Den Anden Kone: En Fortælling om Kærlighed, Loyalitet og Uventede Vendinger

DEN ANDEN KONE

Jeg var sikker på, at min eksmand snart ville løbe væk fra denne kvinde.

Ella var ikke fra hans verden. Uhøflig i omgang, humørsyg og en desperat eventyrer. Hun var seks år ældre end Viktor. For at være fair, var Ella nu en flot dame, altid smagfuldt klædt. Hun kunne spinde en mystisk aura omkring sig indtil hun åbnede munden. Så forsvandt charmen med det samme. Viktor (min eksmand) var hendes modsætning: blid, omsorgsfuld og rolig. Spørger du, hvorfor vi så blev skilt, hvis han var så perfekt? Det var min skyld. Jeg indrømmer det

Da Viktor og jeg gik fra hinanden, kastede han sig ud i alt muligt. Først legede han kærlighed med en kollega, Nanna. Hun havde længe lagt an på ham og drømte om at blive hans kone. Nanna havde en søn, der trængte til en far, og hun var villig til at blive alt for Viktor. Hun plejede ham med hjemmelavet mad, strygning af skjorter hun var lige ved at binde hans halstørklæde, når han gik ud af døren. Men Viktor havde brug for en kone, ikke en anden mor. Affæren varede kun tre måneder.

Så blev Viktor opsnappet af min (nu tidligere) bedste veninde, Lise. Hun havde altid været lidt forelsket i ham, og han troede, jeg ikke vidste det. Lise var fri fra ægteskab og børn og sulten efter kærlighed. Da hun så, at vores ægteskab vaklede, blev hun hans grædestolpe. Viktor pendlede i et år mellem hende og vores tomme hjem. Alle hans penge forsvandt til Lise, og det lignede en bryllupsplan.

Ella dukkede pludselig op. Viktor mødte hende gennem fælles venner, der insisterede på, at de passede sammen: I er begge ensomme, har børn prøv det! Viktor fortalte Ella om Lise. En forlovede er ikke en kone. Hun kan sagtens blive uforlovede igen! sagde Ella.

Lise måtte træde til side. Ella trak Viktor med på rådhuset og flyttede ind hos ham med sin datter, Freja. Viktor og jeg havde på det tidspunkt solgt vores fælles lejlighed.

Freja var 14 år og et kapitel for sig selv. Hun rev nerverne af sin mor, løb hjemmefra og var *for* selvstændig.

Som nybagt hustru foreslog Ella, at Viktors mor skulle bytte sin toværelses til en enværelses. Det er for besværligt for dig at rydde op alene, sagde hun. Viktors mor flyttede uden brok bare sønnen var glad. Med de resterende penge fra handlen renoverede Ella lejligheden og fik sig og Freja skrevet på adressen.

Ella var altid i problemer: en stjålen rævepels fra butikken, en pengefejl i kassen, eller hun var ubehøvlet overfor en rig kunde. Chefen holdt længe ud så længe Viktor betalte regningerne. Men da den sidste krone var betalt, blev Ella fyret på stedet.

Viktor foreslog, hun blev hjemmegående. Det er billigere. Ella sagde ja, men hun satte sig ikke til at strikke eller lave frikadeller. I stedet var det cafébesøg med veninder, skønhedssaloner og shopping. Viktor kom hjem, stegte en omelet og ventede på sin elskede. Som man siger: *Konen er på kafé, mens manden tygger på brød uden smør.*

Hver sommer rejste Viktor og Ella rundt i Europa. Viktor elskede stort og helhjertet.

Årene gik

Freja fødte en søn som 20-årig ingen vidste, hvem faren var. Så måtte Ella passe sit barnebarn, mens Freja præsenterede en ny far hver måned. Det irriterede Viktor, så Ella bad ham købe en lejlighed til Freja. Helst en treværelses så finder barnet hurtigere en far. Viktor købte. Freja mødte en sød fyr, der elskede hende og barnet. Men Ella var ikke tilfreds: Han tjener for lidt! Hun tudede om rige mænd, og til sidst gik fyren. Nu betaler Viktor også for barnebarnet.

Vores fælles datter ville fejre sin 30-års fødselsdag med den splittede familie.

Ella nægtede at lade Viktor gå alene. Hun kom med, drak vin og fortalte mig om de mænd, hun egentlig foretrækker: Jeg kan lide bøller og machoer. Viktor er slet ikke min type! Men han var hendes trojanske hest. Jeg sutter kinderne ind, og han vil gøre alt for mig. Det er ikke et liv det er en drøm!

Nu er Ella træt af at være hjemmegående og ville ind i Viktors forretning. Det lykkedes. Nu må Viktor låne penge af vores svigersøn.

Sådan er deres kærlighed

Viktor og Ella blev gift for tyve år siden. De er der stadig. Jeg forstår det ikke

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

three × five =

Den Anden Kone: En Fortælling om Kærlighed, Loyalitet og Uventede Vendinger
Jeg tager ham med mig – Mor, se den pige der! – Hvilken pige? Hvad mener du, Alice? – Jo, den hvis mor kommer på besøg hos far. Kan du ikke huske, jeg fortalte dig om hende? Karina drejede hovedet mod børnene, der legede i sandkassen. Hjertet slog en kolbøtte, men hun lod selvfølgelig ikke mærke noget. Hun smilede endda beroligende til sin datter. – Solstråle, det betyder jo ikke noget. Far har mange kunder, han er kunstner… – Ja, men den pige sagde, at hun snart tager vores far! – jamrede Alice. Karina satte sig på hug, så hun var i øjenhøjde med sin datter. – Ingen tager vores far! Jeg kan lige gå hen og tale med hende og finde ud af, hvorfor hun siger sådan noget. Er det ikke okay? – Jo! – Vil du vise mig, hvem det er? Alice pegede på en pige i en lyseblå jakke. Hun var ældre end de andre børn og holdt sig lidt for sig selv. – Hej! – Karina satte sig i kanten af sandkassen med et smil. – Hvad hedder du, søde? Pigen blev et øjeblik overrasket, men satte hurtigt et selvsikkert ansigt op. – Jeg er ikke din søde! Hvad vil du? Ellers kalder jeg min mor! – Du skal ikke være bange. Jeg vil bare tale med dig, som voksne gør. Alene, øje til øje – forstår du? Pigen overvejede det og nikkede til sidst. – Dolly… Jeg hedder Dolly. – Dolly? – Karina så overrasket ud. – Det er et usædvanligt navn! – Det siger alle… Hvad vil du? – Alice bliver meget ked af det over det, du har sagt. Kan du fortælle mig, hvad I talte om, så jeg kan finde ud af, om det bare er en misforståelse? – Jamen så hør! – råbte pigen pludselig. – Min mor tager snart din mand! Så har jeg en far, og din Alice har ingen! Vi kommer til at bo lykkeligt sammen, og du kommer til at græde alene. Forstår du!? Karina blev paf. Flere i sandkassen kiggede måbende derover mod dem. – Dolly, hvorfor siger du sådan? – Fordi din mand elsker min mor! Og hun elsker ham! Sådan er det! Pludselig mistede Karina alt sit selvværd. “Hun lyver ikke, hvorfor skulle hun gøre det? Gud, Tim… Hvordan kunne jeg ikke have set det ske…” – Tankerne fløj vildt rundt i hovedet. Hun rejste sig op og gik hurtigt væk fra sandkassen, men stoppede pludselig. – Jeg forstår, Dolly. Undskyld, fordi jeg forstyrrede dig. – Mor, går far ingen steder? Tager hende pige ham? – spurgte Alice og så bekymret op på sin mors ansigt. – Græder du? Mor… Karina tørrede kinden – der var et vådt spor. – Nej, skat… Jeg fik bare noget i øjet, det er nok blæsten. – Du græder! – råbte Alice. – Så går far fra os, gør han ikke? Så havde hun ret! Havde hun ikke, mor?! Svar! Alice brød helt sammen og løb grædende hjem. Karina tog sig sammen, styrtede efter og prøvede at tørre mascaraen og tårerne væk fra ansigtet… *** – Jeg hader at male i atelieret! – En midaldrende mand smed jakken over en stol. – Hjemme i værkstedet er det noget andet. Jeg kan mærke inspirationen, når jeg er her… Karina tabte tallerkenen, hun havde stået og gnubbet på. Den gik i stykker med et brag i vasken. – Karina, er du okay? Skar du dig? – Jeg har det fint… Hun prøvede at smile, men kunne ikke se sin mand i øjnene. – Undskyld, jeg er bare træt. Har arbejdet med børn hele dagen, du ved hvor udmattende det er. Har flere kunder igen i morgen. – Hvem? – En fra udlandet. Jeg maler hendes portræt i klassisk stil. – Hende med de lange lyse lokker og den perfekte talje? Tim så overrasket på sin kone. Karina prøvede at holde masken, men hendes tone røbede hende. – Hvor skulle jeg vide, hvordan hendes talje ser ud. Jeg maler da kun hendes ansigt. Men ja, hendes hår er vistnok lyst. Altså, det gør ingen forskel – hun betaler godt og taler ikke for meget. Hun er lidt passiv… – Passiv… – mumlede Karina. – Ja, i depression, tror jeg. En gang bad hun om en pause for at tage medicin. Jeg googlede det – på recept… – Men du siger du ikke ved noget om hende. – Jeg blev bare nysgerrig. Almindelig nysgerrighed. Tim rejste sig, gik hen og lagde armene om hende bagfra. – Du skal ikke være ked af, at vi ikke har meget tid sammen nu… Når portrættet er færdigt, tager vi på ferie. – Lover du? – spurgte Karina forfjamsket og nød nærværet. – Selvfølgelig, min elskede Karina. Min lille, besværlige, mistænksomme pige, som jeg elsker så højt, – svarede Tim, mens han krammede hende endnu tættere… Næste dag besluttede Karina at blive hjemme for at se kvinden, Tim arbejdede for. Da dørklokken lød, begyndte hendes hjerte at hamre vildt. “Nervøs nu… det er længe siden sidst. Tag dig sammen,” tænkte hun og gik ud for at åbne. – Goddag! Jeg hedder Karina, jeg er Tims kone. Kom indenfor! Kunden nikkede og trådte ind over dørtærsklen. lige da Karina var ved at lukke døren, så hun en lille pige bagved – samme pige fra sandkassen i går. – Hun sidder bare stille og roligt. Hun forstyrrer ikke nogen, – sagde kvinden, mens hun tog overtøjet af. – Er det ikke rigtigt, Dolly? Pigen nikkede, men så ikke på sin mor. Kvinden gik ubesværet forbi Karina og hen til Tims værksted. “Hun går rundt, som om hun ejer huset!” tænkte Karina, men prøvede at ryste tanken af sig. – Nå, Dolly, skal vi lære hinanden at kende én gang til? Er du sulten? Kom, jeg sætter vand over til te. Men pigen satte sig bare tavst på skohylden og stirrede ned i gulvet. – Det er da varmt, vil du ikke have jakken af… skal jeg hjælpe dig? Dolly svarede ikke. Karina blev forlegen, men undlod at vise det. Hun satte sig på hug, lagde forsigtigt hånden på Dollys skulder. – Er der noget galt, Dolly? Er du ked af det? Stadig tavshed. Men da Karina så hende i øjnene, opdagede hun, at de for længst var blevet våde. Tårene løb ned ad hendes kinder. – Undskyld… – hviskede pigen. – Jeg løj for dig. – Dolly, lille skat… Hvad mener du? – Ingen vil tage din mand. Jeg… Jeg ville bare så gerne have en far… Nu begyndte Dolly for alvor at græde. Hendes stemme rystede, og til sidst hulket hun. – Min mor er syg. Hele tiden syg. Hun har endda opkaldt mig efter sin sygdom. Jeg hader mit navn! Dolores – sorg, tristhed… Hun er aldrig glad! Men onkel Tim gav mig mad, viste mig farver… Jeg så, hvor sjovt han legede med Alice! Men jeg… jeg er altid alene. Altid! Karina blev chokeret. “Stakkels barn… Hvis hun åbner sig så hurtigt nu, må hun føle sig tryg – kun her hos os. Gud, hvad sker der dog med denne verden?” tænkte hun, mens hun omfavnede den grædende Dolores.