**Dagbog**
*Tirsdag, den 17. oktober*
Døren forbliver lukket.
Mor, åben døren! Mor, jeg beder dig! Sønnen hamrede hårdt på den metaldør, som om den skulle springe af hængslerne. Jeg ved, du er hjemme! Bilen er ikke her, så du er ikke gået!
Eva Kirsten stod med ryggen til døren og holdt en kop kold te. Hænderne rystede så meget, at porcelænet klirrede mod underkop.
Mor, hvad sker der? Stemmen fra Mads blev mere desperat. Naberne siger, du ikke har lukket nogen ind i en uge! Ikke engang Ida!
Ved navnet på svigerdatteren krøllede Eva Kirsten lidt sammen. Ida. Hans dyrebare Ida, som han ville gøre alt for. Selv det, der skete i torsdags.
Mor, jeg ringer efter en låsesmed! truede Mads. Vi banker døren ind!
Vover du ikke! råbte Eva Kirsten endelig uden at vende sig. Vover du ikke at røre den!
Mor, hvorfor ikke? Hvad er der sket? Tal til mig!
Eva Kirsten lukkede øjnene og prøvede at samle tankerne. Hvordan skulle hun forklare sin søn, hvad hun havde hørt? Hvordan fortælle ham, hvad hun tilfældigt havde opdaget, mens hun ventede i klinikkens gang?
Mor, jeg beder dig Mads stemme lød mindre nu, næsten bønlig. Jeg er bekymret for dig. Og Ida er også bekymret.
*Ida er bekymret.* Selvfølgelig. Hun var sikkert bange for, at hendes planer gik i vasken.
Gå nu, Mads. Gå, og kom ikke tilbage.
Mor, er du syg? Har du feber? Skal jeg ringe efter en læge?
Jeg har ikke brug for en læge. Jeg har brug for, at du lader mig være.
Eva Kirsten rejste sig og gik hen til vinduet. I haven stod Mads og talte i telefon. Sikkert fortalte han Ida, at hans mor igen var ved at lave en scene.
Sønnen så op og fangede hendes blik. Han tegnede, at han kom op. Hun trak sig tilbage og satte sig igen i lænestolen.
Et øjeblik efter bankede han igen på.
Mor, det er mig og Ida. Åben, jeg beder dig.
Eva Kirsten bed tænderne sammen. Så havde han taget hende med. Hans kone, der så omhyggeligt planlagde deres fremtid.
Eva Kirsten, lød Idas bløde stemme, det er Ida. Åben, er du sød. Mads er helt ude af den.
*Hvilken fremragende skuespillerinde.* Hun kunne ændre tonefald, når det passede.
Vi har taget mad med, fortsatte hun. Mælk, brød, hindbærsnitter som du kan lide.
*Hindbærsnitter.* Eva Kirsten smilede bittert. For en måned siden havde Ida fundet ud af, at hun elskede dem, og siden havde hun altid købt dem. *Hvilken god svigerdatter.*
Eva Kirsten, sig dog noget, lød Idas stemme, nu bekymret. Vi er så urolige.
*I* er urolige, gentog Eva Kirsten, så lavt, at de ikke hørte det.
Mor, jeg går ikke, før du åbner! erklærede Mads. Jeg bliver her hele natten, hvis det skal være!
Hun vidste, han mente det. Han havde altid været stædig, lige fra barn. Hvis han satte sig noget i hovedet, gav han ikke op.
Fint, sagde hun endelig. Men kun dig. Alene.
Hvad? Mads forstod ikke.
Ida skal gå hjem. Jeg taler kun med dig.
Hun hørte deres hvisken på gangen.
Mor, hvorfor dog? Ida er også bekymret.
Fordi *jeg* siger det. Enten kommer du alene, eller også kommer ingen.
Mere hvisken, så Idas stemme:
Okay, Eva Kirsten. Jeg går. Mads, ring, når du ved noget.
Hun ventede, til skridtene døde hen på trappen, gik så langsomt hen til døren og drejede nøglen.
Mads stormede ind som en orkan, krammede hende og så bekymret på hende.
Mor, du er blevet tynd! Du er bleg! Hvad er der sket? Er du syg?
Jeg har ikke været syg, sagde hun og slap ud af hans arme. Vil du have te?
Ja, svarede han og satte sig ved bordet med et skarpt blik. Fortæl mig, hvad der foregår. Hvorfor har du lukket dig inde i en uge?
Eva Kirsten satte tekanden på pladen og vendte sig mod ham.
Hvorfor skulle jeg åbne døren? Hvad godt har jeg at vente?
Mor, hvad snakker du om? Du kan da ikke blive herinde for evigt. Du skal handle, til lægen
Naboens Karen går for mig. Jeg giver hende listen og pengene. Og til lægen går jeg ikke.
Hvorfor ikke?
Hå
