Hør nu, Alice! Du har hverken mor eller far tilbage. Du har heller ikke noget hjem, svarede morgen.
Sent om aftenen blev stilheden brudt af telefonen. Pauline tog den fra bordet og hørte sin datters stemme.
“Mor, det er Alice. Jeg har et problem Min mand har smidt mig ud. Jeg kommer til jer i morgen tidlig med far og bliver boende hos jer.”
“Hør nu, Alice. Du har hverken mor eller far længere, og dit gamle hjem findes heller ikke.”
“Hvad?” skreg datteren, som om hun ikke hørte. “Hvad mener du? Hvordan kan jeg ikke have et hjem? Jeg er din datter, din eneste endda! Jeg har ret til at bo i denne lejlighed!” råbte Alice i et hysterisk anfald.
“Sådan er det, min pige,” svarede Pauline roligt. “Du har ikke længere nogen lejlighed. Vi har overdraget den til Lykke. Hun er ejeren nu, og vi ønsker ikke at kende dig. Du er ikke længere vores datter.”
Telefonsamtalen varede længe. Skænderier, bebrejdelser, krav.
“Ring ikke her igen! Du har mistet alt!” afsluttede Pauline dramatisk. Hun mente, at efter det, Alice havde gjort, havde hun fuld ret til at sige det.
Ved vinduet mindedes Pauline ufrivilligt, hvordan en anden historie også begyndte med en telefonopringning.
Et skæbnesvangert kald, der brød morgnens stilhed. Pauline sprang op af sengen og greb telefonen.
“Ja, hallo?”
Der lød en hulkende lyd i røret.
“Hallo, hvem taler jeg med?”
“Det er Kirsten.”
“Kirsten, hvad er der galt? Hvorfor skræmmer du mig sådan? Ved du, hvad klokken er?”
“Det gør jeg. I dag bliver jeg indlagt til en operation. Jeg er så bange for Lise. Jeg beder dig, lad hende ikke stå alene, hun er kun et barn. Lad være med at sende hende på børnehjem.”
Paulines søster havde altid været uforudsigelig, med en levende fantasi og underlige beslutninger. Men denne gang overgik hun sig selv. Eller var der virkelig sket noget alvorligt?
Pauline knugede telefonen med fugtige hænder, fornemmende noget forfærdeligt, men endnu ikke i stand til at forstå det.
“Kirsten, hvorfor har du ikke sagt noget før? Hvorfor nu? Hvad er der med dig? Hvilket hospital bliver du kørt til?”
Kirsten havde længe kæmpet med en sygdom, hun ikke tog alvorligt. Den sidste måned havde været uudholdelighun var tyndet, hendes ansigt forandret. Lægernes dom var ubønhørlig: en akut operation var nødvendig. Kirsten havde tøvet med at fortælle sin søster, som altid havde støttet hende økonomisk og mentalt, nærmest som en mor. Nu skulle hun også tage sig af hendes barn.
“Pauline, lægerne lover ingenting. De siger kun, at vi må håbe på et mirakel. Jeg beder digpas på Lise.”
Inden for en time ankom Pauline og hendes mand til klinikken, hvor Kirsten allerede var. Operationen var endnu ikke begyndt, men de fik ikke lov at se hende. I gangen, krøbet sammen i et hjørne, sad den lille Lise. Pauline bøjede sig ned og omfavnede pigen.
“Bliver mor rask?” hulkede barnet.
“Ja, skat. Hun falder i søvn, mærker ingenting, og når hun vågner, ser du hende sund og smilende igen.”
Men fire timer senere kom lægen ud fra operationsstuen og meddelte tragedien: Kirsten havde ikke overlevet.
Pauline tog sin niece med hjem. Hun førte hende ind i datterens værelse for at erklære, at Lise ikke længere havde en mor, og Alice ikke længere en tante. Pigerne skulle bo sammen. Dattern sendte et vredt blik, men sagde ingenting.
En uge senere blev Lises ting smidt udenfor. Alice nægtede kategorisk at dele værelse.
“Mor, det er mit område! Hvorfor skal jeg give hende skabplads og plads i mit værelse?”
For at undgå skandaler gav Pauline og hendes mand deres soveværelse til niecen og flyttede selv ind i stuen. Lise blev endnu mere tilbageholden: hun kendte ikke sin far, Kirsten havde aldrig afsløret hans navn. Nu afhang hendes liv helt af Pauline og hendes mand, som forsøgte at give lige opmærksomhed til både deres egen datter og niece.
Tiden gik. Alice blev færdig med universitetet og giftede sig. Hendes valg var en velhavende, ældre mand. Alice var ligeglad. Hun pakkede hurtigt og flyttede til Erik. En måned senere annoncerede hun brylluppet.
“Mor, jeg beder dig bare om én ting: jeg vil ikke have din niece på mit bryllup. Jeg vil ikke se hende.”
“Alice, det kan du ikke gøre. Hun er næsten som en søster for dig, den eneste nu. Hvis vi ikke inviterer hende, er det en fornærmelse mod os.”
“Jeg vil ikke have hende der!” skreg Alice. “Mor, jeg advarer dig!”
“Så kommer din far og jeg heller ikke.”
“Fint. Det behøver I heller ikke!” svarede datteren skarpt.
Pauline kunne ikke holde tårerne tilbage, men samlede sig og besluttede at tage på ferie til Bornholm.
“Hvad med Alices bryllup?” spurgte manden forundret.
“Ikke noget. Vi er ikke velkomne. Lise, hjælp mig med at finde et hotel, du er bedre til sådan noget.”
“Så vi skal på ferie?” spurgte niece.
“Ja, skat. Vi har råd til det.”
“Åh, det er vidunderligt!” jublede pigen.
Årene gik. Lise blev færdig med skolen, kom ind på universitetet og udmærkede sig, ligesom sin mor. På hendes 18-års fødselsdag blev Paulines mand pludselig syg. Han blev hastigt kørt til hospitalet.
Lægerne forklarede, at kun en dyr medicin kunne redde hans liv. I fortvivlelse ringede Pauline til Alice, vidende om hendes mands velstand.
“Alice, skat, din far er døden nær. Vi har brug for en sjælden medicin, den er ufattelig dyr. Kan du låne os pengene?”
Der fulgte en lang pause i røret.
“Okay, jeg taler med min mand og ringer tilbage.”
Tiden gik. Endelig ringede telefonen.
“Mor, sagen er den, at min kæreste længe har lovet mig en bil, og nu er tiden kommet. Enten køber han bilen, eller vi giver pengene til jer.”
“Alice, tænk ikke på bilen! Din far har brug for medicin, ellers dør han!”
“Men hvordan skal I betale tilbage? Det vil tage år. Så får jeg aldrig den bil.”
“Forstår du, hvad du siger? Det er din fars liv!”
“Tag et lån. Jeg kan ikke hjælpe.”
Pauline var lige ved at besvime. Lise greb hende og holdt om hende.
“Tante, vi sætter mors lejlighed til salg. Jeg kan ikke bo der, det er for svært. Og pengene redder
