Lektion i selvtillid
Cathrine! Jeg har virkelig brug for din hjælp! udbrød jeg ind i røret i det øjeblik hun tog telefonen. Min stemme rystede så meget, at jeg næsten ikke kendte den selv. Det føltes som om, nogen trommede bag øret, lyden overdøvede næsten mine egne ord. Det gælder liv eller død! Om to måneder MÅ jeg forvandle mig fra kedelig larve til sommerfugl! Og jeg skal være så flot, at ingen kan tage øjnene fra mig.
Der var en lang pause i den anden ende. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig straks Cathrines ansigt. Hvordan hun sikkert hævede det ene øjenbryn, lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på telefonen med synlig undren. I mit hoved så jeg hende også ryste lidt på hovedet, som om hun forsøgte at fatte, hvad jeg lige havde sagt.
Sikke en udmelding! udbrød Cathrine til sidst. Hun lød oprigtigt overrasket. På så kort tid… Det kan i princippet lade sig gøre, men det kræver hårdt arbejde. Hvad er der sket?
Jeg førte nervøst en hånd gennem mit langt, men trist og slidt hår med spaltede spidser der for længst fortjente en saks. Ironisk nok havde Cathrine i fem år prøvet at få mig med til frisøren, fitnesscentret, lokket med yoga eller morgenløb, og jeg havde altid sagt nej. Og nu ringede jeg selv og bad desperat om hjælp, parat til at kaste mig ud i alt det, jeg havde affejet så mange gange.
Kan du huske ham fyren jeg skrev med på dating.dk? begyndte jeg, prøvende at holde stemmen rolig. Men nervøsiteten sneg sig alligevel ind, gjorde ordene usikre. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte: Først skrev vi sammen længe, og det kørte rigtig godt Og så foreslog han, at vi skulle mødes.
Hvem af dem? fniste Cathrine, og jeg så hendes lune smil for mig. Hun drillede mig altid lidt på grund af mine evige forsøg på at finde manden i mit liv online. Hun har altid været skeptisk overfor netdating, og drillede mig ofte med, om jeg var ved at åbne et bureau til prinsesøgning. Hun vidste selvfølgelig godt, at mit profilbillede var let redigeret, og hun påpegede drillende, at sandheden nok skulle komme frem før eller siden. Og jeg svarede altid: Tja, det er jo ikke sikkert vi nogensinde mødes.
Altså, Thomas! Den høje, lyse fyr med de blå øjne! Du sagde jo selv, han så klog ud, og at hans smil var vildt charmerende!
Nå ham okay, jeg kan godt huske ham, svarede Cathrine, lidt dæmpet, som om hun havde taget telefonen væk fra munden, men jeg var for optaget af mine egne bekymringer til at tænke over det. Og hvad så?
Han har lovet at komme til København i juleferien! Jeg snakkede så hurtigt, ordene væltede bare ud. Om to måneder! Vi har snakket om alt og jeg vil ikke opleve, at han ser mig og tænker nej tak. På billederne ser jeg ja, lidt anderledes ud. Min figur og mit hår er jo ikke sådan i virkeligheden, og…
Uroen steg for hver sekund Cathrine ikke svarede. Jeg håbede bare hun ville sige Rolig, det skal nok gå! men stilheden trak ud og fik mit hjerte til at hamre.
Hvorfor sagde du ja til at ses? spurgte Cathrine endelig, med sin sædvanlige skepsis overfor netdating. Vi vidste jo aldrig, hvad der gemte sig bag skærmen.
Han var så insisterende… indrømmede jeg lavmælt, selv hvis hun ikke kunne se, at jeg gik og slog blikket ned. Jeg skammede mig egentlig over at sige ja uden at tænke mig om. Han stillede så mange spørgsmål, var virkelig opmærksom… Til sidst spurgte han, om vi kunne mødes, for han kunne godt lide mig og ville se, om der kunne være noget rigtigt mellem os. Jeg tænkte længe over det, men til sidst kunne jeg ikke sige nej.
Jeg bed mig i læben. Thomas skrev, at jeg var præcis sådan en samtalepartner, han havde ledt efter. Jo længere vi skrev, jo mere håbede jeg på, at vi måske var skabt for hinanden.
Ja, så må du være klar! sukkede Cathrine. Det bliver hårdt. To måneder er ikke meget, men vi prøver. Du skal nok tage fri en uge eller to, for dine muskler bliver smadret i starten.
Træning? gentog jeg svagt, lidt overvældet. Du mener fitness?
Også det. Og sund mad og egenomsorg, remsede Cathrine rutineret op. Det kræver helhedsindsats. Vil du virke forandret, er vi nødt til at gå hele vejen. Vil du ikke give Thomas det samme bare lidt mere sminkede billede af dig selv?
Jeg sagde ingenting, men mærkede ængstelsen. Jeg forstod ja, at det var nødvendigt med motion, men tanken om timer på løbebåndet og tunge vægte gav mig nærmest lyst til at opgive på forhånd.
Men hvis nu… jeg ikke kan klare det? spurgte jeg lavt, og blev overrasket over min egen hjælpeløshed.
Du kan, svarede Cathrine fast. Jeg hjælper dig. Men du skal virkelig gøre en indsats! Mirakler findes ikke, Line. Alt kræver hårdt arbejde.
Jeg tog en dyb indånding, knyttede næverne, og sagde til mig selv: Okay. Så prøver jeg. Bare for ikke at skuffe ham
**********************
De første uger var barske så barske, at jeg flere gange var tæt på at give op allerede dagen efter. Klokken syv lød vækkeuret hver morgen. Det første jeg mærkede, var modstanden mod at stå op. Jeg lå bare og kiggede op i loftet og prøvede at overtale mig selv til at stige op bare fem minutter tidligere end i går.
Det startede med fem minutters morgenøvelser lidt stræk, arme over hovedet, lette squats. Jeg stod foran spejlet og genkendte næsten ikke mig selv: søvndrukket ansigt, uglet hår, dvask krop. Men Cathrine styrede programmet stramt: I morgen tager vi ti minutter. Vi trapper op hele vejen.
Det var slet ikke nemt. Kroppen værkede efterhånden, musklerne brændte især dagen efter. Når jeg gik op ad trappen, dirrede benene, og det var lige før jeg ikke kunne løfte tekoppen. Cathrine fatterede intet hun ringede eller kom forbi, og hendes stemme var altid fast og uden tøven:
Du kan mere, sagde hun, mens jeg svedte over øvelserne. Bare én runde mere. Vi har en måned endnu vi når det.
Jeg bed tænderne sammen, tog en dyb indånding og tvang mig selv til at fortsætte. Når jeg var ved at give op, tænkte jeg på Thomas, vores beskeder, hans løfte om at komme til jul og det holdt mig fast.
Kostvanerne måtte også laves helt om. Længe havde min morgenmad været en varm kanelsnegl og kaffe, eller en chokoladebar hvis jeg var sent på den. Nu stod der salat med olivenolie, kogt kyllingebryst, rugbrød og grønne smoothies som jeg i starten var tæt ved at gylpe op igen. De første dage rakte jeg konstant ud efter kikseskabet, men stoppede, hver gang jeg så for mig Thomas’ blå øjne og smil bag profilbilledet. “To måneder, bare to måneder” gentog jeg for mig selv, mens jeg hældte postevand i mig.
Efterhånden blev de nye vaner lettere. Jeg lærte at lave hurtige, sunde måltider, fandt smoothies der kunne lade sig gøre, og jeg opdagede faktisk, at morgenerne gik nemmere ingen træthed midt på dagen mere. Når jeg så i spejlet, anede jeg, hvordan huden blev glattere, og der kom lidt rødme i kinderne ikke af stress, men af al den motion.
Cathrine holdt snor i det hele, men nu viste hendes stemme mere tilfredshed end i starten:
Kan du selv se det? Du er allerede ikke den samme som for en måned siden. Vi når det, bare lidt endnu!
Jeg nikkede, men indeni nagede stadig frygten: var det her nok? Ville Thomas faktisk synes, jeg var forandret? Jeg vidste det ikke, men jeg blev ved skridt for skridt, dag for dag.
Sideløbende begyndte vi på udseendet. Cathrine, som elskede den slags projekter, havde for længst booket tid til mig i sin yndlings salon i indre by ikke fancy, men med dygtige folk der forstod sig på danske hår-typer.
Allerførste besøg: klipning. Frisøren vurderede først ansigtsform og hårkvalitet, og så gik hun i gang. Alle de flossede spidser blev klippet væk. Formen blev frisk og levende, og der kom volumen omkring ansigtet. Farven fik et blidt løft, så håret stadig så naturligt ud, men strålede. Næste skridt: pæne negle. Manicuristen ordnede forsigtigt huden, trimmede formen og gav dem lak i sart, beige tone. Mine hænder så pludselig nærmest luksuriøse ud, men helt uden overdrivelse.
Makeup-artisten, som Cathrine kendte gennem fælles venner, startede med at analysere min hud og øjnenes nuance. Han lærte mig at fremhæve det bedste: let base, tydelige bryn og en diskret blush. Alt blev gjort i små, naturlige lag. Undervejs forklarede han, hvilke produkter jeg skulle vælge og hvordan det skulle gøres.
Hold da op, hvor blev du smuk! udbrød Cathrine, da hun så på mig bagefter. Hun så stolt og glad ud, som om hun ikke bare glædede sig over resultatet, men også over at have motiveret mig til at tage ansvar for mig selv.
Langsomt blev denne nye stil til hverdag. Jeg lærte at vælge tøj, der sad pænt, uden at stramme, og blev fortrolig med almindelig hudpleje og diskret daglig makeup. Jeg begyndte at lægge mærke til, at folk smilede til mig på gaden, og mine kolleger kiggede op, når jeg trådte ind på kontoret.
Men det sværeste var faktisk ikke alt det ydre. Indeni skulle jeg lære at stå ved mig selv. Tidligere havde jeg altid slået blikket ned, sunket sammen i skuldrene og prøvet at være så usynlig som muligt. Men nu lærte jeg at rette ryggen, se folk i øjnene og kvittere for komplimenter med et lydløst, men sikkert smil.
I starten var det grænseoverskridende. Jeg tog mig selv i at skjule mine hænder, trække hårstrået frem foran ansigtet eller hurtigt finde en undskyldning for at forlade rummet, hvis nogen så for længe efter mig. Men Cathrine mindede mig tålmodigt om:
Du ser virkelig fantastisk ud. Lad være med at gemme dig. Folk lægger mærke til dig og det er kun naturligt.
Lidt efter lidt voksede selvtilliden. Selv stemmen blev stærkere, mindre tøvende. Og selvom tvivlen stadig dukkede op indimellem, begyndte jeg at fokusere på det gode: ros fra kolleger, venlige blikke på gaden og hvor meget nemmere det nu var at vælge tøj.
Du skal bare tro på dig selv, sagde Cathrine. Du er virkelig noget særligt, og dét kan alle se!
En dag på arbejdet stoppede Lene fra økonomiafdelingen mig med et stort smil:
Hold nu op, du ser simpelthen bragende godt ud, Line! Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad, men du lyser bare op!
Jeg rødmede og svarede:
Jeg har bare rodet lidt i garderoben
Men Lene afbrød:
Nej, det er mere end tøj! Du ser bare så sprudlende ud. Og det klæder dig!
Samme dag kom Henrik fra salg over ved kaffemaskinen. Han smilede skælmsk og sagde:
Hvad er det her for en forvandling? Du stråler jo! Kan du ikke lige lære os andre din hemmelighed?
Jeg svarede genert, mens jeg mærkede varmen stige i kinderne. Det var rart, men uvant, at folk lagde mærke til mig. Tidligere var jeg nærmest usynlig på jobbet, nu ville folk stoppe for at snakke.
Også på café begyndte personalet at hilse på mig, og fremmede unge mænd så pludselig efter mig. Jeg blev overrasket igen og igen: skete det virkelig for mig?
Særligt var Daniel fra naborummet blevet mere nysgerrig. Før sagde vi kun hej, nu talte han tit med mig: spurgte om arbejde, weekender og om jeg ville med ud og spise.
En dag satte han sig overfor mig med sin kaffe og spurgte:
Du har virkelig god smag. Hvor køber du sådan et lækkert jakkesæt?
Jeg gled fingrene hen over stoffet og huskede, hvordan Cathrine havde valgt det tøj. Jeg smilede:
Jeg havde glemt det i skabet ville give det en chance igen.
Daniel nikkede og blev lidt:
Ved du hvad, du virker enormt selvsikker nu. Det er dejligt at se.
Jeg takkede, men tænkte stadig på Thomas. Jeg forestillede mig ham stå foran mig juleaften og ikke kunne tage øjnene fra mig. Drømmen holdt mig oppe i de hårde stunder når kroppen værkede efter træning, eller når jeg længtes efter at falde tilbage i gamle vaner.
Om aftenen, når jeg lå i mørket, tænkte jeg sommetider: Hvad hvis Thomas slet ikke værdsætter al min indsats? Men så slog jeg tvivlen væk. For langsomt var der noget nyt på vej: mit forhold til mig selv ændrede sig. Jeg var ikke længere den usikre pige bag løstsiddende tøj. Jeg turde tage imod opmærksomhed, svare på smil og tro på, at alle forandringer først og fremmest var for min egen skyld.
Cathrine fulgte med fra sidelinjen og glædede sig, hver gang hun så lidt mere styrke i min måde at træde ind på kontoret, tale og bevæge mig. Jeg kom også i mere farverigt tøj, satte snildt matchende accessories til og snakkede afslappet med folk. Det, der virkelig rørte Cathrine, var at jeg lærte at tage imod ros først lidt forlegent, senere med tak, og til sidst med et glimt i øjet og et svar.
Indeni var Cathrine stolt, for hun havde brugt uger på at få mig til at tage springet. Alt fra samtaler, shoppingture, frisørtider… Men hun var også en lille smule urolig. For Thomas havde slet ikke eksisteret det var Cathrine, jeg havde skrevet med hele tiden! Hun kunne bare ikke holde ud at se mig sidde fast i gammel usikkerhed, og greb til denne lidt kringlede opskrift. Hvor længe kunne det holde, når sandheden kom frem?
Nej det skulle det ikke få lov at ødelægge! Cathrine skulle nok sørge for, det hele endte rigtigt.
********************
En uge før den planlagte date stod jeg foran spejlet i mit soveværelse og betragtede mit eget spejlbillede længe. Prøvede at se det, Cathrine blev ved at sige. Jeg følte mig stadig ikke helt som en supermodel mit billede på et idealiske selv var et stykke væk. Men jeg kunne godt se en kvinde, man ikke behøvede at gemme væk.
Jeg rettede på blusen og drejede mig lidt. “Er det her virkelig mig?” tænkte jeg.
Cathrine dukkede op i døren netop dér, smilede bredt og sagde:
Du er klar. Han bliver blæst bagover. Du har haft to måneder til at vænne dig til den nye udgave og du klarede det.
Jeg nikkede, men fornemmede noget underligt i hendes stemme, som om hun ville sige mere, men ikke gjorde det. Så vibrerede min telefon.
Jeg tog den op og så en SMS fra Thomas. Jeg læste den én, to gange det lød ikke forkert, bare forkert: “Undskyld, men jeg kan desværre ikke komme. Noget er kommet i vejen. Vi må mødes en anden gang.
Jeg fattede det ikke. Alt den indsats, var det hele spildt?
Hvad sker der? spurgte Cathrine, da hun så mit ansigt.
Han kommer ikke, svarede jeg lavt og viste hende skærmen. Skriver bare, at det må vente.
Cathrine sad pludselig ved min side og lagde armen rundt om mig. Jeg så noget udefinerbart i hendes blik måske lettelse, måske ærgrelse men Cathrine samlede sig hurtigt.
Ved du hvad, sagde hun blidt, næsten hviskende. Måske er det faktisk meget godt.
Hvorfor? Jeg kiggede overrasket op. For jeg forstod det ikke.
Fordi du faktisk har forvandlet dig i de her måneder, smilede Cathrine, med stolthed i stemmen. Du har fået selvtillid, du har lært at tage dig af dig selv, du gemmer dig ikke. Du ser folk i øjnene, og du tør tro på dig selv nu.
Hun holdt en pause. Og vigtigst: Nu ved du, du fortjener det bedste. Ikke en eller anden Thomas fra nettet, men rigtige oplevelser. Rigtige mennesker, der værdsætter dig, ikke forsvinder med undskyldninger.
Jeg lyttede stille. Indeni forstod jeg efterhånden pointen: ja, Thomas kom ikke, og samtalen sluttede, som den begyndte. Men det, der var sket undervejs, var vigtigere: Jeg havde forandret mig.
Cathrine klemte min skulder og tilføjede:
Lad os blive hjemme i aften, bestille pizza og se din yndlingsserie. I morgen starter vi et nyt kapitel. Det skal nok gå!
Jeg smilede for mig selv.
Ved du hvad jeg tror, jeg tager i teateret med Daniel. Han har spurgt flere gange nu.
Cathrine lo let og varmt, som om netop det havde hun håbet på.
Dét er min pige! sagde hun og krammede mig. Jeg vidste, du kunne. Og tro mig, det er kun begyndelsen.
Jeg nikkede. Indeni voksede en lille forventning. Ingen anelse om, hvad der ventede forude men nu turde jeg glæde mig.
**********************
Samme aften stod jeg foran Det Kongelige Teater i mit nye kjole, købt særligt til anledningen. Jeg rettede på håret, tjekkede makeuppen, og mærkede nervøsiteten kilde i maven.
Daniel kom til, med en buket røde roser.
Du ser fantastisk ud.
Jeg smilede helt ægte denne gang. For første gang følte jeg mig ikke smuk fordi nogen sagde det men fordi jeg selv mente det. Jeg så mit spejlbillede i dørene, bemærkede hvordan lyset faldt over kjolen og håret og jeg vidste: det er MIT valg, min stil, min selvtillid.
Forestillingen var forrygende tempo, humor og overraskelser. Daniel og jeg sad tæt, grinede og udvekslede hviskende kommentarer, og bagefter diskuterede vi handlingen. Snakken gled let henover teateroplevelsen, men også over hverdag, job og interesser. Det var afslappet og hyggeligt, og jeg fangede mig selv i at nyde bare at være til stede.
Da stykket sluttede, spurgte Daniel, om vi skulle gå en tur. Jeg sagde straks ja. Vi gik gennem byens gader, hvor gadelygterne var tændt og den kølige luft duftede af efterfølger og trafik. Vi slentrede langsomt, nød bare øjeblikket.
Vi nåede en lille park, hvor nogle få andre også sad og nød aftenen. Jeg rettede mig op, kiggede på Daniel og sagde pludselig:
Tak.
For hvad? spurgte han, nysgerrig.
For en rigtig skøn aften og dejligt selskab, sagde jeg bare, og smilede.
Cathrine så det hele på afstand. Hun havde stillet sig bag et træ, bare for at sikre sig, at jeg havde det godt. Og da hun så Daniel og mig tale og le, lyste hendes ansigt op i et stille smil. Så forlod hun stille scenen.
På vej hjem gik hun ind på en café, købte sig en cappuccino og fandt mobilen frem. Hun bladrede i gamle billeder af mig før og nu. Før var jeg gemt væk, med slidt hår og uformeligt tøj og uden øjenkontakt. Efter forvandlingen rankrygget, strålende og afslappet.
Cathrine dvælede længe ved et enkelt billede: foran teatret i min nye kjole, Daniel ved min side med blomster i hænderne. En tanke blev ved: Hun ER virkelig sprunget ud.
Og lige dér vidste hun, at hun aldrig behøvede at forklare hemmeligheden om Thomas. Det vigtigste var jeg havde nu lært at sætte pris på mig selv, og det var dét, der talte.
********************
Tre måneder senere var mit liv stadig forandret og nu var det ikke længere et projekt, men min nye hverdag. Daniel og jeg sås fast; vi datede ikke bare, vi delte liv, glæder, vaner og småting.
Vi gik i biografen, til tider til seriøs film, til tider sjov. Bagefter skulle vi selvfølgelig diskutere løs over plot og roller. Ofte endte vi på cafe med hver sin caffe latte og langt snak om alt mellem himmel og jord.
Om søndagen lavede vi tit mad sammen. Jeg elskede at prøve nye opskrifter, og Daniel var altid klar på at give et nap med. Køkkenet fyldtes med latter og musik, og vi fniste af de små ting, der ikke lykkedes. Når maden var færdig, nød vi det i vinduet, mens vi delte dagens små oplevelser.
Daniel var den partner, jeg havde manglet. Opmærksom mærkede selv den mindste humørskiftning, var støttende med ord eller stilhed, når det var nødvendigt. Imødekommende og tålmodig aldrig sarkastisk, altid nærværende. Hans tilstedeværelse gjorde, at jeg kunne slappe helt af.
**********************
Præcis et år efter stod jeg igen foran et spejl. Denne gang i en smuk, lys prøvekabine og iført hvid brudekjole. Kjolen var alt, jeg havde drømt om: diskret blonder, smuk pasform og let, flagrende skørt. Den sad perfekt, uden at stramme, og farven passede smukt til min teint.
Cathrine havde mødt op tidligt for at hjælpe med det sidste. Hun lagde sløret, rettede et hårspænde alt, mens hun smilede stille og varmt.
Du ser vidunderlig ud, hviskede hun og vi vidste begge, hun mente det.
Jeg vendte mig mod hende. Mine øjne strålede af glæde, nerver og taknemmelighed. Jeg tog en dyb indånding:
Tak. For alt.
De to ord rummede mere end en høflighed. De rummede tak for støtte, tålmodighed og alle de rigtige ord på de rigtige tidspunkter og for simpelthen at have været der.
I det samme dukkede Daniel op i døren, standsede et øjeblik og betragtede mig. Hans blik fæstnede sig på mit ansigt, og et varmt smil bredte sig over læberne.
Du er den smukkeste kvinde i verden, sagde han, da han trådte frem. I hans stemme var kun oprigtighed, beundring og kærlighed.
Jeg rakte hånden frem, og Daniel greb den med varme og tryghed. Hans berøring fik uro til at fordampe, kun glæden var tilbage.
Jeg klemte hans hånd rolig, lykkelig. Jeg vidste nu, at jeg blev elsket, ikke for forandringen eller for det ydre, men for mit eget jeg. For min latter, mine drømme og mit nærvær.
Cathrine trak sig tilbage med et lille smil og en diskret tåre i øjenkrogen. Hun blandede sig ikke, men glædede sig bare. Alt var, som det skulle være…
