»Hvad snakker du om? Vi har været gift i ti år! Hvilken elskerinde? Jeg har rigeligt med dig!«
Mette kunne ikke gøre noget ved det. Hun havde en fornemmelse, en mavefornemmelse, som om hendes mand var hende utro. Hun led af usikkerhed. En dag besluttede hun sig endelig for at tale åbent med ham.
Hun spurgte ham direkte, men han svarede bare:
»Hvad snakker du om? Vi har været gift i ti år! Hvilken elskerinde? Jeg har rigeligt med dig!«
Det lød ærligt, oprigtigt. Hun kunne ikke se noget forkert i hans smil, hans ord eller hans øjne, men alligevel forfulgte en uro hende.
Mette var ikke typen, der lod tingene ske. Hun ville finde sandheden, men hvordan?
Efter at have læst råd på nettet, besluttede hun sig for at tjekke hans telefon, men fandt ikke noget mistænkeligt. Kun en masse ligegyldig snak med et par gamle klassekammerater intet at bekymre sig om.
Han havde aldrig brugt en adgangskode på sin telefon. »Hvad skulle jeg dog have at skjule?« sagde han altid. Ingen hemmelige beskeder eller slettede samtaler. Han virkede som en engel i menneskeskiftet.
Nogle gange overbeviste Mette sig selv om, at hun overtænkte det hele, men hver gang han blev sent på arbejde, følte hun den samme knude i maven.
Hendes veninde sagde altid:
»Det er bare dine egne tanker! Anders elsker dig og vil aldrig se sig om efter en anden! Du ødelægger det hele med dine mistanker!«
Men Mette lyttede ikke. Hendes hjerte sagde noget andet, og hun nægtede at dele sin mand med en anden kvinde.
En dag fulgte hun ham endda til hans arbejdsplads for at se, om han virkelig var der eller om han var ude med andre kvinder. Da han så hende, blev han rasende. »Du gør mig til grin foran mine kolleger!«
Det tog lang tid at undskylde, men han tilgav hende hurtigt.
Alt virkede fint i deres liv. Et dejligt hjem. To børn, der voksede op. Alt burde være perfekt, men nej Mette var fast besluttet på at finde problemer, hvor der ingen var.
Som man siger: »Den, der leder, finder!« Men indtil videre havde hun ikke fundet noget.
Mette var bekymret, som det ofte er med kvinder i trediverne, der ikke vil stå alene med to børn.
Udadtil virkede hun rolig, men indeni kogte det.
Der var ingen tegn på Anders utroskab. Ingen læbestift på skjorterne, ingen fremmed parfume, ikke engang en ændring i hans væremåde men alligevel følte hun, at noget var forkert.
Hvis ikke det var for en tilfældighed, ville Mette måske aldrig have fundet sandheden. Fantasi eller virkelighed? Det skulle tiden vise.
Da deres yngste søn startede i første klasse, besluttede Mette sig for at lære at køre bil. Hun tog kørekort om aftenen efter arbejde. Tre måneder senere bestod hun eksamen og fik sit kørekort.
Anders var så stolt, at han købte hende en bil. En lille en, men alligevel en bil.
Mette var selv slank og lav, så den passede hende perfekt og den var enkel at parkere.
Anders indrømmede det ikke, men han købte bilen kun for at undgå, at hun bad om at køre i hans Volvo. Han mente, hun skulle øve sig først.
En weekend morgen vågnede Mette tidligere end sædvanligt og besluttede sig for at overraske familien med en æggesalat. De elskede den. Men der var ikke nok mel.
Det var frostvejr udenfor, men hun havde vænnet sig til at køre om vinteren. Hun besluttede sig for at løbe ned i butikken. Hun gik ud til bilen, men den ville ikke starte. Hun vendte tilbage alle sov endnu.
Hun gad ikke gå i kulden, så hun besluttede sig for at tage Anders bil uden at spørge. Det var kun et par kilometer. Han ville aldrig opdage det.
Hun tog nøglerne til hans Volvo og gik ud igen. Mens bilen varmede op, besluttede hun sig for at pudse ruderne. Hun ledte i handskerummet efter klude, men rørte ved noget, der faldt ned.
Hun samlede det op en telefon. Men hvis?
Det var ikke Anders. Hun kendte hans telefon, og denne var helt anderledes. Først tænkte hun, han måtte have taget den ved en fejl, men hendes finger trykkede alligevel på tænd-knappen.
Det første, hun så, var en besked fra en eller anden Lotte:
»Min skat, jeg savner dig så meget! Kom hurtigt! Jeg venter på dig!«
Mette blinkede overrasket. Der var ingen adgangskode, så hun læste deres samtaler. Bilen blev ved med at varme op, mens hun læste.
Samtalerne var lange næsten som et helt liv.
Det viste sig, at Anders arbejdede til kl. 17 hver dag, men kom først hjem kl. 19. Mette ville aldrig have tænkt på at tjekke.
Næsten hver dag gik han først til sin elskede Lotte i en time, før han vendte hjem, som om intet var hændt. Og de ord, han skrev til hende, havde Mette aldrig hørt fra ham.
På billederne var Lotte en ældre kvinde. Fyrre år i hvert fald. Hvad fandt han hos hende?
Mette blev rasende.
Lige da hun ville gå ud af bilen, så hun Anders komme ud af opgangen.
Hun havde efterladt en seddel om, at hun var i butikken. Han måtte have ville udnytte situationen til at sende Lotte endnu en besked.
Først nu begyndte Mette at huske, hvor ofte han gik ned til bilen om aftenen. »Jeg glemte min pung« eller »Jeg skal lige hente noget«. Næsten hver aften, men han kom altid hurtigt tilbage, så hun havde ikke tænkt over det.
Anders så hende sidde i hans bil og gik direkte hen til hende.
»Har du fået lov? Det har vi ikke aftalt!«
Mette så på ham og blev endnu mere vred.
Hun spændte sig fast, bakkede ud og gav fuld gas. Bilen ramte hegnet bagved med et brag. Det lettede lidt for Mette.
Hun steg ud og stirrede på sin forbløffede mand. »Så gå du til hende! Se, om hun vil have dig, når du hverken har hus eller bil! Gå! Jeg vil ikke se dig igen!«
For at understrege sine ord kastede hun nøglerne til hans Volvo ind i en snavsdyng og gik hjem.
Drengene var vågnet. De forstod ikke, hvad der foregik. Et par minutter senere prøvede Anders at komme ind, men Mette låste døren.
»Gå til hende! Glem vejen hertil!« råbte hun gennem huset.
Anders blev nødt til at gå. I bare tøfler, badekåbe og en jakke vandrede han hen til sin elskede Lotte. Han troede, hun ville tage ham ind, men nej.
Da Lotte åbnede døren, lød en mandens stemme indefra:
»Skatter, kommer du snart? Jeg venter!«
Anders besøgte kun Lotte på hverdage aldrig i weekenden. Det viste sig, at hun også havde to kærester. Hvorfor skulle hun være ensom i weekenden?
Hun så undskyldende på ham og lukkede døren.
Anders måtte gå til sin mor, der boede et par gader derfra.
Da Birthe så ham, vidste hun med det samme, hvad der var sket. Hun tog ham ind, varmede ham op, gav ham mad, lyttede til hans historie om en ond kone, der havde smidt ham ud uden grund, og sagde trøstende:
»Bare rolig, min dreng! Hvem kunne vide, at din Mette ville blive sådan? Der kommer bedre tider! Du er kun femogtredive! Du finder kærligheden igen, vent og se!«
Sådan blev Anders boende hos sin mor. Han besluttede sig for at starte forfra. Han var næsten lettet over at være fri indtil Mette indgav børnebidrag. Så indså han, at et nyt liv ikke var så let at starte. Godt nok havde hans mor ikke forladt ham, ellers var han virkelig på røven.
