Telefonen sang vækkeuret kimede. Karen rakte sig i sengen.
Åh, sikke en dejlig dag! Hun åbnede øjnene det nye sorte sengetøj gjorde hende glad, sådan et havde hun længe ønsket sig. Det havde Ida, hendes datter, givet hende i fødselsdagsgave. Tak, skat!
Udenfor regnede det. Tjah, regn er regn. Alligevel var dagen god: indtil frokost skulle Karen være på klinikken sammen med den lune og optimistiske overlæge, Morten Sand, ortopæden som holdt fast i Karen, efter han havde oplevet et par knap så oplagte og lidt for formelle, unge sygeplejersker. Senere på dagen ventede de faste patienter hjemme hos dem selv.
Foruden sit faste job i klinikken arbejdede Karen også i skolens sundhedsrum. Hun tog ind imellem private opgaver: injektioner, små behandlinger i folks hjem. Hun havde efterhånden fået sine faste klienter. Alle i bydelen i Aalborg kendte hende og anbefalede hende til hinanden. Det var ikke uvæsentligt, for en alenestående kvinde tæller alle kroner. På den måde havde hun klaret at få istandsat lejligheden og hjulpet sine børn. Især Ida, der boede tæt på og havde gået direkte fra barsel til barsel.
Hun satte fødderne i de bløde grå tøfler, satte sig i det yndlingslænestol, tog en kop kaffe, lagde en let makeup, satte det bølgete hår med lidt spray, hoppede i sine stramme, korte jeans, og smed tanken om at skulle tabe sig langt væk.
Karen gik ud i regnen med paraplysmilende. Hun var et positivt menneske.
Du er som en solstråle, Karen. Når du kommer, bliver der både lysere og mere livsglæde herhjemme, og det føles næsten, som om sygdommen er mindre slem, sagde en af patienterne. Du må virkelig være en lykkelig kvinde.
Lykkelig? grinede Karen. Jo, det tror jeg faktisk, jeg er, nikkede hun.
Hvorfor skulle hun benægte det?
Karen var tilhænger af tanken om, at det alene er ens egne tanker, som former lykken, ikke de ydre forhold. Alt er sket hen ad vejen.
Da sønnen var lille, var han meget syg en fødselsskade. På den måde blev Karen vant til altid at kæmpe og gøre alt, hvad hun kunne, og blev ét med travlheden.
Hendes eksmand overraskede i de unge dage pludselig stak han af til en anden. I tre år boede de fra hinanden. Hvem kunne hun stole på med to børn alene? Specielt fordi hendes familie boede i Skive, og Karen og hendes mand først slog sig ned i Aalborg efter studietiden. Familien var langt væk.
Hendes mor kæmpede på det tidspunkt med at hjælpe sin bror, der kæmpede med alkohol. Det var besværlige tider, men Karen gav ikke op. Hun klarede sig, og efter mere end et år bad hendes mand om tilgivelse og hun tilgav. Det sorte ar i hjertet malede hun over med positive tanker.
Nu var hun midt i 50’erne og havde været enke i fire år. Sønnen arbejdede længe væk i Århus, datteren og hendes familie boede tæt på bare omme bag to boligblokke. De havde alle deres problemer, men det er jo bare livet. Om det er et lykkeligt liv, eller et ulykkeligt, afhænger af, hvilke briller man har på.
Godmorgen, Morten!
I dag er det kun godt vejr for snegle og blomster, Karen. For vores patienter betyder regn flere smerter i hvert fald i deres øjne. Nu får vi travlt.
Karen elskede sit arbejde, tænkte ikke meget over pensionsalderen. Hun mødtes ind imellem med veninden Helle, de drak en kop hjemme eller gik ud. Helle var lærer, også træt, også hjælpsom med børnebørnene, så møderne var sjældne, men de nød dem.
***
Men så ændrede livet sig: Tiden kom, hvor Karen skulle tage sig af sin gamle mor. Broren døde for nogle år siden, moren havde brug for hjælp. Karen hentede hende fra Skive.
Åh, Karen, hvad skal Villy og Jonas dog gøre uden mig? De har jo ingen at gå til. Stakkels drenge.
Jamen, mor, de har det jo godt, begge unge og raske. Pas du heller på dig selv. Du kan slappe af her hos mig.
Moren sad på nederste køje i kupéen og rystede på hovedet. Hun havde ondt af børnebørnene, af sin afdøde søns enke, af de gamle naboer, hele Skive og alt, hun havde forladt. Hun levede altid for at have nogen at bekymre sig om.
Hun talte sjældent om sig selv. Moren var af en generation, der ikke var vant til at tage hensyn til sig selv, men havde brug for nogen at passe på.
Karen havde kun med nød og næppe fået fri fra begge sine jobs for at hente moren. For længe havde moren kæmpet for at “redde” sønnen. Hun magtede det ikke, han døde gik bort på grund af kulde efter at have drukket for meget på en fisketur om efteråret.
Morens helbred havde lidt, især efter brorens død, og med skyldfølelsen følte hun nok også ansvar for hans børn, Karens to nevøer.
Forstår du, Karen? Deres mor har rigeligt at gøre, hvornår skulle hun så passe dem? Så de kommer til mig, men jeg gør det gerne. Det koster mig ikke noget.
Mor, du tager dig for meget på nakken. Du laver jo mad til dem hver dag.
Måske … men jeg bliver så glad for det.
På afstand prøvede Karen at forklare, at det var blevet et tvangsforhold, men mormor kunne ikke lade være.
Villy går på gymnasiet, og hvorfra skulle de få pengene til sko og gafler, når drengen nu er alene med sin mor? Jeg har sendt ham nogle kroner til sneakers. Når han er færdig, så må han selv tjene …
Men Karen kunne se på Facebook, at nevøerne og deres mor bestemt ikke manglede noget de gik på cafe og rejste, mens moren trak varer hjem fra Netto med rollator og kun havde sin pension.
Karen indså, at hendes mor kun kunne skifte spor ved at flytte. Men det var ikke let.
Du må tage hende nu! sagde Helle, når Karen fortalte om morens situation.
Hun er jo ikke en håndtaske, Helle. Man kan ikke bare tage hende under armen. Hun nægter jo at flytte …
Men nu, hvor moren var blevet svækkket, fik Karen hende endelig til Aalborg.
Så begyndte de begge parter at vænne sig til det. Moren til et nyt liv, Karen til at bo med sin mor. Moren blev undersøgt og behandlet, og det hjalp hurtigt på helbredet.
Småkonflikter var der, naturligvis. Hvis man altid har bestemt selv, er det ikke nemt at skulle rette sig ind efter andre. Og det var uvant for begge: Karen næsten tres skulle nu spørge om lov til at gå tur med Helle om aftenen.
Hvor skal du hen? Det er mørkt! Bliv hjemme!
Jeg går, mor.
Så blev moren sur, trak sig, svarede ikke på tiltale. Men med tiden begyndte de at finde ind i rytmen. Moren ringede ofte hjem til Skive, talte længe med børnebørnene, eks-svigerinden, veninderne, og bad Karen sende penge til nevøerne. Karen overførte pligtskyldigt, hver en gang.
Langsomt gik det op for moren, at børnebørnene faktisk klarede sig uden hende og ringede sjældnere. Nu blev datteren hendes verden. Moren fangede hurtigt Karens humør ud fra stemme, udseende, endda trippende skridt.
Hun opdagede, at den ellers så velfungerende datter havde problemer, og da gravede moren et nyt omsorgshul.
Karen blev træt. Efter en dag på skolen med mange børn var hun ofte udkørt, skulle hente børnebørnene i børnehave, hjælpe datteren, besøgte patienter længere væk i bydelen og på tredje sal uden elevator og mennesker er forskellige, selv om Karen var god til at snakke med alle.
Hun havde da også været træt før lagde fødderne op i en halv time efter arbejde. Det bedste i verden var bare at ligge og glo op i loftet, så ben, ryg og hoved kom til sig selv. Bagefter gik hun i køkkenet og lavede aftensmad, så fjernsyn og nød sine stille aftener.
Men nu, hvor de sivede ind på hinanden, begyndte moren straks at give opgaver, straks Karen trådte ind.
Jeg har skrællet kartofler, men du kan selv sætte dem over. Og her er nogen piller, læs hvad det er … Villy har fået en ny kæreste, vidste du det?
Karen måtte insistere på sin halve times fred.
Nu sad moren tit og sagde højt ud i stuen:
Stakkels dig, Karen, du er så træt! Hvordan kan du holde til alt det? Gad vide hvor du skulle finde en million, så du kunne hvile. Du er ikke ung længere, og pengene slår ikke til. Bage dine egne penge hjælper da ikke nok. Stop nu det arbejde!
Karen prøvede ikke at lytte, men det var svært ikke at begynde at have ondt af sig selv. Sætte pris på sine slidte ben, sin slidte ryg, bekræfte sig selv i, at folk aldrig siger tak, at patienterne ofte kræver for meget. Hun fik ondt af sig selv.
Moders omsorg er stærk.
Oftere rørte omsorgen sig i morens stemme.
Karen, læg dig ned! Det er din fridag!
Jeg har jo sovet ud, mor.
Så bliv da liggende. Du farer jo altid rundt. Jeg sulter da ikke.
Så Karen lavede kaffe og krøb tilbage i sengen. Hvorfor ikke hun var jo over 50. Ringede og sagde til Ida, at hun blev hjemme, hun ville hvile i dag.
Hvorfor skal du nu pudse vinduer? De kan da vente. Regnen tager det værste, sagde moren, når Karen gik i gang med husarbejde.
Og vinduerne blev kun halvt vasket, for det kunne jo vente.
Mor, jeg tager Mikkel og Signe i weekenden. Ida og Thomas skal til bryllup.
Igen? Jamen tag du bare men du får ikke slappet af så! Jeg kan ikke hjælpe, jeg er for gammel. Stakkels, stakkels dig, hvilken trist tilværelse …
Det går jo ellers meget godt, mor.
Næ, du farer rundt og får aldrig fred. Du er ikke sytten mere. Tænk på din alder!
Morens energi, hendes omsorg, trængte ind, og Karen begyndte virkelig at føle sig udbrændt. Hun blev irriteret, følte at hele livet var tungt. Hun lavede mad sjusket, lod lejligheden sejle. Mødtes sjældnere med veninderne. Skippede cafeen både fordi lyst og penge manglede.
Hun lod være med at klippe sig, trak håret op i en hestehale. Weekenderne lå hun i sengen, bladede i nettet, kiggede på andres liv. Moren passede på.
Telefonen ringede vækkeuret. Karen vågnede, strakte sig … Åh … Endnu en grå dag! Hun stirrede på det gamle sorte sengetøj hun havde glemt, hvornår hun sidst havde skiftet det.
Igen regn!
Jeg har ikke sovet hele natten, det larmede sådan på ruden, sukkede moren, idet hun klagede sig over ryggen. Du skal ud i regn, lille du stakkels, stakkels dig …
Lægebesøget var blevet mere surt. De havde skiftet ortopæden ud med en overlegen øre-næse-hals-læge, og Karen var tæt på at sige op.
Bare pensionen snart kom!
Den rolle, moren havde tildelt hende den stakkels kvinde der skulle have ondt af sig selv begyndte at dominere. Morens omsorg kom fra hjertet, hun mente kun godt. Men Karen kæmpede nu mod depression, blev mere nedtrykt, irriteret, også over hverdagens småting. Moren trak sig mere, og det bekendtgjorde nærmest sin egen forfald.
Karen syntes luften blev tung, og sjælen følte sig indestængt. Hun begyndte at tage på, maven gjorde ondt, hovedet snurrede. Hun blev undersøgt, men uden fund. Så lagde hun sig bare endnu mere.
Stakkels dig, Karen, du har haft det hårdt … sukkede moren.
Hvorfor dog stakkels mig, mor?
Fordi du har kæmpet så meget. Mand død, børn, børnebørn der bliver syge, og endnu ingen folkepension …
Først da Ida nævnte det, mærkede Karen hun havde forandret sig.
Mor, hvad sker der? Selv Signe synes ikke, bedstemor er sjov længere. Jeg synes du er blevet en helt anden, efter mormor flyttede ind eller er det bare mig?
Karen begyndte at tænke. Det var rigtigt. Morens sind og hendes eget var blevet forbundne. Til sidst blev hun helt svedt ved tanken.
Igennem hele barndommen havde moren haft ondt af broren. Først syg, så problemer i skolen, siden alkohol. Moren levede kun igennem sine børns problemer.
Og hvor førte det hen?
Når Karen kom hjem til Skive, lå broren og slappede af han fandt aldrig selv et ansvar. Og moren sad og passede på ham, gjorde alt for ham, mens Karen knoklede.
Men hvorfor blomstrer vi sammen med nogle, og visner sammen med andre? Vi tiltales af dem, der ser det aktive og lyse i os og begynder at have ondt af os selv, når nogen har ondt af os.
Karen forstod, at hun selv havde slukket sit livsenergi for at passe ind i morens billede det var nemt at være hende, der skulle have ondt af sig selv for så fik man omsorg. Men til sidst følte hun tomhed.
Tankerne skaber lykkefølelsen havde hun ikke tænkt sådan for nylig?
Hvad lavede hun med sit liv?
Dagen efter, efter Idas spørgsmål, hørte Karen sine kolleger snakke:
Ja, Karen er godt nok blevet stille, så trist hun er blevet …
Måske er hun syg? Mennesker skjuler jo tit noget.
Hun havde påtaget sig rollen som offer for sin egen moders skyld.
Den dag sad hun med til konsultation hos en proktolog en midaldrende mand. En ung mandlig patient var genert, og hurtigt fik hun ham til at slappe af med en sjov bemærkning. Lægen forklarede brugen af stikpiller.
Hvad så? spurgte den unge mand. Skulle man tage den ud igen?
Tage den ud? udbrød lægen overrasket. Nej, nej, den smelter.
Smelter? spurgte fyren, og så på Karen.
Hvad forestiller du dig dog? smilede Karen.
De grinede alle tre og Karen kunne mærke glæden komme tilbage.
Nej, man skal ikke have ondt af sig selv! Det er ikke vejen frem!
Hun bestilte straks tid hos frisøren, ringede til Kamma, den tidligere patient, og tilbød igen hjemmebehandling. Straks mærkede hun varmen og glæden vende tilbage.
Helle, skal vi ikke ses? Jeg savner at komme lidt ud!
Nå da! Det havde jeg ikke ventet! Velkommen tilbage, Karen!
Moren sukkede.
Hvorfor? Trænger du til penge? Man kan jo ikke tage alt på sig selv.
Nej, mor. Jeg har brug for at leve, som jeg plejer.
Har du nu ikke ondt af dig selv?
Nej, nok er nok. Og jeg vil gerne, du er glad for min skyld. Tanker bliver virkelighed, især mødres!
Gid det passede, sagde moren, men du sluger dig selv. Du er jo ikke trods alt så ung længere.
At overbevise hendes mor? Det var nok umuligt. Måske heller ikke nødvendigt. Nu måtte Karen hjælpe moren videre, men ikke tvinge sig selv ud af lykken.
Telefonen ringede vækkeuret. Karen åbnede øjnene Åh, sikke en dejlig dag! Leopardmønstret pyjamas endnu en skøn gave fra Ida, TUSIND TAK!
Puha, jeg har ikke sovet for alt den regn , lød det fra morens værelse.
Regn? Tja, regn er regn. Karen satte fødderne i de bløde grå tøfler, ind i yndlingslænestolen. Kaffe, let makeup, lokker i lak, stramme jeans og væk med slanketanken dagen var i gang.
Og under paraplyen smilende og stærk gik Karen mod sit arbejde.
For dagen bliver alligevel vidunderlig.
For en lykkelig kvinde.
***
Og måske er den største omsorg ikke at have ondt af hinanden men at holde modet oppe, gå ud i livet, og se det lys, der altid er der, når vi tør tro på det.
