Inge Rasmussen kunne ikke gøre noget ved sin eneste og elskede datter, den stædige Fie. De havde en velstående familie: Fies far, Mads Nielsen, var læge, og hendes mor arbejdede som økonom i en mindre virksomhed.
Fie var forelsket i Jonas, en flink og alvorlig fyr, men ifølge Inge kom han ikke fra en ordentlig familie, og det var ikke den slags svigersøn, hun havde drømt om. Jonas havde ikke nogen mor hun døde under fødslen og han blev opdraget af sin far, Anders, og sin mormor, Gerda. Mormor var ofte syg, og da Jonas var femten, døde hun. Så blev det bare ham og hans far, der aldrig giftede sig igen og arbejdede som chauffør på en fabrik.
Forholdet mellem far og søn var fantastisk; de forstod hinanden, Anders drak ikke, og han støttede sin søn i alt. Jonas dyrkede også sport. Det eneste var, at de levede af farens eneste løn, og begge var klar over det. Jonas forlangte aldrig dyre ting, og Anders var taknemmelig for sin søn.
“Far, jeg har mødt Fie, en virkelig cool pige, men hun kommer fra en familie, hvor moren bestemmer alt. Inge er meget krævende, og jeg tror ikke, hun kan lide mig. I hvert fald føles det sådan, når jeg er hjemme hos dem.”
“Min dreng, det vigtigste er ikke hendes mor, men at der er kærlighed og forståelse mellem jer,” sagde faren beroligende.
Men Fie og Jonas lagde ikke mærke til noget; de elskede hinanden og forberedte sig allerede på brylluppet. Inge derimod drømte i smug om at bryde dem ad. Hun var totalt utilfreds med datterens forlovede, en bilmekaniker.
Fie og Jonas bryllup lignede nærmere en begravelse end en fest. Af alle gæsterne var det kun bruden og brudgommen samt deres forlovere, der smilede.
“Nej, det var ikke sådan et bryllup, jeg havde ønsket til min eneste datter,” tænkte Inge bedrøvet, mens hun så på sin Fie, der ikke engang var iført en hvid kjole.
Selvom forældrene gerne ville købe den dyreste brudekjole til hende, vidste Fie, at der ikke var mange penge i Jonas familie, så hun sagde nej til den hvide kjole. Fie stillede en betingelse for sine forældre:
“I giver mig pengene til kjolen, men I har ingen indflydelse på valget det vælger jeg sammen med min veninde Mette. Jonas betaler selv sin egen outfit.”
Inge så først datterens bryllupslook på selve dagen hun havde ikke set det eller forestillet sig det før. Kjolen var ikke traditionel, men i en blød kaffefarve, der perfekt matchede det lyse rødgule i hendes hår. På hovedet havde hun en lille, original krans, og mest chokerende på fødderne havde hun sneakers.
Brudgommen holdt trit med bruden: han havde en skjorte i samme farve, bukser og også sneakers. Ungdommen syntes, det var et sejt og ultra-modernt valg, men Inge var i chok.
“Mad
