**Dagbogsnotat – 15. oktober**
“Maja, hvor gammel er du egentlig?” spurgte faren stille. “Jeg har på fornemmelsen, at du er i første klasse i stedet for på første semester. Uanset hvor stor kærligheden er, skal man jo bo et sted og spise hver dag, ikke? Hvorfor skal I skynde jer sådan? Skal I giftes i morgen? Ingen er imod din Oskar lad ham komme forbi, så vi kan møde ham og hans forældre Har jeg ikke ret?”
“Kristian, kommer du snart hjem?” spurgte Lise, da hun ringede til sin mand på arbejde.
“Snart. Jeg er næsten færdig,” svarede han.
“Kom nu, ikke for sent! Der er noget, vi skal tale om,” sagde hun pludselig.
“Er der sket noget?” Han lød bekymret.
“Tja det er ikke sket endnu, men vi skal tale om det.” Lise lød nervøs, men der var heldigvis ingen katastrofe.
Et kvarter senere stod familiens overhoved i døren.
“Hvad foregår der?” spurgte han forsigtigt.
“Skift tøj og vask hænder først. Verden går ikke under lige nu,” sagde hun, gav ham et kys og skubbede ham mod badeværelset.
Da han var færdig, kom han ind i stuen.
“Kom,” sagde Lise og førte ham ind til datterens værelse. Maja sad på sin seng med rødgrådne øjne.
“Hvad er der sket?” Han prøvede at holde roen.
“Spar mig. Spørg din datter selv,” knurrede Lise. “Fortæl din far, hvad du har besluttet!”
Maja rynkede panden og vendte sig mod vinduet.
“Okay, piger,” sagde Kristian og bankede håndfladen mod bordet. “Enten fortæller I mig roligt, hvad problemet er, uden drama, eller også klarer I det selv. Jeg har brug for at slappe af efter arbejde!”
“Vi skal giftes,” sagde Lise med sarkasme. “Lige nu, uden udsættelse!”
“Hvad?” Kristian så forvirret ud. “Lige med det samme? Hvem er det så?”
Da Maja stadig tav, måtte mor igen svare:
“Oskar Nielsen. Du har set ham her ofte på det sidste.”
“Nåh, ham Altså, Maja?”
Stadig tavshed.
“Okay, min skat. Stop nu de her spil. Skal jeg danse for dig for at få et svar?” sagde faren strengt.
“Vi elsker hinanden!” udbrød Maja pludselig. “Han er den bedste, og vi skal giftes!”
“Godt, nu er der da lidt klarhed,” sukkede han. “Går han på samme studie som dig?”
“Ja, vi er i samme hold.”
“Første semester,” mumlede Kristian. “Børn”
“Vi er ikke børn!” råbte Maja. “Vi er over 18, vi er voksne!”
“Okay. Hvis I er voksne, så taler vi som voksne. Hvor skal I bo? Hvordan vil I betale for det? Har I tænkt over det?”
“Det betyder ikke noget! Hvis vi elsker hinanden, er alt andet ligegyldigt!”
“Maja, hvor gammel er du? Jeg føler mig som om jeg taler til en førsteklasseselev. Kærlighed eller ej, man skal have tag over hovedet! Hvorfor så travlt? Ingen er imod Oskar lad os møde ham og hans forældre først. Har jeg ikke ret?” Han så på Lise.
“Fuldstændig. Men der er en ting De har en grund til at skynde sig.”
“Bliver Oskar indkaldt til militæret?”
“Nej, ikke Oskar. Maja, hvorfor siger du ikke noget? Skal jeg gøre det hele?”
“Jeg siger jo noget!” knurrede Maja. “Oskar og jeg skal have et barn.”
“Nå,” mumlede Kristian forbløffet. “Og hvad vil I gøre?”
“Blive gift! Få barnet! Og du må ikke prøve at overtale mig til til det andet! Vores barn skal fødes!”
“Slap nu af. Ingen overtaler dig til noget. Ved Oskars forældre det?”
“Han skulle snakke med dem i dag”
“Har han ringet med svar?”
“Ikke endnu”
“Okay. Når han gør, fortæller du mig det. Lad mig få min middag nu, ellers dør jeg af sult.”
De gik ud i køkkenet, hvor Lise hurtigt varmede maden.
“Hvad gør vi?” hviskede hun.
“Jeg ved det ikke endnu. Lad os vente og se, hvad hans forældre siger. Måske finder vi en løsning sammen.”
Lige efter middagen kom der dårlige nyheder fra Oskar: Hans forældre var kraftigt imod det. Der havde været et stort skænderi.
Kvart senere kom Maja ind med telefonen.
“Det er Oskars mor. Hun vil tale med én af jer.”
Lise krydsede armene: “Snak du med hende, jeg kan ikke.”
Kristian tog telefonen, satte den på højttaler og holdt en finger for læberne.
“Hej, jeg er Majas far, Kristian.”
“Jeg er Lærke, Oskars mor. Vores søn fortalte os, at han og din datter er kærester. Og efter hendes tilstand, har de allerede gået videre. Med store planer. Ved du det?”
“Ja, vi har talt med Maja.”
“Godt. Vi er absolut imod de her planer,” sagde hun hånligt. “Vores søn skal studere, bygge en karriere. Ægteskab og et barn passer ikke ind.”
“Det var heller ikke vores plan for Maja. Men hun venter et barn jeres søns barn. Hvad foreslår I?”
“Det er jeres problem. For det første er jeg ikke sikker på, det er Oskars barn. For det andet, hvis det er, accepterer vi ikke et presset bryllup. Din datter vil bare gifte sig med en dreng fra en god familie. Men vi vil beskytte vores søn. Oskar er enig med os og beder Maja lade ham være. Farvel.”
Telefonen klikkede. Kristian så alvorligt på sine kvinder.
“Okay, hørte I det? Vi får barnet det er uskyldigt. Du tager orlov, Maja, og vender tilbage til studiet senere. Vi hjælper økonomisk og med pasning. Men de der de skal vi nok få en snak med. Græd, hvis du har brug for det, men vi klarer det.”
Han tog Lise til side: “Tag Maja med i din seng i nat. Jeg sover i hendes værelse.”
En time senere ringede det på døren.
“Hvem fanden er det nu?” mumlede han og gik for at åbne.
Snart stod han i stuen med en ung mand.
“Oskar!” Maja løb hen til ham. “Er du kommet for at hente mig?”
“Ja. Kristian, Lise, jeg er her for at tage Maja med.”
“Hvorhen?”
“Det ved jeg ikke endnu. Måske lejer vi en lejlighed. Vi er voksne, så vi beder jer om ikke at blande sig. Vil du følge med?” spurgte han Maja.
“Selvfølgelig! Overalt!”
“Stop lige,” sagde Kristian. “Din mor sagde, hele familien er imod det også dig.”
“Ikke helt. Det var mors beslutning. Far bakker altid op om hende. Jeg lod som om jeg gav efter, tog min pung og bankkort, og nu er jeg her.”
“Interessant!” Kristian så imponeret ud. “Hvordan vil I betale for lejligheden?”
“Jeg har sparet op. Jeg har en blog med abonnenter. Der er penge til et par måneder. Så finder jeg mere arbejde.”
“Godt. Hvad siger du, Lise? Må hun tage med? Det er sent.”
“På natten? Nej,” sagde Lise.
“Enig. Oskar bliver her i nat. Du sover i stuen. Skriv til dine forældre, at du er hos en ven. I morgen taler du roligt med dem. Ingen skænderier! Ingen af jer dropper uden studiet! Maja tager barsel og indhenter bagefter. Vi hjælper økonomisk og med barnet, men I arbejder selv. Ingen stort bryllup endnu spar pengene. Er I enige?”
“Ja,” sagde Oskar uden tøven.
“Men jeg vil have et rigtigt bryllup,” sukkede Maja.
“Ikke nu,” sagde Oskar bestemt. “Vi bliver gift i stilhed. Om et år eller to fejrer vi ordentligt.”
“Okay”
“Godt. Planen er klar. Alle i seng i morgen er der arbejde.”
Da Kristian gik efter et glas vand, fulgte Lise efter ham.
“Hvordan skiftede du mening så hurtigt?”
“Efter den samtale med hans mor jeg rystede af raseri. Og så dukker Oskar op troede han var en morsk dreng. Men han er en mand, der ikke forlader den han elsker. Sådan en kan jeg godt lide.”
“Du har altid ret, skat.” Hun kyssede ham og gik for at ordne sovepladserne.
*Lektion i dag: Kærlighed er stærk, men ansvar gør den voksen. En mand står ved sit ord det er mere værd end alle penge. Maja sov roligt i sin seng med telefonen i hånden, et smil ved læberne. Udenfor døren hviskede Oskar med Kristian, som rakte ham et tæppe og nikkede. Ikke som far til en svigerd, men som mand til mand. Natten faldt stille over huset, og for første gang på længe føltes fremtiden ikke som en fare men som noget, de kunne bygge. Sammen.
