Tilfældigt Ægteskab
Kirstine dækkede bordet omhyggeligt pæne tallerkener, skeer, gafler, vinglas. Hun gik ud i køkkenet for at tjekke, om aftensmaden var klar: salaten var lavet, forretterne var skåret fint ud, stegen stod i ovnen og ventede på sit store øjeblik, tilbehøret var gjort klar.
Sådan, nu var alt parat.
Hun gik op på soveværelset, iførte sig en elegant aftenkjole, lod det lyse hår falde løst ned over skuldrene som et vandfald, lagde en diskret makeup og tog de høje hæle på.
Kirstine så sig kritisk i spejlet, gav sig selv et smil, blinkede drillende, og gik så ned i køkkenet igen.
Om femten minutter skulle Ditlev komme. Så ville hun dæmpe lyset, tænde stearinlys og gøre klar til en festlig middag for ham.
Ditlev fyldte 40 i dag, og selvom mænd sjældent gør et stort nummer ud af den slags, havde Kirstine alligevel lyst til at overraske ham med noget særligt.
Klokken slog syv, men Ditlev var stadig ikke ankommet.
Han sidder nok fast i trafikken, tænkte Kirstine og gik endnu en runde gennem huset.
Da klokken nærmede sig otte, begyndte hun at blive urolig. Ditlev plejede aldrig at komme for sent og han plejede altid at ringe.
Denne gang ringede hun ham op, men blev mødt af en irriteret stemme:
Se nu hvor trafikken står stille!
Hvilken trafik? Kirstine kastede et blik på Rejseplanen og livekortet over København. Der er da ingen kø
Klokken ni tikkede en sms ind: Vent ikke på mig.
Py ha. Kirstine anede ikke, hvad hun skulle tro. Og hvem hun kunne ringe til var også en gåde.
Hun pakkede omhyggeligt det service væk, hun kort forinden havde anrettet med kærlighed, gik rastløs rundt indtil klokken blev 23, og lagde sig så i sengen dog uden at kunne sove. Hun vendte og drejede sig, og mødte træt og knust op på arbejdet næste dag.
Ditlev kom heller ikke hjem den nat. Kirstine havde ringet til ham utallige gange, men mobilen var slukket. Endnu en urolig nat.
Om morgenen sad hun i køkkenet, overbevist om, at hun ikke kunne tage på arbejde i dag.
Pludselig gik døren op, og Ditlev trådte ind.
Hej, sagde han bryskt.
Kirstine sad bare og stirrede på ham, tavs. Hun havde troet, hun ville råbe og bebrejde ham, men hun havde ingen kræfter tilbage.
Hvor har du været? spurgte hun blot.
Kirstine… jeg har fundet ud af, hvad jeg savner for at være rigtig lykkelig.
Hvad da?
Et barn!
Kirstine stirrede uforstående på ham. Et barn? Han har jo aldrig villet have børn. Han havde sagt det fra starten: han elskede hende, men børn var ikke noget for ham. Og hun havde accepteret det, fordi hun elskede ham så højt.
Du vil have, at vi skal have et barn? det var jo hendes drøm måske var der nu en chance?
Kirstine, du fylder snart 40. Vi får næppe et barn nu. Du er skøn, og vi har haft 15 fantastiske år sammen, men nu venter en anden kvinde barn med mig.
Kirstine blev bleg. Det slog helt benene væk under hende.
Ditlev, kvinder får altså også børn som 40-årige…
Ditlev stoppede hende.
Lad nu være. Hør Jeg har mødt en yngre kvinde, som venter mit barn. Du er for gammel for mig. Vær rar at pakke dine ting og flytte ud.
Hvad? Hvordan kan du bede mig om det? Huset er ikke kun dit! Vi har bygget det sammen.
Du tager fejl. Alt står i mit navn. Du er ikke min hustru, så du har ingen rettigheder. Hvis ikke du flytter, må jeg tilkalde politiet.
Kirstine ville så gerne tage jakken på, gå sin vej med løftet hoved. Men hvor skulle hun dog tage hen? Hun havde heller ikke råd til en lejlighed. Og så skulle hele garderoben jo købes igen
Hun gik op på soveværelset, fandt kufferten frem og begyndte at pakke sit tøj. Så blev det tid til sengetøj.
Hey, hvorfor tager du lagnerne? sagde Ditlev, der stod i døren, og betragtede hende.
Det har jeg købt. Jeg har kvitteringen.
Og hvad laver du med min jakke? Den har jeg ikke engang fået brugt den fik jeg af dig for nyligt!
Kirstine fniste:
Jeg købte den, og kvitteringen ligger hos mig. Jeg mindes ikke, at jeg har givet dig den.
Ditlev rasede, men Kirstine forblev rolig og pakkede kun ting, hun havde betalt for. Hun var slet ikke klar til alt det her. Hun havde i årevis overført penge til Ditlevs konto, fordi han mente, hun ikke kunne spare op og nu? Ville han nu bare sige, at det var hans penge? Hun kunne i det mindste sælge et eller andet på Den Blå Avis
Det endte med en god bunke ting og møbler, som hun måtte få transporteret væk, inklusive diverse husholdningsapparater og et par sofaer og et skab på lån, i hendes navn.
Da det sidste var læsset, modtog Ditlev nøglerne og låste døren. Kirstine bad vognmanden vente lidt.
Giv mig et kvarter, tak?
Han nikkede. Kirstine løb ned til åen bag huset, kastede armene om en gammel birk og lod tårerne få frit løb.
Hvornår gifter I jer så? Hvornår kommer barn? Jeg elsker dig men hvorfor gifte sig? Er vi ikke lykkelige sammen? Dette er vores hjem! Nej, børn binder kun, vi mister friheden. Vi har det godt, vi har ingen brug for andre. Min datter, er du sikker på ham?
Tankemylderet jog Kirstine. Dengang for 15 år siden troede hun på ham. Nu? Nu stod hun nyligt fyldt fyrre og uden tag over hovedet, uden nogen sikker base.
Tiden gik.
Kirstine fik solgt noget af det overflødige, lejede et værelse, passede sit arbejde, lagde penge til side og overvejede, om hun kunne købe sig en lille lejlighed.
Folk omkring hende var dog ikke blege for at fortælle, hvordan Ditlev nu var blevet gift, at konen snart ventede barn, og hvordan de kørte rundt i Kirstines gamle bil og boede i et hus, hun havde lagt halvdelen til, og som om de samtidig ikke kunne lade være med at nævne hendes alder at hun havde brugt sine bedste år på ham og nu var alene, mens Ditlev nusser om sin nye kone.
Du er selv skyld i det! Du skulle have insisteret på at få børn.
Du er selv skyld i, du levede med én uden ægteskab
Din egen skyld Alt sammen.
Hver dag blev en prøvelse for Kirstine. Hun vidste godt, hun havde elsket ham mere end sig selv, men de var jo lykkelige sammen? Det havde hun da troet selvom det nu var ondt at høre.
…
Hvad vil du så nu? spurgte hendes veninde, Birthe.
Jeg ved ikke Havde tænkt mig at købe en lejlighed.
Kirstine! Hvorfor? Tror du, de tier bare fordi du har købt noget? De vil sladre uanset.
Det gør mig ikke noget…
Jeg kan se, du har forandret dig. Du er ikke længere sprudlende og glad. Du var så smuk, mændene stod i kø! Hvad nu? Nu holder de sig væk.
Jeg forstår det ikke. Hvad vil du have, jeg gør?
Flyt væk herfra. Start forfra et andet sted.
Kirstine stirrede skræmt på veninden hvordan skulle hun kunne droppe jobbet og bare rejse væk? Og hvorhen og i den alder?
Så flyt til en stor by og skift job! Et sted med flere mænd du er nødt til at gøre noget!
Kirstine sukkede. Gøre hvad? Ditlev var vidunderlig, ingen ville kunne måle sig, det vidste hun godt og tårerne pressede sig igen på.
…
Endnu noget tid gik.
Ditlevs kone havde født, og Ditlev trivedes som aldrig før. Hver og en i omgangskredsen følte trang til at fortælle det til Kirstine, og det blev kun sværere for hende at bære.
Birthe har nok ret. Jeg burde flygte. Denne by er fyldt med spøgelser af håb, der aldrig blev til noget. Men hvem har brug for én, der er fyldt fyrre?
Kirstine? Det var telefonen. Den gamle nabo, fru Antonie.
Ja, hej Antonie.
Hej du, jeg har et ærinde Jeg vil gerne have opskriften på din lagkage, du ved den gode.
Ja, den kan jeg godt huske. Skal jeg sige den?
Ærligt talt jeg vil helst have, du bager den for mig. Jeg betaler selvfølgelig.
Selvfølgelig, Antonie. Hvornår skal du bruge den? Kirstine vidste, hun ikke havde lyst til at komme på de kanter, men kunne ikke sige nej til den gamle dame.
Til på lørdag.
Undskyld, hvem søger du? Kirstine stod udenfor porten hos Antonie med kagen i favnen, da en mand dukkede op fra nabosiden.
Jeg har bragt en lagkage.
Nåh, kagen! Kom endelig ind.
Han fulgte hende ind.
Mon det er Antonies søn? tænkte Kirstine. Hun vidste godt, damen havde en søn, men hun havde aldrig set ham, for Antonie tog altid selv til ham.
Mor, der er du! lød mandens stemme. Så var det sønnen.
Kirstine, det var længe siden! Anders, det her er Kirstine. Kirstine min søn Anders. Tusind tak for kagen. Bliv dog og få en kop te med os.
Kirstine blev forlegen og ville afslå.
Nej, nej, det må du ikke, sagde Antonie og gik i køkkenet for at sætte vand over.
Tag det roligt, sagde Anders. Mor insisterer altid på at præsentere mig for alle. Hun håber, jeg gifter mig.
Og hvad mener du selv?
Jeg er ikke imod ægteskab, men jeg har bare ikke mødt én endnu, der er rigtig.
De sad sammen, drak te og snakkede hyggeligt. Hos Antonie var der trygt og varmt; Kirstine følte sig som ti år yngre.
Der er faktisk en grund til, jeg bad dig komme, Kirstine.
Hun blev urolig.
Du er et godt menneske. Og jeg kan slet ikke lide, hvordan Ditlev behandlede dig.
Så forsvandt hyggen.
Jeg mener bare, du skal væk herfra. Ingen lader dig få ro. Anders, manglede du ikke en assistent? Tag nu Kirstine.
Ej, Antonie, behøver du? Kirstine blev rød.
Hvad kan du? spurgte Anders. Jeg kunne faktisk godt bruge hjælp.
Kirstine forklarede, hun var revisor, hun kendte til alt kontorarbejde og kunne lide at omgås folk.
Lad os prøve, sagde Anders. Vil du væk, hjælper jeg dig gerne.
Og han gjorde det.
…
Efter en tid mærkede Kirstine, at livet vendte tilbage. Hun begyndte at smile igen, hun blev smukkere, og snart havde hun også mod på at møde nye mænd.
Kirstine, du stråler jo! sagde Anders’ ven, Søren, en dag.
Kirstine lo:
Hvad mener du dog?
Mener, du burde føres hjem til hulen med det samme!
Så må det være alvorlige intentioner, sagde Anders.
Det kunne det såmen være, sagde Søren. Kirstine, vil du gifte dig med mig?
Hun brød ud i latter:
Ja, det kan jeg da godt.
Sådan! Vi går hen og melder det nu. Det er lige rundt om hjørnet.
Sikke en spøgefugl, tænkte Kirstine, men hun tog jakken og fulgte med. Men minsandten de afleverede ansøgningen til vielse! Spøgen blev til alvor.
Søren, har du tænkt dig godt om du kender mig jo næsten ikke.
En mand ved udmærket, når han vil gifte sig, og det vidste jeg, fra jeg så dig første gang. Skal vi ikke sige du til hinanden?
Og sådan blev Kirstines ægteskab til. Efter noget tid fik de en datter.
Nogle gange tog hun sig selv i at kigge på familien, og troede dårligt det var sandt.
…
Hej, Kirstine! Kirstine gik tur med datteren, da telefonen ringede. Ukendt nummer. Det var Ditlev.
Hej.
Vi skal tale sammen.
Hvorfor?
Det er vigtigt.
Kom du bare forbi.
…
De sad på café, Ditlev overfor hende. Han så ud som altid flot, velklædt, men fremmed.
Du ser fantastisk ud, sagde Ditlev. Forsøgte at tage hendes hånd, men hun stoppede ham. Kirstine, jeg tog fejl. Jeg ser det nu. Kom tilbage!
Hvad er der sket? hun kiggede overrasket.
Hun snød mig. Fik mig til at gifte mig med hende
Nærmest holdt dig fanget? Kirstine smilede.
Hun brugte barnet som pres. Men barnet er ikke mit. Vi bliver skilt.
Jeg forstår.
Jeg vil gifte mig med dig, så snart papirerne er i orden.
Utroligt, sagde Kirstine. Virkelig utroligt. Bliver du ikke generet af min alder? Det er da rart, du huskede mig, men jeg er gift og lykkelig.
Du gift?
Ja.
Og måske børn også?
En datter. Undskyld, Ditlev, men jeg må gå.
Kirstine rejste sig, forlod caféen, trak vejret dybt og lod det milde, danske solskin varme sig. Hun kunne nærmest ikke vente med at komme hjem til Søren og deres lille datter.
