Kom nu, vær aktiv og tal med gæsterne, siger brudgommen, mens hans slægt kommer ind i lejligheden for at tale om brylluppet.
Så er du her, min kære datter, vores mest elskede svigerdatter, siger Tine Andersen og omfavner Freja igen. Lige før har hendes søn, Morten, friet til Freja, og de har netop meddelt deres nærmeste, at de skal giftes. Morten kender allerede Frejas forældre, men for hende er mødet med svigermoren første gang.
Frejas forældre, Mikkel og Lise, har levet hele deres liv i København og er økonomisk velstillede. De har forsynet deres datter med alt: en lejlighed, bil, en prestigefyldt uddannelse, et godt job, og de forventer, at hun finder en ægtemand, der kan matche deres status.
Morten virker som en fin fyr for Freja. I en alder af 25 har han allerede en respektabel stilling i en stor virksomhed, tjener en god løn og bor i et pænt kvarter. Det viser sig senere, at hans lejlighed kun er lejet. Freja overbeviser sine forældre om, at de i første omgang kan bo i hendes lejlighed, så Morten ikke behøver at optage et lån lige nu.
Vi kan bo i min lejlighed først, så køber vi en fælles senere, siger Morten.
Forstår du, at alt, vi opbygger sammen, deles halvt og halvt? spørger Mikkels stemme strengt. Det forstyrrer ham, at Mortens eneste arv er en stor familie.
Vi kommer ikke til at skilles, far! spørger Freja.
Det kan ske svarer han.
Men ikke os! Vi elsker hinanden. Jeg tjener nok til at bidrage til husholdningen! svarer Morten.
Det er måske nok i andres øjne, men det er mindre end din, siger Mikkel.
Freja tjener over gennemsnittet, så dine krav er alt for høje, indskyder Lise, svigermor, men hun giver også udtryk for, at han ser ud til at være en god fyr, og at Freja elsker ham.
Mikkel fortsætter: De planlægger et bryggeri, og jeg er glad for, at han virker seriøs. Jeg vil gerne have, at barnet får en god start, så jeg håber, de kan gifte sig snart.
Freja bliver ked af, da hendes far siger, at de kun kan bruge en lejlighed i København. Hun løber ud af stuen i tårer.
Hvorfor gør du sådan ved hende, Mikkel? spørger Lise. Hendes ord rammer ham, men han lytter ikke længere. Lise overbeviser ham om, at Freja skal have lov til selv at vælge sin mand, og at Morten er et acceptabelt valg. Mikkel giver sit samtykke, og brudgommen inviterer Freja til at møde hans forældre.
Hvorfor ikke mødes på en restaurant? spørger Morten. Så kan dine slægtninge komme på besøg, og vi behøver ikke tage toget.
Jeg har så mange slægtninge, spørger Freja. Hvor skal de bo?
På et hotel, foreslår hun forsigtigt.
De har ikke råd til hotel eller restaurant, svarer Morten. De er almindelige folk, og jeg kan ikke betale for alle. Lad os tage til min landsby, så viser jeg dig, hvor jeg er opvokset. Vi kan tage S-toget, så vi undgår trafikpropper.
Freja accepterer, selvom hun tænker, at hendes far kunne have arrangeret et smukt bryllup uden at skulle spare.
Det er en spændende tur til fremmede, men Mortens overbevisninger hjælper. I weekenden følger Mikkel og Lise Freja og brudgommen til Mortens familie i den lille landsby Sønderby. Mikkel er utilfreds, men holder sin mening for sig selv efter en samtale med Lise. Lise er heller ikke begejstret for rejsen, men de inviterer kun svigerdatteren, så det er høfligt at tage med.
Freja pakker nogle gaver, efter at have undersøgt, hvad Mortens slægt kan lide. Til svigermoren køber hun et smukt løbetæppe og et håndklæde, og til de andre tager hun søde sager, te og kaffe.
Er du klar til at møde familien? spørger Morten.
Jeg er ærlig talt lidt nervøs, svarer hun.
De er simple folk, beroliger han. Du skal ikke forvente luksus, som i København.
Sønderby ser ud som en gammeldags landsby: små huse, en gruset vej, forladte haver, græs, der vokser over alt. Mortens hus har en velplejet have og et nymalet hegn, så det tydeliggør, at der bor folk der.
Ved porten står en stor hundekasse, hvor en hund, Buster, sover. Da gæsterne ankommer, gør han højt og skræmmer Freja.
Flyt ham væk, siger Morten og trækker Buster væk fra sin kommende svigerdatter.
Hvorfor er han så sur? spørger Freja.
En hund skal beskytte huset, svarer han. Det er ikke som i København, hvor hunde bare er kæledyr.
En kvinde springer frem fra et hjørne, råber Barn, mit barn! og kaster sig om sine børnebørn. Freja, som ikke er vant til så meget fysisk udtryk, føler sig utilpas. Svigermoren beroliger sig først, da hun har kyssede bruden og sønnen, før hun lader dem ind.
Indenfor får Freja en varm velkomst. Hun bliver krammet igen og igen, så mange navne bliver nævnt, at hun ikke kan huske dem alle. Der er tanter, søstre, onkler med koner og børn, bedstemor, fjerne slægtninge og naboer, alle samlet omkring den genertlige Freja.
Hvordan kom I her? Hvorfor har du holdt din smukke datter væk så længe? Hvornår får I børn? Hvor bor du? Hvor arbejder du? Hvem er dine forældre? Hvor mødtes I? Hvor vil I bo? spørger de i hurtig rækkefølge.
Freja mærker, at hun bliver overvældet, så Morten griber hendes hånd og trækker hende ud af den tætte cirkel.
Vi har kun brug for et kort hvil, så kan vi sætte os ved bordet, siger Mortens mor.
Bare rolig, de er kun nysgerrige i starten, beroliger han.
Freja takker ja til en tallerken med pølser og kartofler, men i sin nervøsitet ser hun kun sin egen tallerken. Ved kanten på borddækket ser hun en revne i tallerkenen.
Åh nej, de spiser af sprøjtede tallerkener, tænker hun. Servicen er gammel, og tæppet har en revne, som om det er over hundrede år gammelt.
Samtalerne omhandler slægtens historie, barndom, ungdom og alt mellem himmel og jord, men ingen spørger om hendes blodtype. Morten indskyder, at det er på tide, at hun får noget mad.
Spis, kære gæster! udbryder svigermoren. Jeg har lavet frikadeller efter min mormors opskrift. Har I en familieopskrift, Freja?
Nej, svarer hun.
Sådan? Ingen hemmelig ret fra din mor eller bedstemor?
Min bedstemor døde, da jeg var tre, og vi har en husholderske, der laver mad, forklarer Freja.
Søsteren til svigermoren, Nina, siger: Vi er vant til hjemmelavet mad, så du må nok selv stå for madlavning, for Morten elsker frikadeller.
Freja ved ikke, hvad hun skal sige.
Lad os smage, foreslår Morten, og skubber sin tallerken nærmere hende.
Hun tager en lille skefuld, men den er så varm, at suppen er for salt.
Så? spørger alle fra børn til voksne og stirrer på hende.
Lækkert, svarer hun med et tvunget smil, så Morten kan klappe hende på hånden.
Hun ønsker, at aftenen skal ende, så hun kan slippe de nysgerrige blikke.
Må vi tage hjem i dag? spørger hun Morten, da første chance opstår.
Du vil såre din mor, svarer han. Vi skulle blive til i morgen, svarer han.
Freja finder på en undskyldning: hun har arbejde, så hun må blive længere. Morten accepterer, men de må aflyse morgenmad, frokost og aftensmad sammen.
Søndag kommer svigermoren for at besøge Morten.
Hvor mange gæster kommer? Hvor mange må vi forvente at skulle brødføde? spørger hun.
Omtrent 150, svarer Morten, uden at have talt dem præcist.
Freja bliver presset til at hjælpe med planlægningen af brudevalsen og kagen.
Vi skal bestille kage seks måneder i forvejen, men jeg har en smagsprøve i morgen, siger Freja, mens Morten vender hjem fra arbejde.
Kagen kan vi tage senere, svarer han. Vi har gæster i weekenden.
Freja er stresset og ringer til sin mor, Lise.
Jeg har møde og tusind ting, og han taler ikke om, hvor mange der kommer! udbryder hun.
Ingen bekymring, svarer Lise. Kira, vores husholderske, kan forberede alt og bringe det hjem, hvis nødvendigt.
Lise hjælper med at indrette bordet, lægge det bedste løbetæppe og gøre klar til de mange gæster.
Morten spørger direkte:
Skal din mor også rejse?
Nej, hun vil møde din mor, svarer hun.
De taler om traditioner: brød, vielse og fest.
Der ringer på døren, så gæsterne har ankommet, og den lange række af kram og hilsener begynder igen.
Så lad os begynde, siger svigermoren, og hæver sit glas. Hun får et glas af en billig vin fra en plastflaske, som hun smager med en grimace.
Freja drikker kun vand, mens hun føler sig utilpas i sin egen lejlighed.
Morten hvisker til hende:
Kom nu, tag dig af gæsterne, så Kira kan slappe af. Det ser ikke godt ud, når du sidder stille.
Freja må selv bære tallerkner, og i sin nervøsitet smadrer hun en.
Morten minder dem om, at brylluppet skal fejres i hele landsbyen den anden dag, så de kan samle folk på gaden.
De diskuterer, om de skal hyre catering eller lave mad selv.
Vi er simple folk, svarer svigermoren. Vi laver hakkebøf, frikadeller og husblas, ikke kage til en stor fest.
Freja er vant til en stor by og synes ikke, at et løst stående bord på marken passer hende.
Søsteren til svigermoren tilføjer:
Traditionen siger, at bruden hjælper med forberedelserne, så I må komme i forvejen og hjælpe. Jo flere, jo rigere livet bliver.
Freja vil tage på en rejse efter brylluppet, men Morten indvender, at de først skal fejre den anden dag, så traditionen kan holdes.
Søsteren spørger, om svigerdatteren vil hjælpe med den første dag, og hvad de vil bidrage med økonomisk.
Vi har omkring 150 gæster, svarer Morten. Vi kan betale ti procent, resten skal I.
Freja bliver frustreret over den komplicerede udregning, men accepterer, at hun må hjælpe med mad og drikke.
Morten siger til sin mor:
Lad hende slappe af, Freja. Et bryllup er to familier, så vi må finde en balance.
Kira tilbyder at servere teservietter i plastikkopper, så kagen kan pakkes i beholdere, fordi gæsterne skal nå toget.
Da gæsterne endelig går, får svigermoren en tak for den gode middag.
Morten begynder at kritisere Freja, men hendes mor griber ind.
Hvis du elsker din slægt, så tag dem med på S-toget, men vi har andre normer end jer, svarer svigermoren.
Morten lukker munden, og de udskyder brylluppet. Freja beslutter at vente med at gifte sig, mens hun bor i sin lejlighed.
Hun møder snart en ny mand, Max, som både Mikkels og Lises hjerter vinder, og som deler de samme holdninger til fremtiden som Freja.
