**Dagbogsnotat**
Jeg har altid vidst, at jeg ville blive læge. Det var ikke bare en barnedrøm det føltes som min kaldelse. Men livet satte sig imellem. Først døde min far pludselig, og jorden gik væk under mig. Så begyndte min mors helbred at svigte; de lange arbejdsdage og bekymringerne slidte hende op. Da det kom til optagelsesprøverne til medicinstudiet, havde jeg simpelthen ikke kræfterne og dumpede.
Nu arbejder jeg for andet år som hospitalsassistent på Regionshospitalet. Jeg gulvvasker, skubber patienter gennem de lange gangsystemer og løber ærinder fra morgen til aften. Alligevel nærer jeg den skrøbelige håb, at jeg en dag får ret til at bære den hvide kittel.
Denne dag startede som enhver anden gulvvask, rengøring, bærerier. Men efter frokost skete der noget usædvanligt: overlæge Mads Mikkelsen bad om at tale med mig.
Jens, der er en særlig sag, begyndte han direkte og så mig indtrængende i øjnene. Vi har en patient Gerda Nielsen. Hun er meget syg. Hun har en barnebarn, der også hedder Jens. Men hun har ikke set ham i årevis, og hun ønsker intet højere end at se ham én sidste gang, før hun går. Vi tænkte måske kunne du lade som om, du var ham? For hendes skyld.
Jens stivnede. Lade som om? Bedrage en gammel kvinde på hendes dødsleje?
Mads, jeg er det ikke forkert? spurgte jeg lavmælt.
Lægens stemme blødgjordes. Nogle gange kan en løgn være barmhjertig. For hende ville det være en sidste trøst. Du ville ikke udnytte hende bare hjælpe hende med at gå bort med lidt mindre smerte.
Jeg tøvede. Min samvittighed hviskede, at det var forkert, men tanken om en skrøbelig kvinde, der ventede på sit barnebarn, gnavede i mit hjerte. Til sidst nikkede jeg. Sygeplejerskerne fortalte mig hurtigt, hvad den rigtige Jens kunne lide som barn, hvor han gik i skole, de små sætninger, han plejede at sige. Den mærkelige forestilling med kun én tilskuer var klar.
Den aften, efter vagten og samtalen med Mads, stoppede jeg i supermarkedet for brød og mælk. Min mor havde stadig brug for mig. På vejen hjem løb jeg uventet ind i Ida, pigen fra nabobygningen, der længe havde fanget mit blik. Hun var let og varm, med et smil, der kunne lysne selv den gråeste dag.
Hej, Jens! Hvor har du gemt dig henne? grinede hun.
Vi snakkede løst om en ny film i biografen. På et impuls foreslog jeg, at vi så den sammen. Til min overraskelse lyste hendes øjne op.
Lørdag? Perfekt.
Da jeg gik hjem, legede et sjældent smil på mine læber. Tanken om denne date gjorde dagen lysere. Måske var dette starten på noget nyt måske var lykken ikke så langt væk alligevel.
Næste dag, efter vagten, skiftede jeg til civile klæder og trådte forsigtigt ind i Gerda Nielsens stue. Mit hjerte hamrede, som om det ville sprænge. Hvad nu, hvis hun gennemskuede mig med det samme? Men den skrøbelige kvinde, lille og tynd men med funklende øjne, studerede mig og smilede svagt.
Jens du kom, min skat
Lettelsen skyllede ind over mig. Hun troede på mig. Jeg satte mig ved siden af hende, og til min overraskelse flød samtalen let, næsten naturligt. Jeg havde forventet at føle mig som en skuespiller på en scene, men i stedet lyttede jeg virkelig lyttede. Gerda fortalte om sit liv, om fortiden, endda om døden med en ro, der ydmygede mig.
Dag for dag besøgte jeg hende oftere. Jeg bragte hende vand, pudrede hendes pude eller sad blot og holdt hendes hånd. En eftermiddag spurgte hun, om jeg havde en kæreste. Jeg tænkte på Ida og rødmede. Den gamle kvinde smilede forstående.
Fortæl mig senere, hvordan det gik. Jeg elsker stadig at høre om unge kærligheder.
Men lørdagen gik ikke, som jeg havde håbet. Efter filmen gik vi en tur i parken, da Ida pludselig blev alvorlig.
Jens, du er en god fyr. Men vi er forskellige. Jeg vil rejse, bygge en karriere, se verden. Og du du er hospitalsassistent. Det er vigtigt arbejde, men ikke det liv, jeg ønsker.
Hun behøvede ikke sige mere; jeg forstod. Min lille løn, mine kampe, min usikre fremtid alt sammen stod som en usynlig mur mellem os.
Jeg fulgte hende hjem i tavshed. Da jeg kom hjem, spurgte min mor, hvordan det var gået. Jeg trak bare på skuldrene.
Det blev ikke til noget.
Hun sukkede. Hun havde heller ikke godkendt barnebarns-løgnen.
Jens, jeg ved, du ville hjælpe. Men du kan ikke bære andres forventninger alene. Nogle byrder er ikke dine at bære.
Jeg sad tavs, tom indeni. Idas ord var en skarp påmindelse om, hvor langt mit liv var drevet fra mine drømme, og min mors stille bebrejdelse forstærkede kun min skyldfølelse overfor Gerda.
Næste dag vendte jeg tilbage til den gamle kvindes seng. Jeg tvang et smil frem, men hun gennemskuede mig med det samme.
Hvad er der galt, barnebarn? Har den pige såret dig? spurgte hun blidt.
Så fortalte jeg hende alt om mine drømme, mine nederlag, hvor langt jeg var faldet fra den fremtid, jeg engang forestillede mig. Gerda lyttede tavst, nikkede, og sagde så:
Kærlighed, Jens, kommer i mange former. Jag ikke den, der kun skinner. Du har brug for den, der varmer.
Så trak hun en gammel, slidt fotoalbum frem fra natbordet.
Tag den her. Disse er billeder af min søn, Anders din far. Behold dem. Minderne tilhører dig nu; jeg har ikke brug for dem mere.
Hendes stemme dirrede. Jeg forstod: dette var en afsked, ikke kun med hende, men også med en del af mine illusioner.
Den aften hjemme bladrede jeg gennem albummet. En ung mand med et smil stirrede ud fra de falmede fotos Anders, faren, jeg kun kendte fra historier. Pludselig fangede mit blik et billede et gruppefoto fra, hvad der lignede et universitetsarrangement. Blandt ansigterne stod en ung kvinde med et strålende smil. Jeg stivnede. Det var min mor.
Mit åndedræt standsede. Dette kunne ikke være en tilfældighed. Mine forældre havde kendt hinanden. Men hvorfor havde hun aldrig sagt noget? Hvorfor holde det hemmeligt alle disse
