“Det er din skyld, at jeg ikke har en familie!” råbte niecen og greb efter nøglerne.
“Tante Nanna, har du nogensinde fortrudt, at du ikke fik børn?” spurgte Freja pludselig og satte koppen med halvt drukken te til side.
Nanna Kirstine studsede ved det uventede spørgsmål. Niecen var kommet på besøg efter lang tids pause, og de havde snakket fredeligt om arbejde og vejret og så dette.
“Hvad er det for nogle mærkelige tanker, Freja?” svarede hun forsigtigt og rettede på den broderede dug. “Livet blev, som det blev. Ikke alle skal være mødre.”
“Men det må da være trist? At leve alene…” Freja betragtede tanten nøje, som om hun studerede hver en rynke i hendes ansigt.
Nanna Kirstine fnisede akavet. Udenfor silede oktoberregnen ned, og lejligheden var varm og hyggelig. Hun holdt altid styr på orden, især når familie kom ikke at der var meget familie tilbage. Kun Freja, datteren af hendes afdøde bror.
“Hvorfor spørger du om det? Er alt vel med dig og Mads?” Nanna forsøgte at dreje samtalen. De havde været kærester i tre år, og hun håbede på en bryllupsinvitation snart.
“Vi er gået fra hinanden,” sagde Freja kort og vendte sig mod vinduet. “For en måned siden.”
“Åh, skat! Hvorfor sagde du ikke noget? Jeg ville…”
“Hvad ville du?” Freja drejede sig skarpt mod hende. “Hvad ville du gøre? Være ked af det? Miskunde dig? Fortælle mig, at der er mange fisk i havet?”
Der var en vrede i stemmen, som Nanna aldrig før havde hørt. Freja havde altid været en stille, høflig pige først en flittig skoleelev, så en dygtig revisor i et stort firma. Nanna var stolt af hende.
“Freja, hvad er der galt? Du virker… anderledes i dag.”
“Anderledes?” Hun rejste sig og gik rundt i stuen. “Hvordan skal jeg ellers være? Smile hele tiden og lade som om alt er perfekt? Lade som om jeg er 32 uden noget liv udenfor arbejde?”
Nanna fulgte forvirret med, da Freja gik hen til det gamle skab med familieportrætter. Hun tog et billede, hvor de stod sammen en lille pige og en ung tante.
“Jeg var syv år, da mine forældre døde i den ulykke,” sagde Freja stille uden at vende sig. “Kan du huske, da jeg flyttede ind hos dig?”
“Selvfølgelig, skat. Vi klarede det sammen.” Nanna rejste sig for at gå hen til hende, men Freja trak sig væk.
“Ja, vi klarede det. Men jeg forstod ikke det, der skete. Jeg troede, det var midlertidigt. At mine forældre ville komme tilbage.”
“Freja, hvorfor taler du om det nu? Vi talte om det dengang…”
“Vi talte om ingenting!” Freja vendte sig hurtigt. “Du besluttede alt for mig! At jeg skulle bo hos dig, at det var bedst for mig!”
Nanna mærkede en knude af bitterhed. Havde hun virkelig glemt, hvor svært det var dengang? 28 år, lige skilt, karrieren vaklede og så en lille pige at tage sig af.
“Freja, jeg var selv ung. Måske gjorde jeg fejl, men jeg prøvede…”
“Prøvede?” Hun lo hårdt. “Ved du, hvordan du prøvede? Du lukkede mig inde i denne lejlighed! Ingen fritidsaktiviteter, ingen venner!”
“Det passer ikke! Du havde venner i skolen…”
“Hvilke venner? Du sagde altid: ‘Hvorfor have for mange bekendtskaber? Hjemme er bedre, hjemme er sikkert!’ Hvorfor teatergruppe? Hvorfor dans? ‘Spild af tid og penge!'”
Nanna satte sig. Hun huskede det anderledes. Hun mente, hun beskyttede pigen mod dårligt selskab.
“Jeg ville beskytte dig…”
“Beskytte?” Freja satte billedet tilbage. “Mod hvad? Mod livet? Mod at lære at omgås mennesker?”
“Sig ikke sådan, Freja. Du blev en god kvinde, fik en uddannelse…”
“Ja, en uddannelse! Men jeg ved ikke, hvordan man møder folk! Jeg kan ikke flirte, ikke være afslappet! Du gjorde mig ligesom dig lukket, bange for alt!”
Ordene gjorde ondt. Nanna havde altid set sig selv som forsigtig, ikke frygtsom.
“Jeg forstår, du er ked af det med Mads…”
“Hvad har Mads med det at gøre?” råbte Freja. “Mads er den fjerde! Den fjerde, hvor det ikke lykkes! Ved du hvorfor? Fordi jeg ikke tør åbne mig! Ved den mindste konflikt gemmer jeg mig, som du lærte mig!”
Nanna tav. Der var en klump i halsen.
“Ved du, hvad han sagde, da han gik? ‘Du er som en zombie. Du lever, men du lever ikke. Arbejde, hjem, tv. Ingen passioner. Sex kun for min skyld.'”
“Freja!” Nanna blev rød. Så ærlige samtaler generede hende.
“Hvad? Er sandheden ubehagelig? Det er mit liv!” Freja lænede panden mod det kolde vindue. “Alle mine veninder er gift. Har børn. Jeg sidder alene om aftenen og tænker: Hvad er der galt med mig?”
“Der er intet galt, skat…”
“Jo! Og ved du hvad? Jeg er præcis som dig! Jeg gentager din skæbne!”
“Min skæbne?”
“Ja! Du var heller aldrig rigtig lykkelig! Selv da du var gift med onkel Erik, turde du ikke sige din mening! Han gjorde, hvad han ville, og du tav!”
Nanna knyttede næverne. Sandheden om ægteskabet gjorde ondt. Erik var en tyr
