Fredag den 17. marts
Du forstår vel, at gutterne er på vej, og du har ikke løftet en finger i køkkenet endnu? lød det irriteret ude fra gangen.
Jeg tørrede sveden af panden med håndryggen og vendte mig om. I døråbningen stod min kone, Rikke. Hun havde allerede skiftet til bukser i blødt stof og en ren T-shirt. Det var tydeligt: Nu skulle der hygges fredag aften og det på hendes præmisser.
Rikke, jeg er først kommet hjem fra arbejde for fyrre minutter siden, svarede jeg så roligt jeg kunne, mens jeg snittede kartofler. Jeg kan ikke nå at lave mad til fem voksne mænd, når du først fortæller mig om gæsterne til frokost.
Åh, lad nu være med det drama, sagde hun og rullede øjne, mens hun lænede sig op ad dørkarmen. Det er da bare nogle kartofler og lidt kød i ovnen. Det er jo ikke, som om jeg tvinger dig til at flytte læs på havnen. Mine venner kommer vi har ikke haft en rigtig aften sammen længe. Sørg nu for, at det hele tager sig ordentligt ud, okay? Og lav lige en salat eller et eller andet. Man kan ikke bare sætte én slags pølse på bordet.
Hun gik ind i stuen, hvor TVet hurtigt blev tændt. Jeg sukkede og tog et blik på den stabel af beskidte tallerkener, Rikke havde efterladt fra sin egen frokost.
Otteogfyrre år gammel, toogtyve års ægteskab. Engang blev jeg faktisk glad, når der skulle komme gæster jeg kunne lide at lave mad, jeg nød stemningen og var stolt af at være den hyggelige vært. Men med årene ændrede noget sig. Måske var det dem, der kun dukkede op for gratis mad, måske blev Rikke bare vant til at tage min indsats for givet.
Jeg åbnede køleskabet, hev grøntsagerne frem og gik i gang med at snitte tempoet op. Benene værkede efter en lang dag som regnskabsassistent på kontoret, og bedst som jeg havde lyst til bare at tage et varmt bad og lægge mig under et tæppe med en bog, stod jeg der og passede på, at svinekammen ikke brændte på, og at kartoflerne blev lækre og sprøde, som en ægte dansk aftensmad.
Det ringede på døren, og lydene af latter og tunge skridt fyldte gangen.
Hej, makkeren! lød det fra Peter, min gamle kammerat.
Kom indenfor, gutter! Rikke var ivrig. Smid skoene, og tag nogle hjemmesko. Maden er næsten klar!
Jeg dækkede hurtigt op i stuen. Havde knapt nok fået arbejdstøjet af og skiftet til mine slidte jeans og en skjorte, forklædet sad stadig udenpå.
Fire gæster kom brasende ind: Peter, Mads, Jesper og så selvfølgelig Rikke selv. De lugtede lidt af udeliv, cigaretter og billig aftershave, og ingen af dem havde så meget som tænkt på at tage en buket tulipaner eller en chokolade med. På bordet stod der til gengæld en hel del flasker snaps og øl med det samme.
Thomas, du er sgu en sand husholderske! sagde Mads højt, idet han satte sig for bordenden. Hvad skal vi have? Der er vel kød på bordet? Vi er sultne som ulve efter arbejde.
Alt er der, svarede jeg tørt og satte en stor skål salat foran ham. Velbekomme.
Jeg forsøgte at sætte mig roligt på kanten af sofaen. Men straks klappede Rikke i fingrene:
Thomas, hvad med de syltede agurker? Og du har ikke skåret brødet. Skynd dig lige ud med det. Vi hælder bare op i mellemtiden.
Jeg sammenbed tænderne og gik i køkkenet. Frem med mine hjemmesyltede agurker dem, jeg havde lavet sidste sommer i stegende hede. Skar brødet ud og lagde det i kurven. Tilbage i stuen var mændene allerede dybt i snakken om biler, arbejdsgivere, de sædvanlige emner. Ingen bemærkede mig. Mændene gik om bord i maden som om, de ikke havde spist i en uge, gaflerne klirrede.
Hør lige, Rikke, sagde Peter med munden fuld. Det smager okay, men det er lidt tørt i dag. Men det glider ned med snaps, ikke?
Hvad skulle jeg ellers gøre, grinede Rikke og lænede sig mageligt tilbage. Jeg har opdraget ham. Når jeg siger, der skal dækkes op, så bliver der dækket op. Ingen diskussioner. I har kvinder, der brokker sig; herhjemme er det mig, der bestemmer. Man skal vise, hvem der er chefen fra starten.
Jeg stod lige ved at rydde de tomme salatskåle af og fik et stik i maven. Noget sprødt indeni mig bristede. Jeg rettede mig op og kiggede lige på min kone. Hun anede det slet ikke var for optaget af selvtilfredsheden blandt vennerne.
Thomas, hvad stirrer du efter? spurgte hun irriteret, da hun endelig så på mig. Kom med hovedretten, kartoflerne bliver kolde. Og husk rene snapseglas, Jesper smadrede sit.
Jeg så på glasskårene på gulvet og videre til Mads, der tørrede fingrene af i min hvide serviet. Så på Peter, der fejede krummer ned på gulvet, og så på Rikke der strålede af arrogance.
Maden er på komfuret, sagde jeg lavmælt men overraskende fast. Der står glas i skabet over vasken. Fejebakken er på badeværelset bag vaskemaskinen.
Stilheden lagde sig over bordet. Peter frøs med gaflen i hånden. Rikke så forvirret ud.
Hvad laver du? sagde hun og fnisede lidt. Strejke nu? Skal det nu være et show foran gutterne? Kom nu, tag dig sammen og hent maden.
Jeg siger det én gang til, maden står færdig.
Jeg bandt forklædet op, foldede det sammen og lagde det ved siden af spegepølsen midt på bordet. Så gik jeg ud.
Hvad fanden sker der? hørte jeg Jesper hviske overrasket.
Pff, sikkert bare PMS eller hun har haft en dårlig dag, sagde Rikke vrissent. Lidt ballade, det går nok over. Bare slap af, hun kommer med det om lidt.
Men det gjorde jeg ikke. Jeg gik ind i soveværelset, fandt min gamle sportstaske frem fra øverste reol og begyndte omhyggeligt at pakke. Undertøj, trøjer, jeans, toilettaske. Mine hænder var rolige. Jeg mærkede hverken panik eller vrede, bare en isnende klarhed.
Jeg tog mine papirer fra kommoden, pakkede dem i bunden af tasken, lynede og trak i frakken. Rakte ud efter mine sko i entreen og listede ud af døren. Inde i stuen var latter og høj snak stadig i gang mit fravær gik ingen på. Døren smækkede sagte bag mig.
Den kolde, klare vinterluft ramte mit ansigt og føltes pludselig befriende. Jeg fandt min telefon og ringede til min lillesøster.
Hej, Katrine. Er du vågen?
Thomas? Selvfølgelig, klokken er jo ikke engang ni. Er alt godt? Du lyder mærkelig.
Ikke helt. Må jeg bo et par dage hos dig?
Selvfølgelig, kom nu bare! Jeg sætter vand over til te.
En time senere sad jeg i Katrines varme køkken og holdt om kruset med kamillete. Inde i stuen snakkede jeg det hele igennem, mens hun trampede rasende frem og tilbage.
Jamen, hvor er det typisk! snerrede hun. Han har opdraget dig? Uden dig kan den kvinde jo ikke koge pasta! Det var på tide, du gik. Hun har jo taget dig for givet i årevis set dig mere som hushjælp end som mand.
Det værste er næsten, at jeg selv lod det ske, svarede jeg stille. Jeg sagde intet år efter år, prøvede at gøre hende glad, bar over altid bange for ballade eller hvad folk ville tænke. Men i dag faldt det hele bare sammen for mig. Når jeg ser på hende nu, er hun en fremmed. Egoisme, ren egennytte. Jeg har ikke lyst til at spille med længere.
Hvad vil du så gøre?
Skilles, sagde jeg roligt. Børnene er ude af huset. Søren bor jo i Aarhus med sin familie. Jeg har ikke mere at blive for.
Vi brugte aftenen på at lægge en plan. For første gang i mange år følte jeg, at jeg kunne trække vejret frit. Jeg sov roligt på Katrines gæstesofa vågnede ikke en eneste gang for at spekulere på, om der stod gas på, eller om Rikke havde låst døren.
Morgenen efter kimede telefonen. Kone stod der på skærmen. Jeg tog en dyb indånding og svarede:
Ja?
Hvor er du?! hun var rasende og forvirret. Jeg vågner, og du er væk! Her er kaos, roder, tallerkner overalt. Er du rigtig klog, bare forsvinde midt under en sammenkomst?
Jeg er hos Katrine. Og jeg kommer ikke hjem.
Der var stille i røret. Rikke havde ikke ventet det svar.
Hvad mener du med det? Thomas, hold nu op med pjat. Du var lidt sur i går, men jeg fortalte bare gutterne, du ikke var helt på toppen. Kom nu hjem, her skal ryddes op!
Så må du rydde op. Du er jo chefen, ikke? Eller så kan Peter tage en tørn han var jo vild med dine opdragelsesmetoder.
Hvordan taler du?! Kan du høre dig selv? Hvis du ikke er hjemme inden længe, kan du blive væk!
Fint forslag. Jeg søger om skilsmisse, Rikke.
Skilsmisse? hun lo nervøst. Prøv du bare! Men husk: lejligheden får du aldrig fat i den er min. Jeg har tjent pengene! Du kan gå ud på gaden.
Men jeg havde tænkt det igennem. Vi havde købt lejligheden i fællesskab under ægteskabet, betalt kreditten sammen. Halvdelen var min, det vidste hun også, hvis hun gad tale med en advokat. Enten måtte hun købe mig ud, eller også sælge og dele pengene. Jeg sagde, jeg ikke ville gå på kompromis.
Du er bare grådig… hun hev efter vejret i den anden ende.
Nej, jeg vil bare have det, jeg har ret til. Vi taler gennem advokater fremover. Jeg henter mine ting i weekenden, når du ikke er hjemme.
Jeg lagde på. Mine hænder rystede lidt, men indeni var der en ny slags ro. Katrine løftede tommelfingeren og smilede.
De næste uger gik med papirarbejde, møder og forhandlinger. Rikke svingede fra at tude til at blive truende. Hendes mor ringede endda flere gange for at prøve at give mig dårlig samvittighed. Jeg blokerede deres numre og koncentrerede mig om en ny start.
En måned senere sad vi, lidt stive, på et advokatkontor og underskrev bodelingen. Rikkes egen advokat havde sagt, at der ikke var nogen sag retten ville dele det hele op alligevel.
Hun så slidt ud, da hun ankom hun savnede tydeligt sin gratis hjælp i hjemmet. Jeg havde fået en ny frisure, og øjnene i spejlet så mere sikre ud end længe.
For at betale mig måtte hun tage et lån i lejligheden halvdelen blev min. Da vi gik ud fra kontoret, hvæsede hun:
Så, er du glad nu? Nu sidder jeg tilbage med gæld på mine gamle dage! For hvad? Hvad får du egentlig ud af det her? Der er da ingen, der gider have en mand på din alder.
Jeg så på hende, følte hverken vrede eller sorg. Blot vemod. Så mange spildte år. Jeg sagde roligt:
Det vigtigste er, at jeg har mig selv. Det er rigeligt for mig. Held og lykke fremover, Rikke nu må du lære at lave pasta. Ellers må du ringe til Peter og Mads.
Jeg gik ned mod Vesterport Station. Jeg havde fundet et par små, lyse lejligheder i Valby og Frederiksberg til priser, jeg kunne klare for min del. Jeg drømte om en stue med stort vindue og et køkken, hvor jeg kun lavede mad, fordi jeg havde lyst.
Solen lunede, og fuglene i Søndermarken sang. Jeg gik og smilede. Forude ventede et liv uden krav, beskidt service eller gammelt forklæde. For første gang i mange år føltes det, som om verden var min.
Min vigtigste lektie: Lykke og frihed starter, når man tør vælge sig selv.
