»Hvad laver du ved min computer?« råbte Alex og rejste sig truende over Signe. Hun havde aldrig set ham sådan før…
Signe var lige kommet hjem fra skolen og kunne allerede i entreen lugte den tunge stank af alkohol. Fra stuen lød en hæs snorken. Hendes far var fuld igen. Hun gik direkte ud i køkkenet.
Moderen stod ved vasken og skrællede kartofler. Da hun hørte fodtrinene, vendte hun sig om. Signe så straks den røde, hævede kind.
»Mor, vi bliver nødt til at komme væk fra ham. Hvor længe kan vi holde ud? En dag slår han dig ihjel,« sagde Signe med sammenbidt vrede.
»Hvor skal vi tage hen? Hvem har brug for os? Vi har ikke penge til leje. Vær ikke bange, han dræber mig ikke. Han er en kujon. Kun på mig tør han smide hånden.«
Næste morgen vågnede Signe af underlige lyde. Hun rejste sig og kiggede ind i køkkenet. Hendes far stod ved komfuret med hovedet kastet tilbage og drak direkte af tekanden. Signe stirrede på hans adamseble, der gik op og ned, mens hun hørte vandet synke med et gryntende lyd. »Lad ham drukne!« tænkte hun hadefuldt.
Men han druknede ikke. Han satte tekanden tilbage, sukkede tilfreds, kiggede på hende med røde, opsvulmede øjne og vaklede forbi hende mod badeværelset.
Signe rynkede på næsen ved tanken om, at mor nok bare ville hælde mere vand i tekanden uden at skylle hans spyttelugt væk. Hun tog tekanden og skrubbede den længe, mens hun lovede sig selv aldrig at drikke af den uden at rense den først.
I vinterferien tog Signe med skolen til Århus i tre dage. Da hun kom hjem, lå mor på sygehuset.
»Har han slået dig?« spurgte Signe hårdt, da hun så forbindingen om mors hoved.
»Nej, skat. Jeg gled på isen.«
Men Signe vidste, hun løj.
På grund af de hyppige slag mod hovedet fik mor for højt blodtryk. Seks måneder senere fik hun et slagtilfælde og døde. Faren græd ved mindehøjtidelighederne med fuldemandstårer, vekslende mellem at sørge over sin »kære Lise« og at bande på hende for at forlade ham.
Han sagde, Signe var lige som mor, og truede med at slå hende ihjel, hvis hun også prøvede at flygte. Signe tålmodigt ventede på at blive færdig med gymnasiet. Hun kom ikke til studenterfesten. Næste dag hentede hun sit eksamensbevis i smug. Mens faren var på arbejde, pakkede hun sine ting og løb hjemmefra.
Faren gav hende penge til mad, og Signe sparede en del op. Nogle gange tog hun dem endda fra hans lomme, mens han sov. Det var ikke meget, men nok til en tid. Hun havde længe besluttet sig for at flygte, få et job og evt. tage en uddannelse senere.
Hun var ikke bange for, at faren ville lede efter hende. Alle i kvarteret kendte hans vaner ingen ville hjælpe ham. Hun tog til København, lejede en billig lejlighed i udkanten og fik arbejde på en burgerbar. De hjalp hende med sundhedskortet og gav hende gratis måltider.
Hun søgte ind på handelsskolen til regnskabsassistent. Da de hørte, hun læste regnskab, satte de hende i kassen.
Drengene prøvede at flirte. »I starten er de alle søde og rare, men så begynder de at drikke eller være utro. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Lad dig ikke narre af deres søde ord, skat. Vær forsigtig. Jeg var også smuk engang. Din far drak ikke, da vi mødtes. Vi elskede hinanden. Hvad blev der af det? Hvad skete der?« sagde mor ofte.
Signe huskede hendes ord og svarede ikke på drengenes tilnærmelser. Hun havde set, hvordan hendes forældres liv var endt.
Mor handlede ind på lønningedag: pasta, sukker, havregryn, dåsemad nok til længe. Faren brugte pengene på spiritus, men der var altid mad, selvom det var kedeligt. Nu gjorde Signe det samme.
Hun gik hjem med en tung pose, der trak i hendes arme. Foran hende kom en dreng gående med øjnene i telefonen. Hun håbede, han ville se hende, men han stødte ind i hende.
»Undskyld,« sagde han og så op.
Signe ville svare vredt, men så hans ærlige blik og følte sig pludselig forlegen.
»Det er okay, jeg så dig heller ikke,« sagde hun og smilede.
Drengen tilbød at hjælpe. Signe tøvede, men gav ham posen. Ingen med så åbent et smil kunne være ond. De blev bekendte. Alex hjalp hende med posen, men Signe lod ham ikke gå helt op til døren.
Næste dag kom han til burgerbaren. Han sagde, det var tilfældigt, men Signe vidste bedre. De begyndte at ses.
Alex fortalte åbent, at han var skilt og havde en lille datter, han elskede. Han havde givet lejligheden til ekskonen og boede hos en ven. Han havde giftet sig i ungdommens dumhed.
»Vi passede bare ikke sammen. Nogle dage talte vi slet ikke.«
Han talte meget om sin datter, og Signe tænkte, at en mand, der elskede børn, måske kunne stole på. Efter en måned foreslog Alex, de skulle flytte sammen.
»Lad os finde et bedre sted, tættere på byen. Det er lettere sammen.«
Signe sagde ja. Hun var lykkelig. Nu skulle hun få en normal familie. De flyttede ind i en rummelig lejlighed og fejrede deres nye liv. Signe drømte ikke om bryllup, men Alex talte altid om børn en dreng og en pige. Og hun troede på det.
Alex betalte lejen for to måneder. I tredje måned sagde han undskyldende…
Signe så sig om i lejligheden en sidste gang stedet, hvor hun troede, hun havde fundet lykken. Så lukkede hun døren med fast beslutsomhed og hviskede et løfte til sin søn i inkubatoren: »Det skal nok gå, min skat. Vi skal væk fra alt dette.«
