Jeg har aldrig set mig selv som en skønhed. Og man kunne heller ikke kalde mig køn. Men ikke alle kan gå på catwalken… Til gengæld havde jeg i skolen kun søde piger som veninder. Først undrede det mig, men min bedstæmor åbnede mine øjne:
»Åh, min pige! Det passer dine veninder fint at gå på dates med dig, den »grå mus«! Du stjæler ikke deres kærester. Hvem skulle dog falde for dig?«
Ordene gjorde ondt. Men efter at have tænkt sig om, trøstede bedstemoren mig:
»Vær ikke ked af det. Man trykker ikke pebernødder af et ansigt. Husk, min skat, for meget farve falmer hurtigt. Vær ikke bedrøvet, min lille due der findes også en, der vil have din kage.«
Der kom ingen »kageædere« før jeg blev 27. I mellemtiden studerede og arbejdede jeg flittigt, for jeg vidste, at jeg kun kunne regne med mig selv.
Mads mødte jeg gennem min veninde Mette. Han havde »irriteret hende til døde«, som hun sagde.
»Tag ham, Lise! Måske bliver der noget af det. Jeg skal giftes,« sagde hun bare.
Jeg tog gladeligt imod Mads. Jeg ville overskylde ham med kærlighed. Han tiltalte mig virkelig, og jeg var træt af at være alene. Hvorfor vente?
Det føltes som om Mads lettede, da han kom i mine arme. Vi blev gift kort efter.
Men bedstemor advarede mig:
»Pas på, Lise. Jeg kan se, at din Mads ikke er færdig med at lege. Han skulle have levet sig lidt mere ud, før han blev gift. Ros ikke dit ægteskab efter tre dage, men efter tre år«
Men dengang var jeg ligeglad. Mads og jeg var som to kalve, der slikker hinanden, hvor vi mødes. Ægteskabet gav mig uendelige vinger!
Så kom vores søn Nikolaj. Mads elskede ham helt vildt. Læste eventyr for ham om aftenen, sang vuggeviser, forkælede ham.
Da Nikolaj blev større, hang han mere ved sin far end ved mig. Jeg var ikke jaloux. Bare familien var lykkelig.
Vi levede fem år i ubeskrevet lykke. Men ulykken ventede lige om hjørnet
Måske var Mette jaloux, måske havde hun aldrig rigtig glemt Mads uanset hvad, så tog hun ham tilbage i sine klæbrige arme. Jeg hørte fra andre, at Mette var blevet skilt og ikke havde børn.
Jeg følte mig blegnet. Mine vinger hang slapt. Mit lykke måtte have ligget forkert. Gråden syntes uendelig. Det var umuligt at forklare Nikolaj. Nu var det mig, der fortalte eventyr om hans far. Men tørrede tårerne og opdragede ham alene. Inderst inde håbede jeg, at Mads ville komme til fornuft og huske vejen hjem, ihvertfald for Nikolajs skyld.
Mads kom for at hente sit pas. Han mumlede noget om, at Mette ville være gift ordentligt. Jeg nægtede at give ham det. Mads trak bare på skuldrene og gik. Senere fik han et nyt pas.
Jeg ved ikke, hvad Mette lokkede ham med, men Mads glemte os helt. Selvom Jeg indrømmer, at Mette var den smukkeste i klassen. Lysende, munter, sorgløs og forførende. Hun kunne væve smukke ord. Men ofte sagde hun én ting og så en anden. Det generede mig aldrig. Men det burde det have. Som man siger blide ord, giftigt hjerte.
Jeg skulle have forstået, at Mette bare udlejede Mads til mig. Midlertidigt. Hun sagde jo: »Jeg skal giftes.« Og da ægteskabet sluttede, skulle jeg aflevere det lånte tilbage.
Jeg blev to gange kaldt i retten for skilsmisse. Jeg mødte ikke op. Trækkede tiden ud og min sjæl.
Tiden gik. Mads begyndte måske at tænke sig om. Han savnede Nikolaj. Spurgte om han måtte se ham. Jeg sagde selvfølgelig ja. Jeg tænkte ikke længere på Mads. Nikolaj og jeg havde lært at leve alene. Han blev tolv.
Ulykker kommer uden varsel. En dag stod Mette i min dør.
»Hvordan går det, veninde? Er du ikke gift?« spurgte hun hånsmilet.
»Hvad vil du?« svarede jeg iskoldt.
»Mads vil gerne sige farvel til Nikolaj. Han er på hospitalet,« sagde hun ligeud.
Mine knæ gik i stykker, alt blev sløret.
»Hvad er der med Mads?« hviskede jeg.
»Han skal opereres i morgen. Han tror ikke, han overlever,« sagde hun og ville gå.
»Han overlever! Han SKAL overleve!« råbte jeg efter hende.
Operationen lykkedes. Mads overlevede, men blev invalide som 40-årig. Han kunne ikke gå alene, brugte en stok. Spørgsmålet var nu hvordan skulle han leve? Mette tog ham hjem fra hospitalet. Men jeg vidste, det ikke ville vare.
Jeg ville have Mads tilbage med det samme. Der var intet håb om Mette. Hendes sjæl var mørk som en brønd.
Jeg ventede. Måske ville mudderet bundfælde sig, og vi kunne drikke klart vand.
Tre måneder senere ringede Mette.
»Lise, Mads kan ikke være uden Nikolaj.«
»Eller er det DIG, der ikke kan være sammen med Mads?« svarede jeg skarpt.
Kort sagt kom Mads hjem til os. Mette havde skabt sådanne forhold, at han måtte gå. Ingen gider bo med en invalide.
Mads blev bitter, tavs og vred.
Men kærlighed er tålmodig, tilgiver alt og glemmer det onde. Nikolaj og jeg plejede ham dagligt. Langsomt tøede Mads op. Han begyndte endda at glemme sin stok. Han halter, men står på egne ben.
Et halvt år senere.
Mette dukkede op. Med en lille baby.
»Hvordan deler vi Mads? Jeg har hans datter,« sagde min eks-veninde.
»Mette, du er som ukrudt, der vikler sig om benene. Hvorfor hænger du fast i Mads hjerte? Du har knoet dig ind som en slange. Hvornår forsvinder du fra vores liv? Du lægger kun knuder i det! Hvornår får vi fred?« spurgte jeg bedende.
»Mads er MIN!« skreg hun.
Og hun havde ret. Jeg bebrejder ikke Mads. Han tog til Mette. Gammel kærlighed ruster ikke.
Bedstemor sagde bare:
»Lise, din mand er en omvandrende vandpyt!«
Nikolaj og jeg var alene igen. Min søn voksede og trøstede mig: »Vær ikke ked af det, mor. Vi klarer os.«
Åh, Mads, du er som en byld ved mit hjerte.
Havet er dybt, men et menneskes hjerte er dybere. Hvad gemmer der sig ikke der?
Efter Mads var min sjæl forladt, tom, frosset. Kun aske tilbage af kærlighed. Ingen mødte mig på vejen. Ingen varmede mig, tændte lys eller gav mig håb.
Tiden løb. Nikolaj blev gift og flyttede hjemmefra.
En dag mødte jeg Mads tilfældigt. Han så ynkelig ud. Øjnene var fulde af sorg. Som bedstemor ville sige: »Han vaklede og vaklede indtil han vaklede på en gaffel.«
»Hvor er du? Hvad laver du?« spurgte jeg forsigtigt.
»Ingen steder. Jeg går bare,« svarede han underligt.
Han så så hjemløs ud
Kort sagt, vi har været sammen i syv år nu. Måske skinner solen selv om efteråret. Vi passer vores barnebarn. Er vi lykkelige? Ja! Måske er det den ægte, udholdte kærlighed?
P.S. Mette giftede sig med en franskmand og flyttede til Frankrig med datteren. Sidst hun så Mads, sagde hun bare:
»Jeg efterlader dig til din skytsengel, Lise«
