Telefonen ringer. Det er skolen.
“MOR, jeg er færdig. Jeg kommer hjem.”
Hjemturen skulle tage tredive minutter. Halvanden time går. Jeg ringer.
“Hallo?”
I baggrunden høres larm, råben og bandeord.
“Hvor er du?”
“Jeg er der snart, vent.”
Så lægger han på.
Jeg ringer igen. Ingen forbindelse.
Hvor lang tid tager det for en mor at arbejde sig op i en tilstand, hvor halsen snører sig sammen, og hænderne ryster?
For mig? Ti sekunder. Måske lidt mere.
Så begynder fantasien at male de vildeste billeder: Han er kommet i slagsmål. Han er blevet overfaldet. Røvet. Noget frygteligt er sket. Noget uopretteligt.
Jeg kaster tøjet på. Løber. Hvor? Langs busruten. Tjekker alle opgange i nærheden. Ringe til klasselæreren? Nej, først politiet. Nej, til familiens ven, den tidligere betjent fra København. Find hans telefon! Kan man spore en telefon, hvis den er slukket?
Jeg stirrer ud mod indgangen. Der er to indgange, jeg løber fra det ene vindue til det andet. Samtidig trykker jeg på ring-knappen igen. Og igen. Ingen forbindelse.
Tyve minutter mere af mareridt.
Jeg trækker bukserne på. Trøjen. Pas. Nøgler. Jeg famler gennem lejligheden efter min telefon.
Vender alt på hovedet. Telefonen er væk. Jeg river dynen af sengen. Noget forhindrer mig i at rode i vasketøjet. Åh, det er telefonen. Åh, du har hele tiden holdt den i hånden.
Jeg river frakken ned fra knagen. Græd ikke. Bare ikke græd. Gud, jeg råbte af ham i morges fordi han ikke havde redt seng. Hvorfor betyder den seng noget?! HVORFOR BETYDER DEN SENG NOGET, DIN TOSSE?! Aldrig, aldrig, aldrig mere vil jeg skælde ham ud. Min dreng, min dreng.
Dørtelefonen piper.
“Hallo?”
“Det er den franske fremmedlegion, der hilser!”
“Hvor har du været?!”
“Mor, åbn døren, der er folk, der venter,” siger den franske fremmedlegion.
Jeg smider frakken. Går hen for at åbne døren.
“Jeg slår dig ihjel,” lover jeg mig selv med mørk beslutsomhed.
Han træder ud af elevatoren. En halvanden meter høj kæmpe. En tung rygsæk på ryggen. Lommen på jakken buer mistænkeligt.
“Hvor har du været?” hvæser jeg som en vred drage.
“Mor, jeg blev til ekstra historietime.”
“Kunne du ikke lige give besked?”
“Det skete pludseligt. Jeg nåede det ikke. Da jeg tænkte på det, var skoletiden allerede forbi.”
“En sms? Så jeg ikke skulle være bekymret?”
“Mor, du ved godt, man ikke må bruge telefon i undervisningen!”
“Du ringede senere, og der var nogen, der bandede!”
“Åh, det var nogen fulde mænd på stoppestedet, der skændtes. Jeg ville sige det, men telefonen gik død.”
Jeg står og gisper efter vejret.
“Her, til dig,” siger han og tager en is ud af lommen. Og smiler. Stort.
Smilet er mit. Og min fars.
For tre år siden, da pengene var knappe, tog han altid hundrede kroner med, når han gik ud med vennerne. Han kom altid hjem med en chokoladebar. Jeg ved ikke, hvordan han sparede sammen. Men han kom altid med chokolade. Og rakte den til mig på dørtærsklen.
“Mor, den er til dig.”
Den er til mig. Ja. Min. Om mig.
Den er for evigt. For hele mit velsignede, lykkelige liv som mor.
Hvis jeg bare kunne lære ikke at gå i panik så hurtigt…
