Bedstemoderen gav manden penge til bussen. Senere fik hun uventet besøg.
Agnete havde arbejdet som lærer hele sit liv, men nu var hun nødt til at sælge grøntsager på markedet på grund af sin lille pension. Svigersønnen havde taget en ny kæreste ind i lejligheden, og datteren var flyttet hjem til sin mor med sit barn. Agnete hjalp, hvor hun kunne.
“Mor, det gør mig ondt for dig. Du slider dig til på marken og på torvet,” sagde Freja. “Du burde få lidt hvile.”
“Det er ikke noget, skat. Så længe jeg har kræfter, skal jeg hjælpe dig og min barnebarn,” svarede Agnete. “I hjælper også mig halvdelen af marken er ryddet på bare et par dage! Jeg kunne aldrig klare det alene. Og Liva skal have nye sko til skolen. Hun kan da ikke gå i de gamle?”
Sådan levede de, støttende hinanden og troende på, at lykken engang ville smile til dem. Selv om Freja ikke var den, der ville gå over lig for at få det bedre, var de sammen i det.
En morgen var Agnete ude for at sælge. Hendes plads var god, og hun havde masser af kunder. Det lagde de andre sælgere mærke til, især hendes gamle bekendt, Bodil, der pludselig tog hendes plads.
“Hvorfor kommer du så sent? Undskyld, men jeg har taget din plads. Det tager mig en time at pakke ud, så du må finde et andet sted i dag,” sagde Bodil køligt.
Agnete gad ikke skændes. Det var ikke hendes stil. Hun fandt et sted i nærheden og begyndte at sælge. Hendes nabo, Tina, stod lige ved siden af.
“Hvordan går det med din svigersøn? Er han ikke kommet tilbage?” spurgte Tina.
“Nej,” sukked Agnete. “Han har sit eget liv nu.”
“Ungdommen nu til dags vil hellere leve for sig selv. Min søn løber stadig rundt i bjergene i stedet for at stifte familie,” sagde Tina.
Timen fløj forbi, mens de snakkede. Efter middag dukkede en ung mand op på torvet iført underlige klæder.
“Har du siddet inde?” udbrød Bodil, og alle sælgerne stirrede på ham.
Manden gik hen til Agnetes bod. Han rodede i lommerne og spurgte:
“Frue, jeg har ingen penge. Må jeg låne et par æbler?”
“Tag dem bare. Hvorfor har en flink fyr som dig ingen penge?” spurgte hun og trak på skuldrene.
“Jeg er lige kommet ud fra et sted, der ikke ligefrem er en ferieoase. Bare rolig, jeg er ikke nogen morder. Jeg var dum og endte bag tremmer.”
“Kan din familie ikke hjælpe dig? Hvorfor tager du hjem alene?”
“Jo, men jeg synes, det er pinligt at ringe. Jeg vil hellere overraske dem.”
“Er det langt væk?”
“Århus.”
“Det er da en tur!”
Lidt senere kom han tilbage. Agnete så ham tale med en buschauffør ved stationen. Så vendte han tilbage til hende.
“Frue, må jeg låne lidt penge? Jeg kommer ikke hjem uden. Jeg lover at betale tilbage!” bad han med et bønfaldende blik.
“Hvor meget?”
“Tusind kroner!”
Til de andre sælgeres forbavselse gav Agnete ham pengene.
“Du kan da ikke gå hele vejen. Her,” sagde hun.
“Tusind tak! Jeg skal nok betale tilbage! Mit navn er Mads, og hvad hedder du?”
“Agnete Nielsen.”
“Tak, Agnete Nielsen!” sagde han og skyndte sig hen mod bussen.
“Du er så dum, Agnete! Du får aldrig de penge igen!” skældte Tina ud.
“Man skal hjælpe hinanden. Vi er da ikke dyr,” svarede Agnete.
“Han er ikke et menneske! En fange er en fange, hvad end han gør!”
Agnete vendte sig om og begyndte at pakke sammen.
I weekenden blev Freja syg med feber. Agnete samlede urter i haven og plejede sin datter, så godt hun kunne.
Liva kom løbende med en bog og hviskede:
“Bedste, vil du læse for mig?”
“Selvfølgelig, min skat,” smilede Agnete og strøg hende over håret.
Udenfor begyndte det at regne. Mens brænde knitrede i ovnen, dækkede Freja bordet. Familien skulle til at spise, da der pludselig blev banket på døren.
De så forvirret på hinanden. De ventede ikke gæster!
“Det er mig,” sagde en mand, der trådte ind. Agnete studerede ham og genkendte ham.
“Mads?”
“Ja, det er mig, Agnete Nielsen. Undskyld, jeg ikke kom før. Der har været meget at ordne.”
“Jeg genkendte dig knap nok! Du ser så pæn ud i det jakkesæt og med det nye skæg!” lo hun.
“Vil du ikke spise med os?” tilbød Freja med et lille, genert smil.
Ved bordet fortalte Mads sin historie om, hvordan han var endt i fængsel. Tre år for en forbrydelse, han ikke havde begået!
“Nu er jeg tilbage som afdelingsleder på sygehuset, så hvis I har brug for hjælp, kan I altid komme til mig,” afsluttede han og så venligt på Freja.
En uge senere holdt en bekendt bil foran Agnetes hus, og Mads steg ud med et stort kranseblomstbuket.
“Datter, se ud af vinduet! Der er din kæreste,” råbte Agnete og trak gardinet til side. “Mon snart skal vi holde bryllup?”
“Nå, så er der også fest på vores gade!” grinede Freja og holdt den lille Liva tæt ind til sig.
