser.”
Lise så væk. Hendes altid så selvsikre ansigt blev let rødt. Hun rørte ved sin perfekte hestehale, rettede på en ikke-eksisterende lok.
“Det er okay, mor. Jeg skiftede bare nummer, det var så travlt, jeg glemte at fortælle dig det” Hun sagde det hurtigt, nærmest slukøret.
“Og Nikolajs nummer svarede heller ikke.”
“Jeg skiftede også hans. Vi skiftede operatør.”
Mette Kirsten så på sin datter med stille beundring. Lise Deres yngste, den længe ventede, den bedede om. Efter to drenge en lille pige, de gav hele deres hjerte til.
Tankerne gled til drengene. Den ældste, Mads, var langt væk, i Amerika. Han rejste for flere år siden pga. arbejde. Ringede sjældent, kun til store højtider. Han fik børn derovre, som Mette Kirsten kun kendte fra telefonens skærmbilleder. Nogle gange forestillede hun sig deres stemmer, deres latter, men fantasien nægtede at male klare billeder. For langt væk.
“Mor, hvorfor er du så stille? Har du det ikke godt?” Lises stemme lød bekymret, rev hende ud af de triste tanker.
“Nej, skat, bare træt efter rejsen.” Mette Kirsten smilede svagt. “Hvordan har Nikolaj det? Er alt godt?”
Lises ansigt blødte op.
“Han er blevet så stor, mor. En rigtig dreng. Fodboldtræneren roser ham. Men”
Hun tav, vendte sig væk, lod som om hun rettede på en vase.
“Men han spørger stadig engang imellem, hvornår vi skal besøge bedstemor og bedstefar på landet. Især hvis han er ked af det eller syg. Han siger, hos jer dufter det af æbler og kager, og her stinker det af biler.”
Mette Kirsten lukkede øjnene. Hun huskede hver en nat, hvor Nikolaj, efter at moren havde taget ham til byen, græd i telefonen og bad om at komme hjem til hende. Han græder ikke mere nu. Hun huskede, hvordan hendes mand, Jens Henrik, stille røg på terrassen og tørrede en enkelt mandetåre væk. De havde givet den dreng al deres kærlighed, og så blev han bare taget fra dem, som en ting. Og de kunne ikke forklare ham noget.
“Han skal jo være hos sin mor,” havde Mette Kirsten dengang overbevist sig selv mere end manden. “Det er det rigtige.”
I toget, mens hun stirrede ud på de forbifliegende skove, havde hun prøvet at forestille sig Nikolaj. Hvordan var han blevet? Hvis han lignede sin far, en høj, solid fyr, var han sikkert vokset meget. Jens Henrik havde så gerne ville se ham, bedt hende om at tage masser af billeder: “Kæreste, tag nogle billeder, ellers bliver det ensomt her.” Selv ville han være taget til byen, men han blev syg ugen før hun rejste, fik en feber. Først dagen før hun tog af sted, kom han på benene igen, bleg men stædig.
“Klarer du dig alene? Jeg kan ikke bare sidde her i uvished, det gør ondt i hjertet,” klagede hun, mens hun pakkede syltetøjspandene ned.
“Det går nok, det går nok
