“Hvorfor spørger Kasper ikke længere sin kone, hvad han vil have til aftensmad?”
“Hvorfor spørger du mig ikke længere, hvad jeg ønsker til aftensmad?” spurgte Kasper sin kone, da han skulle ud af døren om morgenen. “Er det ligegyldigt for dig nu?”
“Jeg tænkte, jeg ville lave noget efter eget valg,” svarede Freja ligegyldigt. “Men hvis du har lyst til noget bestemt, kan jeg gøre det.”
“Det handler ikke om det,” sagde Kasper. “Det er princippet. Er det virkelig for svært at spørge? Er det ikke interessant for dig?”
“Ærligt talt, nej,” svarede Freja. “Hvad er der interessant ved det?”
“Nå, sådan!” udbrød Kasper. “Vi har nået det punkt. Før spurgte du altid. Så før var det interessant?”
Freja tænkte sig om.
“Hmm,” tænkte hun. “Han har faktisk ret. Jeg spurgte før. Ak ja, det blev lidt pinligt. Jeg bør spørge, ellers bliver han ved.”
“Hvad vil du have til aftensmad?” spurgte hun.
Kasper smilede skævt.
“Nu gør hun mig en tjeneste,” tænkte han. “Nå, men lad gå. Jeg vil ikke være pedantisk eller kræsen. Et ægteskab bygger på kompromiser. Jeg vil være en ædelmodig og imødekommende mand. Jeg er jo ikke en tyrann. Man skal kunne tilgive. Hvordan ellers kan vi kalde os mennesker i sand forstand?”
“Fint,” sagde han overbærende. “Jeg vil have frikadeller.”
“Hvilken slags?” spurgte Freja. “Svinekød, lammekød eller okse? Skal jeg lave fiskefrikadeller?”
“Alt andet end fiskefrikadeller!” råbte Kasper. “Tager du gas på mig? Du ved godt, jeg har hadet fiskefrikadeller siden barndommen.”
“Åh nej, nu sagde jeg det forkerte,” tænkte Freja. “Hvad sker der for mig i dag? Jeg er helt væk. Han har fortalt tusind gange, hvordan han kæmpede med de ækle fiskefrikadeller i børnehaven. Han trætter mig med de historier. Ups, nu skal jeg redde det. Ellers hører jeg om fiskefrikadeller hele ugen. Åh ja, og jeg skal huske, han hader også koldskål.”
“Hvad skal der være til?” spurgte hun. “Kartofler, pasta eller ris? Måske byg?”
“Steg kartoflerne,” sagde Kasper. “Med sprød skorpe, ikke bløde.”
“Selvfølgelig, skat,” svarede Freja. “Jeg steger dem sprøde, du skal ikke bekymre dig.”
“Jeg bekymrer mig ikke,” sagde Kasper selvsikkert. “Det er dig, der skal bekymre dig.”
“Hvorfor sagde jeg det?” tænkte han. “Skulle jeg vise overlegenhed? Jeg kunne ikke lade være med at være nedladende. Hvorfor? Åh, jeg har lang vej igen, før jeg bliver et bedre menneske.”
“Hvis det ikke er for meget besvær, elskede,” tilføjede han med blid stemme for at mildne tonen, “kunne du lave en salat med tomater og agurker?”
“Selvfølgelig, skat,” svarede Freja venligt. “Jeg ordner det hele.”
“Og med hvidløg og dild,” mindede Kasper hende om.
“Med hvidløg og dild,” gentog Freja og smilede.
“Og creme fraiche.”
“Med creme fraiche.”
“Og steg kartoflerne også med dild,” sagde Kasper, “og løg.”
“Alt bliver, som du ønsker, skat,” sagde Freja.
Kasper sagde farvel til sin kone og gik ud ad døren. Men hele vejen til arbejdet tænkte han på, at der var noget galt med Freja. Han kunne bare ikke sætte finger på hvad. På arbejdet var han distræt hele dagen. Hans tanker kredsede om konens mærkelige adfærd.
“Nå, men i aften taler jeg alvorligt med hende,” tænkte han. “Måske har jeg gjort hende fortræd uden at vide det. Jeg må finde ud af det og rette op på det.”
Ved middagsbordet stak Kasper halvhjertet i sine frikadeller, kartofler og salat mens han betragtede Freja, der med glæde proppede sig med stegt kylling. Hun drænede den i tomatsauce og nød hver en bid. Hun smilede og blinkede til Kasper.
“Hov,” sagde Kasper. “Hvorfor spiser du stegt kylling og ikke frikadeller?”
“Jeg fik lyst til stegt kylling i aften,” svarede Freja. “Da du sagde frikadeller, tænkte jeg, at jeg hellere ville have kylling. Med tomatsauce. Jeg stegte den med hvidløg. Åh, du aner ikke, hvor lækkert det er. Er der noget galt?”
“Nej, men…” Kasper var skuffet. “Jeg troede, vi begge skulle have frikadeller.”
“Åh, du søde,” tænkte Freja. “Du troede, jeg ville spise dine kedelige frikadeller? Hvorfor dog?”
“Undskyld,” mumlede hun med munden fuld af kylling. “Jeg ville, at vi begge skulle have det godt. Du spiser, hvad du kan lide, og jeg spiser mit. Er det ikke perfekt?”
“Sjovt,” sagde Kasper stille. “Må jeg også få lidt kylling? Du spiser så appetitligt, at jeg også får lyst.”
“Nej,” svarede Freja. “Jeg lavede kun til mig selv. Men alle frikadellerne er dine. Og salaten med tomater, agurker, hvidløg og creme fraiche. Og kartoflerne. Spis du bare, skat. Velbekomme.”
“Men du har en hel kyllinge
