Engelbert kom endnu engang sent hjem fra arbejde. Han var træt, og bilen havde været sær og var gået i stykker flere gange på vejen. Måske mærkede den, at snart ville dens ejer endelig opfylde sin længe nærede drøm om at købe den nye bil, han havde drømt om i ti år, hvis ikke længere. Manden smilede, mens han gik op ad trappen og forestillede sig, hvordan han ville sætte sig bag rattet i den spritnye bil og køre rundt i byen. Netop for denne drøm havde han ofret meget, netop for den havde han arbejdet som en gal, sagt ja til enhver overarbejdstime. Bare for at komme tættere på målet. Han kunne ikke engang huske, hvornår han sidst havde haft ferie, for han foretrak at få udbetalt pengene og blive på jobbet. Chefen satte selvfølgelig pris på hans iver, men gav ham sjældent bonus. De vidste nok, at så loyal en medarbejder ikke ville stikke af, men blive ved med at arbejde som en hest.
Engelbert boede i udkanten af Århus, i en lille lejlighed, han havde arvet efter sin bedstefar. Hans forældre boede i en anden by, og de sås kun sjældent. Han kunne ikke lide, når de blandede sig i hans liv og påmindede ham om, at det var på tide at tage sig sammen og stifte familie, for en kone og børn havde aldrig været hans højeste prioritet.
Da han gik op ad trappen til femte sal igen virkede elevatoren ikke nærmede han sig sin dør og snublede næsten over en fuld mand, der lå og sov foran den. Men da han tændte lommelygten på sin telefon og kiggede nærmere, så han, at det slet ikke var en fuld mand, men et barn, en pige på tolv år. Lyset vækkede hende med det samme, og hun sprang forskrækket op. Hun kiggede nervøst på Engelbert, og hans blik faldt på et fotografi, der faldt ud af hendes hænder. Det var ham selv. Han genkendte det med det samme et billede fra en fest for længe siden. Pigen samlede hurtigt fotografiets op og pressede sig op ad væggen. Hvor havde hun fået det fra? Var hun på en eller anden måde forbundet med hans venner? De fleste af dem havde han ikke set i årevis.
“Hej, jeg er her for at se dig,” hviskede hun.
Engelbert tog nøglerne op af lommen og lod som om, han ikke hørte hende. Hvad ville hun? Hvem var hun overhovedet? Hvad lavede hun i hans lejlighed? Hun var jo kun et barn! Pludselig huskede han alle de historier, han havde hørt om børn, der blev brugt til at sætte folk i fælder. Bare han rørte hende, kunne han blive anholdt. Var der nogen, der mistænkte ham for noget? Han kiggede hurtigt rundt, men der var ingen kameraer. Lyset viste ingen skjulte politibetjente. Men hele etagen stod tom ingen boede her længere. Kvarteret lå for langt uden for byen, og offentlig transport kørte ikke engang hertil.
“Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg har ikke inviteret nogen gæster!” svarede Engelbert og åbnede døren.
“Vent! Jeg har ingen steder at tage hen! Er du ikke Engelbert Mikkelsen?” Pigen så bange ud, men hvad gemte sig bag de bekymrede øjne? I denne verden kunne man ikke stole på nogen.
“Jo. Hvad så?”
“Så er det rigtigt! Du er min far! Kun du kan hjælpe mig!”
Engelbert lo højt og rystede på hovedet. Det her var for absurd. Hvilken far? Han havde aldrig haft børn, og det var måske bedst sådan. Eller var det? Han havde slet ikke tænkt over det, før nu… Men der var tid nok.
“Gå din vej. Jeg har ikke nogen børn. Og hvis du ikke går, ringer jeg til politiet!”
Han gik ind og skulle til at lukke døren, da pigen råbte efter ham:
“Det er for sent! Jeg har ingen steder at gå hen! Du er min far, du kan ikke efterlade mig!”
Engelbert rystede på hovedet igen, som for at jage tankerne væk. Hvad skete der lige nu? Han forstod det ikke. Hvad ville denne underlige pige? Hvorfor havde hun det foto? Hvorfor sagde hun, hun var hans datter?
Han gik ud i køkkenet, smed nøglerne på bordet og satte vand over. En hurtig kop suppe og så i seng. Han skulle tidligt op igen i morgen, selvom det egentlig var hans fridag. Arbejdet ventede ikke, og hver ekstra krone bragte ham tættere på drømmen.
Men da han satte sig med suppen, havde han ingen appetit. Hvem var denne pige? Spørgsmålene myldrede frem, men svarene udeblev. Han listede hen til døren og lyttede. Var hun gået? Men i mørket kunne han ikke se noget gennem kighullet. Han hørte en svag hulken. Hun var der stadig. Hun havde sagt, hun ikke havde nogen steder at tage hen. Men hvad nu, hvis det var en fælde?
Han tænkte, om han ved et uheld havde trådt nogen over tæerne. Men nej… Han havde ikke uvenner. Hvem kunne han have gjort fortræd? Måske Flemming fra arbejdet, der var jaloux på Engelbert over sin kone? Nej… Det var for usandsynligt. Han var ikke den klogeste.
Men hvad nu, hvis pigen så utroligt det end lød virkelig var hans datter? Hvis hun var hjemløs? Hvor skulle hun gå hen? Hvem ville hun blive?
Han åbnede døren. Hun sad på trappen med rygsækken i favnen og græd ikke som et barn, der hylede, men som en voksen, der havde set livets hårde sider.
“Kom ind. Fortæl mig din historie, så ser vi.”
Hvis Engelbert kunne, ville han have lagt ørerne tilbage. Han rynkede panden, da pigen skyndte sig ind. Han lyttede i mørket ingen fodtrin, ingen råb. Var det ikke en fælde alligevel?
“Kom ud i køkkenet. Vil du have te?”
Pigen nikkede. Mens han lavede teen og fandt nogle tørre kager frem han havde ikke andet fortalte hun, at hun hed Mette.
“Du mødte min mor til en studenterfest. Hun var med et teatershow. Ifølge hendes dagbog, som jeg fandt, blev I hurtigt… tætte.” Mette rødmede. “Der stod ikke detaljer! Men mor skrev, at det var en magisk aften, at du var hendes drømmemand, men at du skubbede hende væk næste morgen. Hun tog hjem og prøvede at glemme dig, men så fandt hun ud af, at hun ventede mig. Hun besluttede at opdrage mig alene. Hun gav mig alt, mere end hun havde… Men…” Mette hulkede. “Mor blev syg. Måske var det alt det hårde arbejde… Hun skal opereres i hjertet. Vi har ikke råd. Vi har ingen andre. Hvis du hjælper mig, lover jeg at betale tilbage! Jeg kan arbejde om sommeren!”
Engelbert tænkte sig om.
Tretten år siden havde han haft en kort, intens affære med en pige ved navn Astrid. Hvis hun var blevet gravid den aften, kunne Mette godt være hans datter. Men hun lignede ham ikke… eller havde han ikke set ordentligt efter? Hans blik faldt på et fødselsmærke under hendes øre en lille rød stjerne. Præcis som hans eget. Noget vred sig i hans hjerte. Men selv hvis hun var hans datter hvad skyldte han hende? Moren havde holdt barnet skjult for ham.
“Jeg skylder dig ingenting! Du kan sove her i nat, men i morgen tager du hjem. Hvordan kunne din mor lade dig rejse alene?”
“Hun ved det ikke engang! Jeg sagde, jeg skulle sove hos en ven! Vær sød at hjælpe os! Hvis mor dør, kommer jeg på børnehjem!”
“Først skal det bevises, at du er min datter! Og for det andet har jeg levet uden dig indtil nu det kan jeg også fremover.”
“Mor havde ret! Du er en ynkelig mand!” råbte Mette. “Jeg går nu! Jeg orker ikke at være under samme tag som dig!”
“Du går ingen steder, ellers ringer jeg til politiet. Hvad tror du, det vil gøre ved din mors hjerte, hvis hun finder ud af, at du er anholdt?”
Mette bed sig i læben, men protesterede ikke videre. Hun drak lidt te for at varme sig men rørte ikke kagerne. Engelbert gav hende sengetøj, og hun lagde sig på sofaen.
Mens han tænkte over hendes ord, sad han ved bordet i timevis. Han fandt en indsamling på nettet til Astrids operation. Mette var nævnt som hendes datter. Men indsamlingen rørte sig ikke. Folk hjalp hellere små børn.
Engelbert gik ind i sit soveværelse, åbnede en skjult lomme i skabet og så på pengene, han havde sparet op til sin drømmebil. Han kunne næsten dufte den nye bil han kendte lugten, for chefen skiftede bil hvert år og pralede altid.
Men hvorfor havde han egentlig brug for en ny bil? Hans gamle Volvo kørte fint. Han havde forsømt den, fordi han troede, han snart ville få en ny. Men til hvad? Han tænkte tilbage på, hvornår drømmen startede. For ti år siden… dengang han var ung og vild. Han mødte Astrid lige efter sin uddannelse…
Og så ville han have en flot bil for at imponere pigerne. Men den tid var forbi. Han havde ikke længere lyst til at “fange” nogen. Han havde haft flere forhold, men de betød intet. Og nu havde han måske en datter… det fødselsmærke kunne ikke være tilfældigt.
Måske var det malet? Men selv hvis det var, var en kvindes liv i fare. Uden operation ville Astrid dø, og Mette ville ende på børnehjem.
Han huskede Astrids ærlige øjne. Den aften var den vildeste i hans liv han tog hende med hjem, noget han normalt aldrig gjorde. Men da hun spurgte om han kunne lide hende næste morgen, blev han bange og skubbede hende væk.
Kunne han have haft en familie? Havde han virkelig brug for den bil? Hvem skulle han køre rundt med?
Næste morgen kørte Engelbert Mette til stationen. Hele vejen skældte hun ham ud og sagde, han var en dårlig far. Han svarede ikke, bare kørte.
Han kom for sent på arbejde og gik tidligt. Chefen lovede bonus, men Engelbert tog hjem og lå på sofaen hele aftenen.
Tre måneder senere, da han kom hjem fra arbejde, så han igen en lommelygte på trappen. Han greb pebersprayen i lommen hvem ventede denne gang?
Men der stod Astrid og Mette. Pigen løb ind i hans arme, og han kunne ikke skubbe hende væk.
“Far, tak! Undskyld for alt, hvad jeg sagde! Du er den bedste far!” græd Mette. Engelbert så på Astrid gennem tårer.
Den nat Mette kom, havde Engelbert alligevel sagt farvel til sin drøm. Måske var et menneskeliv vigtigere. Han havde gemt pengene i hendes rygsæk, mens hun sov.
“Tak,” hviskede Astrid. Hun var smuk ikke længere en ung pige, men en moden kvinde.
“Kom ind,” mumlede Engelbert og åbnede døren.
De havde købt kage, så han satte vand over. Han var forvirret. Efter teen gik Mette ind i stuen, så forældrene kunne snakke.
“Jeg var bange, da jeg fandt ud af, jeg var gravid. Jeg vidste, du ikke ville høre på mig. Efter du skubbede mig væk, turde jeg ikke komme tilbage. Jeg troede, jeg kunne klare det alene. Jeg anede ikke, Mette ville opsøge dig.”
“Du behøver ikke betale tilbage,” sagde Engelbert. “Er hun virkelig min?”
“Ja,” nikkede Astrid. “Hvis du tvivler, kan vi tage en test. Men kig godt efter hun ligner dig.”
Engelbert ringede til chefen og sagde, han skulle have fri. Til at begynde med brokkede chefen sig, men gav efter, da han frygtede, Engelbert ville sige op.
Næste dag tog han Astrid og Mette med i Tivoli. De spiste is og rutsjebane. Da han fulgte dem til toget, lovede han at besøge dem.
Og han gjorde det. Engelbert spurgte Astrid, om de kunne prøve at blive en familie. Hun græd og sagde ja.
To måneder senere tog han dem med hjem til sine forældre, der blev glade for at se deres modige barnebarn.
Og bilen? Den købte han senere efter han fandt et bedre job. Men nu havde han noget, der betød mere: en familie, han troede på.
