**Dagbogsnotat**
Freja og Mads blev skilt, da deres datter Liv var to år. Mads kunne simpelthen ikke leve med sin kone. Hun var altid utilfreds, sur. Nogle gange brokkede hun sig over, at Mads tjente for lidt, andre gange over, at han ikke brugte nok tid hjemme eller hjalp hende med barnet.
Mads prøvede virkelig at gøre hende tilpas. Men det lykkedes ikke. Mange bekendte sagde, at Freja havde fødselsdepression. Måske skulle hun til lægen og få noget medicin.
Men Mads tvivlede stærkt. Hun havde ikke været en engel før barnet kom, og nu virkede det, som om hun havde mistet forstanden.
Han kunne ikke engang huske, hvornår han sidst havde set et smil på Frejas læber. Selv når hun var sammen med Liv, læste irritationen sig tydeligt i hendes ansigt, så han havde lyst til at tage datteren væk og gemme hende et sikkert sted.
Alligevel foreslog Mads, at hun skulle tale med en psykolog. Men svaret var en strøm af negativitet, der var svær at forestille sig.
Hvad, tror du, jeg er skør?! Tror du, jeg er hysterisk?! Hvordan skulle jeg ikke blive sindssyg med dig her?!
Efter det holdt Mads ikke længere ud. Han sagde, han ville søge om skilsmisse. Og Freja, af ren trods, tog Liv og flyttede til en anden by. Hun søgte ikke om børnebidrag og fortalte ham ikke den nye adresse.
Mads ledte efter sin datter i noget tid, men gav op. Han elskede Liv og ville gerne have været hendes far. Men tanken om alt det, han skulle igennem, alt det, han skulle høre fra sin ekskone, fik ham til at acceptere situationen.
Freja var fuld af vrede. Og den vrede forsvandt aldrig. Hun gav Mads skylden for alt og troede, han havde forladt hende, fordi han havde fundet en anden. At det ikke havde noget med hende at gøre.
Den bitterhed rettede sig snart mod Liv.
Hun slog hende aldrig eller mishandlede hende, men pigen voksede op omgivet af negativitet, som de fleste aldrig oplever.
Der var ingen festligheder i deres hjem. Liv fandt først ud af, at folk fejrede fødselsdage, da hun startede i børnehaven.
Mor, Antons fødselsdag var i dag, og alle ønskede ham tillykke! Og så fik han en gave! Får jeg også det?
Nej. Det er noget pjat. Der er ikke noget at fejre, du har ikke gjort noget for det. Det var mig, der fødte dig, så det burde være mig, der blev fejret! Hold op med at spørge om den slags. Det er bare spild af penge!
De fejrede heller ikke nytår. Heldigvis kom julemanden til børnehaven og ønskede børnene tillykke, så det blev Livs eneste fest. På selve nytårsaften spiste hun og mor den mest kedelige mad og gik i seng som sædvanlig.
Freja kunne ikke udstå latter. Måske fordi hun selv havde glemt, hvordan man grinede. Når Liv så sjove tegnefilm og lo højt, skældte Freja altid ud.
Hvorfor vrinsker du som en hest?! Der er ikke noget morsomt der!
Så Liv lærte, at smil var dårlige. Latter var dårligt. Man skulle være alvorlig og trist, ligesom mor.
Om Freja havde psykiske problemer, vides ikke. Hun gik aldrig til psykolog, hun mente, det var spild af penge. Hun troede, man ikke levede for sjov. Og dem, der altid var glade, var bare overfladiske og dumme.
Liv smagte slik for første gang i børnehaven, da nogen havde fødselsdag. Det var så lækkert!
Om natten drømte hun om, at hun engang ville købe en hel pose slik. Den tanke varmede i hendes hjerte, og selv det forbudte smil dukkede op på hendes læber.
Man ved ikke, hvad der var sket med hende, hvis hun var blevet hos sin mor. Hvert år blev Freja mere sur og bitter. Selv naboerne undgik hende, og ældre damer korsede sig, når hun gik forbi. De sagde, at djævlen selv boede i hende, for et menneske kunne ikke være så ondskabsfuldt.
Men alt den vrede måtte have påvirket hendes helbred. Freja fik konstateret kræft. Da hun ikke stolede på læger, kom hun først på hospitalet, da det allerede var for sent.
Naboen tog sig af Liv, da Freja blev kørt væk. Inden hun forlod dem, gav Freja naboen navnet på Livs far og byen, hvor han boede. Hun måtte alligevel have holdt af sin datter.
Freja kom ikke hjem fra hospitalet. Liv fik ikke engang besked med det samme. Hun var allerede så bange og turde ikke sige eller gøre noget forkert.
Naboen gav oplysningerne videre til kommunen, og de fandt hurtigt Livs far.
På det tidspunkt havde han været gift i seks måneder. Da kommunen ringede og forklarede situationen, fortalte han sin kone, at han ikke ville forlade sin datter. Og at han altid havde ledt efter hende.
Hans kone var en god kvinde og vidste, hvor meget Mads led over at være skilt fra Liv. Så hun sagde, han skulle hente hende.
Liv kunne selvfølgelig ikke huske sin far. Hun var meget bange og troede, livet med far ville være værre end med mor.
Da Mads ankom, var pigen hos naboen. Kommunen lod hende blive der, indtil han kom, for ikke at gøre det værre.
På vejen købte Mads en stor blød kattepus og en masse slik.
Da han kom ind, stod Liv forskrækket i et hjørne. Men hendes øjne blev straks fanget af legetøjet i hans hænder. Så så hun slikket.
Det vandt hende straks. Hun tænkte, at dem, der bragte slik, ikke kunne være onde. Julemanden gav også slik i børnehaven. Ingen andre havde nogensinde givet hende slik.
Mens Liv undersøgte den nye kattepus, fortalte naboen Mads om hans ekskone.
Man skal ikke tale ondt om de døde, men hun var en sær en. Hun hilste aldrig, smilede aldrig. Hun bandede af alle, hun ikke kunne lide. Og stakkels Liv var helt knust af frygt.
Mads hjerte blødte, da han tænkte på, hvad hans datter havde været igennem. Han bebrejdede sig selv for ikke at have reddet hende. Han burde have kæmpet og ledt efter dem. Men frygten for Freja stoppede ham. Og på grund af hans frygt led hans datter.
Da papirarbejdet og begravelsen var overstået, tog Liv med sin far hjem til et nyt liv.
Din fødselsdag kommer snart, sagde han og smilede for at vinde barnets tillid. Hvad vil du have i gave?
Liv så forvirret på ham, og Mads forstod ikke hendes reaktion.
Det ved jeg ikke. Mor gav mig aldrig gaver. Og vi fejrede ikke fødselsdage.
Hvad? Mads var målløs
