Nytårsvagten: En vinterdag på det lokale fritidshus, hvor sneen klæber til støvlerne, gamle batterier summer, og helt almindelige danskere – vagtmesteren Serge, rengøringsdamen Zina og gæster på vej til familie og fest – deler te, pizza og små historier, mens klokken tæller ned til nytåret og håbet om varme og fællesskab midt i ensomheden

Nytårsvagten

Der var våd sne fra tidlig morgen den klæbede til støvlerne, gelænderet, og skiltet over indgangen: Kommunal institution for fritidsaktiviteter. Op ad formiddagen satte kulden ind, og den løse grød blev til en hård skorpe, der knirkede under fødderne.

Henrik Møller gik op ad trappen og greb fat om det kolde gelænder. Nøglerne klirrede i lommen, tasken hang tungt over skulderen; termokanden, en madkasse med rugbrød og ost, en notesbog. I forhallen lugtede der af fugtig gulvklud og den varme, støvede duft fra gamle radiatorer sådan som det altid er, når metallet varmes op for første gang i måneder.

Loftlampen kastede et svagt gulligt skær, som om den længtes efter at sove.

Henrik tog huen af, hang den på knagen, og strøg rutinemæssigt fingrene gennem det grålige hår på nakken. I spejlet bag skranken så han en mand lige ved de halvfjerds; bredt ansigt, kartoffelnæse, trætte men milde øjne. Sneen hang fast på kraveen.

Nå, så er du her, gamle mand, mumlede han. Sidste vagt i år.

Ved bordet sad dagvagten Inge-Marie Jørgensen, i sin uldne vest. Hun var allerede ved at pakke sammen: fingerløse vanter på, lagde æbler, appelsiner og nogle papirer ned i en pose.

Du kom sent, sagde hun uden bebrejdelse. Jeg troede ærlig talt, jeg skulle sidde her til fyrværkeriet.

Bussen sad fast ved krydset, sagde Henrik. Asfalten er endnu ikke ordnet, som sædvanligt.

Ja, huller er et vilkår her, svarede Inge-Marie med et suk. Nå, tag over.

De satte sig ved bordet, åbnede afleveringsprotokollen, udfyldte og underskrev.

Kameraerne virker, alarmen er fin, remsede hun op. Aktiviteterne er aflyst, ferie indtil den tiende. Juletræet i festsalen fik vi ikke helt pillet ned, tiden løb fra os. Og ind til direktørens kontor skal du ikke; elektrikeren kommer efter nytår, ledningerne driller.

Fint, nikkede Henrik.

Der kommer nok opkald, tilføjede hun. Folk glemmer, vi egentlig har adressevagt, selv når der er lukket. Du har ro på stemmen, du får nok forklaret.

Henrik trak lidt på smilebåndet: diplomat havde han aldrig været, men stemmen hans var rolig folk råbte mindre, når han svarede.

Skal du hjem og lave nytår? spurgte han.

Ja, grinede hun. Barnebarnet kommer, vi skal lave salater. Og hvad med dig, hvorfor tog du nu igen nytårsvagten?

Henrik trak på skuldrene.

Her er der roligt. Og tillægget hjælper.

Inge-Marie sendte ham et blik, men lod være med at spørge mere.

Ring hvis der er noget; men helst ikke. Jeg vil virkelig gerne have en rolig aften.

Døren smækkede bag hende, og stilleheden sænkede sig. Kun lyden af ventilationen og et par klik fra radiatorerne.

Henrik tog termokanden og madpakken op, stillede dem sirligt på bordet. Tog uret af og lagde det ved siden af. Klokken var tre. Syv timer til midnat det føltes uendeligt langt.

Han skænkede te. Nabokonen, fru Nielsen, havde for nylig givet ham tørret perikum for nerverne, havde hun sagt. Hans egne nerver var nu ret solide, men duften behagelig.

Telefonen på bordet ringede den gamle Vagt-mobil med institutionens mærkat.

Kommunal institution, Henrik ved vagten, sagde han.

Hej, har I åbent i dag? kom en travl kvindestemme. Min datter går til engelsk

Nej, der er ferie indtil den tiende, svarede han venligt. Læreren har ikke ringet til jer?

Nej Vi er ellers ved at tage overtøj på.

Tag det af igen og drik te derhjemme, foreslog han. Med sådan et vejr, så får man bare snue af at gå ud. Her er mørkt og ensomt i dag.

Kvinden grinede og ønskede godt nytår.

Der kom et par opkald mere: en mor var vred over manglende besked, en far spurgte til regnskabet. Henrik svarede tålmodigt: institutionen er lukket, kun vagten er til stede.

Klokken seks var det mørkt ude. Gaden bag glasdøren var sløret af sne og lysstriber fra biler. Henrik satte sig bedre til rette, tændte den lille tv i hjørnet lyden helt ned, bare lidt billeder.

Derhjemme ventede ingen på ham. Hans kone døde for fem år siden. Sønnen boede i Aarhus, ringede sjældent job, børn, huslån. Barnebarnet havde Henrik kun set to gange i virkeligheden og et par gange på video. Familien var der og alligevel som bag glasruder.

Hen ad syv blev vestibulen igen levende: døren knirkede, vinterkulden og sne blæste ind. En budbringer i rød jakke og med papæske i hånden trådte ind. Hans øjne var røde af vinden.

Hej, sagde han og stampede støvlerne. Levering.

Til hvem? spurgte Henrik.

Buddet tjekkede sin mobil.

Kommunal institution læste han. Til Dorte, regnskabsafdelingen. Hilsen til nytårsvagten. Pizza. Allerede betalt.

Henrik blinkede.

Dorte regnskab? spurgte han.

Aner ikke, sagde han ærligt. Jeg skal bare aflevere.

Henrik lo.

Så er det sikkert direktøren, der har tænkt på os. Tak, jeg kvitterer.

Buddet rakte æsken over og åndede lettet op.

Tak! Dem hos fragtfirmaet klager hvis vi må returnere. Godt nytår!

Også til dig, svarede Henrik.

Buddet så rundt i den tomme forhal.

Du er alene her?

Næsten, sagde Henrik. Indtil videre.

Han nikkede og smuttede ud igen.

Pizzaæsken var varm. Henrik åbnede for låget: duften af smeltet ost og nybagt dej spredte sig.

Tak for tanken, direktør, mumlede han. Rart du husker os.

Henrik spiste et stykke, så et mere da knirkede døren igen.

Ind kom Ane rengøringsdamen, midt i fyrrerne, i mørk vinterjakke. Kinderne røde, fingrene i strikkede vanter, våde af sne.

Ups, så kom jeg lige til pizza, sagde hun med et smil.

Hej Ane. Du skulle da ikke han stoppede. Nå nej, vagt på helligdage.

Ja, sagde hun kort. Hvis man vil, må man gerne. Efter nytår vælter børnene ind, og så ja, du ved.

Hun gned hænderne.

Det dufter godt, tilstod hun.

Det er vist til vagten, sagde Henrik og skubbede æsken hen til hende. Ta du bare.

Jeg spiser ikke på job begyndte hun, men blikket gled over mod den dampende topping. Eller det er jo nytår.

Henrik sagde ikke mere, blot skubbede æsken tættere på.

Ane tog et lille stykke, nippede forsigtigt.

Det er varmt, udbrød hun. Ligesom i film.

Film er ofte skuffende, lo Henrik.

Ane grinede klart, næsten som en teenager.

Nå, jeg må videre til toiletter og gange, sagde hun, mens hun spiste det sidste. Hvis du mangler mig, så råb.

Hvem skal jeg råbe til? grinede Henrik. Ingen udover os.

Hun gik, spanden raslede på klinkerne. Vandet lød et sted i det fjerne.

Halv ni bankede døren igen. En yngre mand med briller og rygsæk stod forpustet i døråbningen.

Godaften! Jeg skulle til Dorte i regnskab, sagde han hurtigt. Hun lovede at lægge et dokument til mig hos vagten.

Regnskab er tomt, svarede Henrik roligt. Alle er gået.

Jeg ved det, sagde manden og rettede på brillen med rystende hånd. Men jeg skal have den attest. Til banken inden midnat, ellers lukker ansøgningsfristen. Sidste chance i år.

Henrik betragtede ham; ansigtet anspændt, læberne tørre.

Navnet?

Holm.

Henrik åbnede skabet med konvolutter. Blandt mapper og en nøglepose lå en hvid kuvert skrevet med Holm vagt.

Her, sagde han og rakte ham den. Dorte har styr på det.

Holm åndede ud, som havde han tabt et ton.

Tak du aner ikke Jeg troede det var for sent Jeg kan give dig chokolade? Det var til børnene.

Giv dem til børnene, sagde Henrik. Du skal hjem. Lad ikke nytåret gå tabt i gangene.

Holm nikkede, smilede skævt.

Godt nytår! Håber alt går godt for dig.

Tak, og i lige måde.

Da døren lukkede, betragtede Henrik de sneklædte lys udenfor. Inde i ham blev det en anelse varmere ikke kun af pizzaen, men fordi han gjorde en forskel.

Ane stak hovedet ind, våd og træt.

Du, er der mere tilbage?

Ja, du kan bare tage.

De sad sammen, og spiste i stilhed. Til sidst sagde Ane, mens hun tørrede fingrene:

Min søn tog til svigermor. Det er nemmest. Jeg sagde: Og hvad med mig? Han sagde: Du er jo altid på arbejde. Så tænkte jeg, jeg lige så godt kunne komme. Sådan er det bare.

Hun smilede, men trætheden bag smilet var tydelig.

Min barnebarn er i Aarhus, sagde Henrik. Jeg ser dem på tv, og det er nok.

Tv er ikke mennesker, sukkede Ane.

Nogle gange er det bedre, lo Henrik. Ingen diskussion.

Tv diskuterer skam, fnøs hun. Bare ikke med os.

Klokken ti var Ane færdig.

Jeg smutter nu, sagde hun og knappede jakken. Ellers lukker metroen, og så sidder jeg her til morgen.

Det er bare mere pizza til os, grinede Henrik.

Nej tak! Jeg vil have sild og salat. Godt nytår, Henrik.

Og til dig, Ane.

Da hun var gået, blev stilheden tæt og rolig. Man kunne høre uret tikke på bordet.

Fjernsynet viste opvarmning til nytåret: Rådhuspladsen, folk i huer, værter råbte i mikrofoner. Henrik skruede lyden endnu længere ned.

Kvart i tolv knirkede døren igen.

I døråbningen stod en ung kvinde, nogen-og-tredive, lang dunfrakke, med en stor pose. Våd sne på øjenvipperne, kinderne blanke af vind eller tårer. Posens indhold klirrede måske julekugler.

Godaften, sagde hun og så sig om i forhallen. Er der stadig ønsketræ her?

Henrik trak panden sammen.

Hvilket træ?

Jamen i frivilligchatten fik jeg dette sted. Man kunne aflevere gaver til medarbejderbørn og hjemløse i nabolaget, dem uden familie. Jeg hun knugede posen. Jeg lovede det. Telefonen løb tør, og jeg fik vist ikke besked om ændringer.

Henrik sukkede.

Kære, her er intet i dag. Institutionen er lukket. Alt aflyst eller flyttet, hvis det var planlagt.

Hun nikkede, som havde hun ventet det.

Okay… Undskyld. Så går jeg videre.

Hun nåede døren, da Henrik pludselig forstod, at nu ville hun gå ud i sneen og kulden alene. Ordene dukkede op, uden han vidste hvorfor.

Vent, sagde han.

Hun blev stående.

Jeg har te og pizza. Hvis du ikke har travlt. Bare til klokken slår midnat. Udenfor fryser man.

Hun så undrende på ham.

Vil jeg ikke forstyrre?

Du kan næppe forstyrre væggene, sagde han.

Hun gik forsigtigt hen, tog frakken af, og under den en Sweater med rensdyr.

Jeg hedder Karen, sagde hun og satte sig på kanten af stolen.

Henrik Møller.

Han skænkede te og skubbede pizzaen over.

Mange tak, sagde Karen, som takkede for mere end blot te hun takkede for at blive set.

De spiste i stilhed, mens de første fyrværkerier begyndte udenfor.

Jeg ville ikke hjem, sagde Karen til sidst. Der er for stille. Jeg troede, hvis jeg afleverede disse gaver, ville jeg gøre gavn. Men nu det føles dumt.

Det er ikke dumt, sagde Henrik. Mennesker har godt af at være sammen, selv hvis de egentlig ikke kender hinanden.

Karen så på ham med taknemmelighed.

Og du? Hvorfor sidder du her på årets sidste nat?

Han trak på skuldrene.

Nogen skal jo passe alarm og nøgler. Og her har jeg det nu egentlig fint.

Der kommer da folk ind til dig, sagde Karen lavt.

Nu har du i hvert fald, sagde han og blev selv overrasket af sin antydning til smil.

Nu trådte formanden frem på skærmen. Henrik skruede lyden ned.

Skal de ikke høre nytårstalen? spurgte Karen.

Jeg ved jo, hvad der bliver sagt, svarer han. Det vigtigste er klokken.

De sad tavse. Så lød klokkernes slag.

Henrik løftede sin kop.

Godt nytår, sagde han.

Godt nytår, svarede Karen.

De klingede med tekrus. Udenfor eksploderede fyrværkeriet, lyset ramte ruderne.

Karen tog en lille æske frem fra posen, pyntet med bånd.

Egentlig sagde hun. Det skulle være en gave til én person. Uldne sokker. Men da alt blev aflyst vil du have dem? Det er koldt, og du sidder her.

Karen, begyndte Henrik, behøver du ikke

Jo, sagde hun bestemt. Du er her lige nu.

Han tog imod. Garnet var groft, men varmt og velduftende ægte hjemmestrik.

Tak, sagde han og tilføjede ærligt: Det er længe siden, nogen har givet mig noget.

Karen smilede rigtigt.

Så var det vist på tide.

De talte lidt om sne, om nytårskøen, om hvor svært det er at finde gave til teenagere. Karen rejste sig.

Jeg må hellere hjem mor tror, jeg er hos en veninde. Hun bekymrer sig.

Kom du godt hjem, sagde Henrik og nikkede. Tak fordi du kom.

Tak, sagde Karen. Du reddede mit nytår.

Ved døren blev hun stående.

Er du ofte her? Hvis jeg en dag kommer forbi bare sådan?

Kom bare, sagde Henrik. Vagten er her altid.

Hun smilede og gik.

Nu var stilheden blød og ikke længere tung. Henrik trak de nye sokker over tæerne varmen spredte sig gennem kroppen, mere end af selve garnet.

Klokken blev halv et. Fyrværkeriet ebbede ud.

Da vibrerede den gamle mobil den personlige, med ridser i coveret. Den ringede sjældent.

Søn stod der på skærmen.

Henrik tog den.

Hej?

Far, godt nytår! lød stemmen, velkendt men lidt fjern.

I lige måde.

Vi sidder her som altid: bordet, salater, ungerne hviner. Tak for overførslen. Du hjalp os virkelig, vi var ved at glippe betalingen.

Henrik ventede en takt.

Det var da ingenting, sagde han.

For os betyder det meget, insisterede sønnen. Vi ville have inviteret dig, men du sagde jo, at du tog vagten…

Arbejdet går først, svarede Henrik stille.

Far måske kan du komme efter nytår? En weekend. Vi finder et rum til dig. Barnebarnet spørger: “Hvor er bedstefar?”

Henrik mærkede en uventet varme brede sig ikke smerte, bare uventet glæde.

Jeg kommer, sagde han, overrasket over sin egen beslutning. Skal bare lige tjekke vagtplanen.

Tjek du! Vi vil glæde os. Nu bliver jeg kaldt. Godt nytår igen.

Og til jer, sagde Henrik lavt og lagde på.

Han sad et øjeblik, lagde mobilen ved siden af uret. Følelsen var ny: som om der åbnede sig et vindue langt væk, og frisk luft strømmede ind.

Henrik fandt notesbogen frem, slog op på en tom side, og skrev omhyggeligt:

Efter nytår: tjek vagtplan. Bed om to sammenhængende fridage. Ring til sønnen aftal dato.

Skriftet blev stort og ujævnt, men meningen klar.

Han lagde bogen væk, skænkede te, skrællede sin appelsin båd for båd. Vandet dryppede et sted i bygningen, ventilationens bløde summen. I denne ro følte Henrik sig ikke længere som vagten ved andres liv, men som en mand med egne planer små, men ægte.

Han strakte sig, kiggede ud på den snedækkede gade og sagde med lav stemme til sig selv:

Nå vi får se, hvordan det går.

Sne faldt stille udenfor, og i det tomme institution var der besynderligt fredeligt.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

two + 14 =

Nytårsvagten: En vinterdag på det lokale fritidshus, hvor sneen klæber til støvlerne, gamle batterier summer, og helt almindelige danskere – vagtmesteren Serge, rengøringsdamen Zina og gæster på vej til familie og fest – deler te, pizza og små historier, mens klokken tæller ned til nytåret og håbet om varme og fællesskab midt i ensomheden
På vej til min kone mødte jeg en pige Julie sad med ryggen til det mørke, uigennemskuelige vindue i S-togets kupé og græd stille. Tårerne, tunge og varme, løb langsomt ned over hendes blege kinder og forsvandt lydløst i det bløde, lyseblå garn på den strikkede hue, som tilhørte den lille pige, der lå trygt sammenkrøbet og sov på hendes skød. I det gullige, vuggende lys fra loftslampen så hendes ansigt, fastlåst i indadvendt sorg, ufatteligt træt og aldeles aldersløst ud. Måske var hun slet ikke bevidst om, at hun græd. I denne totale fordybelse i sig selv, denne stenhårde ubevægelighed, lå der en bundløs smerte, en fortvivlende tomhed, der fik Vasili Andreasens hjerte til at snøre sig sammen af medlidenhed. Og han greb af en sær, næsten overnaturlig fornemmelse — nej, det var ikke bare en anelse, men en stærk vished: Han vidste, hvem denne fremmede kvinde var, at hun på venstre kind, lige under øjet, tæt ved tindingen, havde et lille modermærke formet som en stjerne. Kvinden lukkede øjnene tæt i, men tårerne, upåvirkelige af viljen, pressede sig alligevel frem mellem vipperne og rullede over den allerede fugtige hud. Vasili Andreasen kunne ikke tage øjnene fra hende og så, med isnende klarhed, et helt andet ansigt for sig — det allerkæreste og mest elskede. Dengang var det også nat, og de kørte også i et tomt, blæsende tog hjem fra kolonihaven. De tog af sted, fordi lægen pludselig havde ringet, hans stemme var bekymret, behersket, og bad dem skynde sig ind til hospitalet. Nina samlede sig roligt og næsten ordløst; hun vaskede op, tog overtøjet på uden hast og gik med ham ud. Ved den unge gran, hun selv havde plantet ved lågen, stoppede hun et øjeblik og aede de stikkende, våde grene, som var det en tavs afskedshilsen. Netop dette sagte farvelramte Vasili Andersens hjerte med en primal, ordløs frygt, han aldrig havde kendt før. Og senere, i toget, sad hun nøjagtigt sådan — med panden mod ruden og tårerne løbende ned ad kinderne — da lægens ord blev de værst tænkelige… Julie havde bevidst valgt den svagt oplyste, næsten tomme kupé, for at skjule sig for andres blikke, for endelig at kunne slippe sin maske af stoisk ro, som hun havde været nødt til at bære hele den endeløse, udmattende dag hos tante Linda. Tante Linda – en godhjertet og ensom kvinde. Udover Julie og hendes lille datter havde hun ingen i verden, og al sin opsparede, bumpende kærlighed strømmede hun over dem; konstant revet mellem medlidenhed og beundring, og så begyndte hun at græde igen, medlidenhed for de stakkels forældreløse. Julie forstod, at den gamle kvinde mente det oprigtigt, men kunne alligevel ikke lade være med at bære nag, for tante ville ikke indse én simpel ting: Når folk sørger over dig, som var du død, har du reelt ikke noget andet valg end at dø for verden én gang for alle. – Hvorfor har Gud dog sat dig til sådan en lidelse, hvor er glæden blevet af i dit liv? – udbrød tante Linda med et suk, mens hun tørrede tårerne væk med et hjørne af forklædet. Tankerne vendte tilbage til disse ord, og tårerne trængte sig på igen, uden at Julie kunne styre det. Hun så sig selv udefra — udmattet, med slukket blik, i sin slidte frakke og med ru, forsømte hænder. Hun kunne ikke fatte, hvor stor kløft der var mellem den hun var nu, og den hun havde været — fyldt af liv og forventning, og ved klaveret, hvor hendes hænder tryllede tonerne frem. Hele konsertsalen lyttede åndeløst, grebet af musikken, og hun kendte det elektriske sus af fælles følelse med publikum: Hundreder af hjerter bankede i et stort fællesskab, og det hjerte var åbent for hende alene. På konservatoriet spåede de hende en stor fremtid. Hun vidste, at hun kunne nå langt, for musikken var ikke blot en del af hendes liv — den var selve meningen med det. Timerne blev fyldt med øvelse og glæde, koncerterne gav hende længsel og adrenalin, ikke nervøsitet. Om aftenen, derhjemme, lyttede hendes far og mor trætte men glade, fra deres slidte stole, mens hun spillede, og lysekronens krystaller vippede sagte med i takt med klaveret. Men så, med frygtindgydende og uforståelig hast, stod stolene pludselig tomme for altid… Hun huskede rædslen over at skulle tilbage til den lille, tavse lejlighed, hvor aftenerne var så lange og mørke. Til sidst kunne hun ikke mere; hun styrtede ud i vintermørkets kaos og den våde marts-sne. Hun faldt, slog hånden, men fortsatte ude af sig selv af sorg, og da hun endelig kom hjem, var hånden hævet og blå. Lægen på skadestuen rystede opgivende på hovedet – han kunne kun bedøve, tre fingre på højre hånd føltes som fremmede, og fra konservatoriet måtte hun tage afsked. Men sige endeligt farvel til musikken havde hun ikke mod til, bare være tæt på. Sådan blev Julie musikmedarbejder i børnehaven. En dag kom et hold udenlandske håndværkere og arbejdede på institutionen. Formanden, høj og imponerende, udstrålede ikke kærlighed, men rolig styrke – hun så ham som dét anker, hun så desperat havde savnet. De giftede sig, flyttede til hans industriby og tog kun det gamle, ustemte klaver og den klingende lysekrone med. Nu sad hun i toget og tænkte på, hvor hurtigt hun indså, at hos ham fandtes ingen ægte styrke, kun larmende ligegyldighed. Hans mor og søster brød sig aldrig om hende — “hun var ikke én af deres slags”. Hendes naturlige hensyn blev opfattet som overlegenhed. Lønnen som musikpædagog blev kun mødt med hån. Fødslen af lille Anna glædede ikke familien – tværtimod, det blev kun årsag til flere klager. Og da Julie til sidst gav op, pakkede sine og datterens få ejendele og gik, var der ingen, der spurgte, hvor de skulle hen. Ingen holdt hende tilbage. Og som var det i går, ikke for tre år siden, så hun igen for sig: Anna, halvvågen og smilende, rakte ud efter sin far, som så tilbage på hende med tomme, kolde øjne, uden et gram varme. Hans mor og søster sad sløvt med deres te. Da Julie forlod deres hjem, vendte de sig ikke engang om. Julie kneb øjnene sammen for at holde tårerne tilbage og undgå blikket fra manden overfor. En mand, hun kendte. Kendte, fordi han hver dag, nærmest på slaget, gik hen til den smukke kvinde med det varme smil – netop der, hvor Julie i tre år havde arbejdet… S-toget rystede ind på endestationen. Julie løftede forsigtigt sin sovende datter: – Vågn op, lille skat, vi er fremme nu. Vasili Andreasen blev overrasket over den blide, klare klang i hendes stemme. – Tillad mig at hjælpe dig med tingene, – sagde han, da han bøjede sig ned mod den slidte, tunge rygsæk ved hendes fødder. – Du har en tung byrde. – Det er bare kartofler fra tante, – forklarede Julie lidt forlegent. – Hun havde gemt til vinteren. Af sig selv tog de lille Anna i hånden hver sin vej, og de gik sammen ud på den øde, isglatte perron. – Jeg stillede bilen her i morges, – sagde Vasili Andreasen, lidt genert. – Jeg kan køre jer. Sig bare hvorhen? – På kirkegården, – svarede hun sagte og næsten hviskende. – Undskyld … – overrasket stoppede han op. – Onkel, det er dér, vi bor! – udbrød Anna, vågnede op, og pludselig snakkede hun ivrigt: – Åh, mor, det er jo den samme mand, der kommer til tanten i den hvide kjole! Husker du ikke, mor? Han har altid blomster og de fine gyldne karameller med! Og du tager dem altid med hjem så de ikke fryser, og så vagabonderne ikke spiser dem! Er det ikke sandt, onkel? – Så, Anna, nu tier du lidt og passer på, hvor du går, – sagde hendes mor generet, mens to røde pletter dukkede op på Julies blege kinder. “Det var altså derfor hendes ansigt virkede bekendt,” tænkte Vasili Andreasen. “Jeg har da faktisk set hende hver eneste dag. Det lille stjernemærke… Jeg undrede mig aldrig over, hvorfor denne unge, kultiverede kvinde arbejdede netop dér – blandt gravene. Jeg så hende altid i gang: fejende, samle blade, rydde sne. Og pigen var altid ved siden af. Herregud, de kender min Nina, de ved præcis, hvor jeg kommer… Det er derfor, der altid er så pænt og velholdt. Jeg har endda takket Vibe en gang, men hun sagde bare mærkeligt stille, at ‘Nina sagde inden hun døde, at jeg kunne stole på hende’. Det gjorde lidt ondt, men …” – Så det var dig … alle de her år, så var det dig … Gud, jeg vidste det jo ikke, – stammede Vasili Andreasen og løftede Anna op, kyssede hendes kolde kinder. – I er mine egne, kære I … Tak, Gud! Hvordan kunne jeg være så blind… – Nej, stop, stop, vær nu rolig, – hviskede Julie ræd, trak ham i ærmet. – Lad være, folk ser på os… Senere, i bilen der duftede af benzin og gammel læder, tog Vasili Andreasen sig sammen og spurgte, hvordan hun var endt dér. – Gik fra min mand, og der var ikke noget at vende tilbage til – min storebror og hans familie havde overtaget barndomshjemmet. De havde selv mange børn … Ville ikke slås eller rende i retten. Bror drikker, det er ikke nemt for hans kone … På kirkegården manglede de en vægter. Og vi fik et helt lille “slot”, – fortalte Julie stille. – Det var uhyggeligt i starten. Jeg har altid været lidt bange for kirkegårde. Men vi havde ikke andet valg. Så vænnede man sig til det. – Så du bor i det lille hus til højre for hovedporten? Jeg har ofte syntes, jeg kunne høre klavermusik derfra… – Ikke et klaver, men bare vores gamle, – kvikkede Anna op igen. – Vi har vores eget, onkel! Mor spiller, og jeg kan snart også lidt! Ikke, mor? – Jo, jo, sov nu lille spurv, – hviskede Julie og holdt barnet tæt ind til sig. Da de ankom, bar Vasili Andreasen forsigtigt Anna indenfor og lagde hende på den smalle jernbed. Der var råkoldt i det lille hus. Uden et ord fik han ild i ovnen. Senere, over te i uens kopper, mærkede de sulten, og gik i gang med at stege kartofler — dem tanten havde givet. – I øvrigt er det jo Lillejuleaften i dag. Snart er det jul — ifølge den gregorianske kalender, – sagde Julie i tankefuld tone og så ind i flammerne. – Det ved jeg. Og jeg er uendeligt glad for, at jeg kunne tilbringe denne aften med jer. De sidste tre år har jeg ikke haft nogen rigtige højtider. Jeg troede ikke, jeg nogensinde ville få dem igen. Men nu … Han tav, og efter lidt tid spurgte han næsten uhørligt: – Må jeg komme igen i morgen? – Men du er jo her hver dag? – Jeg kommer hver dag til Nina. Og det vil jeg altid gøre. Men kan jeg komme til jer her — i dette hus? Han følte, hun ventede uendeligt længe, før hun svarede. Og i de spændte sekunder forstod han med slående klarhed, at alt i hans fremtid afhang af det næste ord fra denne kvinde, hvis tilstedeværelse allerede havde fyldt hans liv med mening, lys og varme — eller om han skulle leve videre i ensomhedens dunkle skygger. – Ja, – sagde Julie sagte men klart. Nytår fejrede de allerede sammen. Anna pyntede selv, på tå, det lille kunstige juletræ med glitter og kugler, og sammen bar de det hen til Nina. På billedet i brudekjole smilede den smukke kvinde til dem med et blik fuld af forståelse og tilgivelse. Måske er de, der er gået, altid gode ved dem, der blev tilbage.