To år efter skilsmissen mødte jeg min ekskone igen: jeg forstod det hele, men hun smilede bare bittert og afviste min desperate bøn om at starte forfra
Da vores andet barn blev født, gik Mette helt i stå. Før skiftede hun tøj fem gange om dagen, besat af at finde det perfekte look, men efter hjemkomsten fra sygehuset i Aarhus, virkede det som om, hun havde glemt alt andet end en slidt trøje og løse joggingbukser, der hang om hende som et flag af nederlag.
I dette “storslåede” outfit levede min kone ikke bare i hjemmet hun overlevede der, dag og nat, ofte sov hun i de samme klude, som om de var blevet en del af hende. Når jeg spurgte hvorfor, trak hun på skuldrene og mumlede, at det var nemmere at stå op om natten til børnene. Der var en slags mørk logik i det, må jeg indrømme, men alle de fine principper, hun engang prædikede “En kvinde skal forblive en kvinde, selv i helvede!” var forduftet. Mette havde glemt alt: hendes elskede kosmetiksalon i Odense, fitnesscentret, hun engang betragtede som helligt, og tilgiv mig frækheden hun ikke engang satte en bh på om morgenen, mens hun vandrede rundt i huset med en bryst der dinglede, som om det ikke betød noget.
Selvfølgelig forfaldt hendes krop også. Alt gik i stykker taljen, maven, benene, selv halsen mistede sin tidligere form, som en skygge af sig selv. Hendes hår? Et mareridt enten en vild, ukæmmet masse, som om en storm var fejet igennem, eller en hastigt sat klump, med striber der stak ud som et råb om hjælp. Det værste var, at før fødslen var Mette strålende en ren ti på skalaen! Da vi gik gennem gaderne i København, vendte mænd hovedet, deres blikke klistede til hende. Det strejfede min stolthed se min gudinde, kun min! Men nu intet var tilbage af hende, kun en falmet skygge af hendes tidligere storhed.
Vores hjem afspejlede hendes forfald et dystert kaos. Det eneste, hun stadig havde styr på, var maden. Ærligt talt, Mette var en troldkvinde i køkkenet, at klage over hendes mad ville være en synd. Men resten? Ren tragedie.
Jeg prøvede at vække hende, bad hende om ikke at lade sig selv gå sådan til, men hun smilede bare undskyldende og lovede forbedring. Tiden gik, og min tålmodighed svandt det daglige syn af dette ynkelige spøgelse blev uudholdeligt. En stormfuld aften fældede jeg dommen: skilsmisse. Mette prøvede at holde på mig, gentog tomme løfter, men hun skreg ikke, kæmpede ikke. Da hun så, min beslutning var uigenkaldelig, sukkede hun med smerte:
*”Som du vil Jeg troede, du elskede mig”*
Jeg lod mig ikke hive ind i en meningsløs diskussion om kærlighed eller mangel på samme. Jeg indgav papirerne, og ikke længe efter fik vi vores skilsmisseattest på kommunen i Aalborg slut på historien.
Jeg er nok ikke den bedste far bortset fra børnebidrag hjalp jeg ikke min eksfamilie med noget. Tanken om at møde den kvinde, der engang fangede mig med sin skønhed, var som et spark i maven, jeg helst ville undgå.
To år gik. En aften, mens jeg strejfede gennem Københavns pulserende gader, så jeg en silhuet i det fjerne hendes gang så bekendt, så let, næsten dansende. Hun gik direkte mod mig. Da hun kom nærmere, standsede mit hjerte det var Mette! Men hvilken Mette! Genfødt fra asken, endnu smukkere end i vores første, passionerede dage kvindelighed personificeret. Høje hæle, perfekt frisure, alt harmonerede kjolen, makeup, negle, smykker Og duften af hendes gamle parfume ramte mig som en bølge, druknede mig i glemte minder.
Mit ansigt må have afsløret alt chok, længsel, skam for hun brød ud i en skarp, triumferende latter:
*”Hvad, genkender du mig ikke? Jeg sagde jo, jeg skulle nok komme ovenpå du ville bare ikke tro på mig!”*
Mette tillod mig nådigt at følge hende til fitnesscentret, nævnte kort børnene de trives, sagde hun, fulde af energi. Om sig selv sagde hun ikke meget, men det var ikke nødvendigt hendes glød, urokkelige selvtillid, denne nye, skæbnesvangre charme skreg højere end ord.
Mine tanker fløj tilbage til de mørke dage: hvordan hun slæbte sig gennem huset, lammet af søvnløse nætter og dagligdagens byrde, indhyllet i den forbandede trøje og joggingbukser, med den ynkelige klump som et symbol på kætteri. Hvor det gjorde mig rasende den tabte elegance, flammen slukket! Det var den samme kvinde, jeg forlod, og sammen med hende vores børn, forblændet af mit eget ego og øjeblikkelig vrede.
Da vi sagde farvel, stammede jeg om jeg måtte ringe til hende, tilstod at jeg endelig forstod det hele og bad om en ny chance. Men hun sendte mig bare et køligt, sejrssikkert smil, rystede på hovedet med urokkelig fasthed og sagde:
*”For sent, min ven. Farvel.”*
