Jeg fortryder intet
Og lejligheden skal være gjort rent, til jeg kommer hjem! fru Olga Petersen styrtede ud på trappeopgangen og smækkede døren så hårdt, at vinduerne klirrede i hele opgangen.
Nanna, som netop var ved at gå ned ad trappen, fór sammen. Så stod hun stille og håbede, at naboen ikke ville opdage hende. Forgæves hun blev straks spottet.
Nå, godmorgen, Nannamille!
Olga Petersen satte nonchalant en brun papkasse fra en gammel riskoger på gulvet og kæmpede febrilsk med den sidste knap i frakken. Det var tydeligt, at hun havde travlt.
Godmorgen, Olga Petersen, svarede Nanna med et forsigtigt smil. Er det børnene igen, der har været på spil?
Du siger noget! Tålmodigheden har sin grænse småvrissede naboen, stadig med blikket på den uartige knap.
I samme sekund begyndte kassen på gulvet at røre på sig.
Nanna sprang næsten bagud, selv om der var et pænt stykke mellem hende og kassen.
Ikke fordi hun normalt var bange, men Hun havde aldrig forestillet sig, at der kunne være levende indhold i sådan en riskogerkasse.
“Hvad i alverden?”
Hendes fantasi malede straks et billede af en levende riskoger, der havde spyttet rå grøntsager over hele køkkenet og nu blev sendt til ‘genbrug’ for dårlig opførsel.
Men se nu engang sagde Olga Petersen, greb fat i kassen og rakte den hen mod Nanna.
Nanna gik forsigtigt nærmere og kiggede ned.
Hun vidste jo udmærket, at det ikke var en riskoger med liv i. Og alligevel det, hun så, overraskede hende meget og på den gode måde.
Fra bunden af kassen stirrede to runde, undrende øjne op. De sad i hovedet på en lille kattekilling.
Nej, hvor er den sød! udbrød Nanna.
Ja, jo det kan du mene, knurrede Olga Petersen og lukkede hurtigt kassen igen.
Hvor har du fået den fra?
Ungerne slæbte den hjem og jeg sagde dumt ja til at beholde den. Det fortryder jeg nu! Den skaber mere ballade end to børn tilsammen. Den fejler intet på ydersiden, men man siger jo, at alt, der glimter, ikke er guld. Ser yndig ud men temperamentet, det er værre end min eksmands!
Åh, han er jo lille endnu, Olga Petersen. Han skal bare vokse lidt, så bliver han sikkert roligere. Skal du have ham til dyrlæge og have ham vaccineret?
Hvad?! Dyrlæge? Nej, Nannamille, nu skal du høre! Jeg skal bare have ham ud på landet i dag. Han kan få lov at bo i sommerhuset derude.
Nanna stirrede forbavset på Olga Petersen, stadig med håbet om at det var en spøg. Men den kolde mine og de sammenknebne øjenbryn fortalte alt det her var blodig alvor. Og det var slet ikke 1. april, men 15. november.
Vil du virkelig sætte killingen af på landet? Her sidst på efteråret?
Ja, mener du da jeg skal vente til forår? Hvad er forskellen? Om det er vinter eller ej han skal bare væk! Jeg har haft nok.
Olga Petersen var helt forpustet, da hun selv stoppede og pustede ud et øjeblik.
Så fortsatte hun tørt:
Du skulle bare se, hvad han finder på! Jeg har aldrig drukket så meget kamillete selv da jeg var alene med børnene. Så, det er min beslutning. På landet med ham!
Men vent nu!
Tjoh, jeg kunne jo også bare lade ham være udenfor, hvor børnene fandt ham. Men næste dag ligger han sikkert igen i vores entre. Eller de slæber ham ind og gemmer ham i skabet. Det gider jeg ikke.
Olga Petersen hev sin mobil op, tjekkede klokken og rystede på hovedet:
Nannamille, du forstyrrer mig! Nu bliver jeg altså forsinket, hvis du snakker mere.
Hun tog kassen op, vendte sig om og begyndte at gå ned ad trappen, et fast greb om gelænderet.
Nanna blev stående og så hende forsvinde. Hun kunne ikke frigøre sig fra tanken: Hvordan kunne man dog efterlade en lille kat væk fra folk og varme? Han ville ikke klare én dag.
Vent, Olga Petersen! råbte Nanna.
Hvad nu? Jeg sagde jo, jeg har travlt!
Lad killingen blive her i byen. Lad mig prøve at finde et kærligt hjem til ham. Giv ham til mig, tak!
Olga Petersen standsede og drejede sig langsomt.
Kærlige hænder?! Hentyder du noget? Er mine hænder ikke gode nok måske? Jeg har trods alt opdraget to børn med dem.
Jeg antyder intet… Jeg vil bare gerne sørge for, at lillemis får det godt. Han overlever ikke alene på landet.
Så må han have det sådan! Overlever han ikke, var det ikke meningen. Ikke mit problem.
Men sådan kan man da ikke!
Han egner sig bare ikke til at bo indenfor.
Han er barn endnu, han skal nok lære det! Nanna tøvede så, men kunne ikke lade være: Du sender trods alt ikke dine egne børn på landet, selvom du skælder dem ud dagligt.
Mine børn er MINE børn. Det er altså noget helt andet! Hvis du vil, så tag ham bare.
Hun stillede kassen på gulvet.
Fint for mig så sparer jeg turen og DSB-billetten, fnøs hun spydigt.
Så forsvandt Olga Petersen ind, lukkede døren med et brag og straks kunne man høre hende råbe:
Hvad nu!? Hvorfor er I ikke allerede i gang med rengøringen? Kom så med de mobiler!
Nanna hørte ikke mere. Hun løftede forsigtigt kassen op, tjekkede at killingen stadig lå trygt i bunden og gik op på sin egen etage.
Pludselig boede hun nu sammen med en brugt riskogerkasse og en lille, undrende kattekilling.
Det havde hun aldrig tænkt, især ikke den dag. Hun var kun på vej ud for at købe kaffe, fordi det var sluppet op, og pludselig stod hun med ansvar for et væsen hun ikke havde noget særligt forhold til.
Hun var ellers ikke et udpræget dyremenneske hun var ikke én af dem, der nævnte sin kat i første sætning, og aldrig havde hun haft den store trang til at anskaffe sig kæledyr.
Men at lade Olga Petersen sætte killingen ud på landet? Det kunne Nanna bare ikke.
Lige dér opdagede hun, at ligegyldighed ikke er det samme som at være hjerteløs. Det ville ganske enkelt være forkert!
Og mon ikke man fandt en familie, som gerne ville tage imod sådan en charmetrold? Så flot som han var, tænkte Nanna, ville han nok hurtigt finde et hjem.
Alt, hvad der skulle til, var et par gode billeder fra forskellige vinkler op på nettet og folk ville stille sig i kø for at få ham hjem.
Sådan begyndte en proces
*****
Nanna satte straks gang i projektet. Da hun var kommet ind hjemme, tog hun billeder af killingen og lagde dem op på både Facebook, Den Blå Avis og diverse opslagstavler under Gives bort og Søges et godt hjem.
Så gik hun i Brugsen, for nu skulle der både kaffe og killingefoder til. Foder, bakke, og grus der røg knap 120 kroner på det alt sammen. Men hun kunne jo bare give det videre til killingen nye ejere.
Tanken fik hende til at smile det føltes rigtigt, og hun fortrød ikke et øjeblik de penge.
Ifølge Olga Petersen hed killingen Donut, men han reagerede overhovedet ikke på det. Nanna begyndte at prøve andre navne og endte ved det 132. forslag.
Nu hedder du Mikkel! Har du noget imod det? sagde hun og så spørgende på killingen.
Miv! sagde katten og stormede ud i entreen, hvor han straks gik til angreb på et par pelssutsko, som han mente udfordrede ham i blødhed og skønhed.
For ham var der kun én, der var sødest og blødest nemlig ham selv!
Nanna morede sig over Mikkel og gik så i gang med dagens arbejde.
Hun var freelance fotograf, lavede fotosessions for kunder og holdt virkelig af sit arbejde. Det gav også en fin indtægt.
Hun havde billeder, som hun burde redigere snart, så hun satte sig til computeren og fandt sine programmer frem. Men ro fik hun ikke.
Mikkel, nu færdig med sutskoene, galoperede rundt i hele lejligheden, med fare for at vælte både møbler og vaser.
Hov, lille ven, sagde Nanna, drejede stolen mod ham og rystede let på pegefingeren.
Killingen frøs midt i et spring og kiggede forvirret på hende: Ja, hvad vil du mig? Jeg leger, jo!
Jeg kan godt forstå, du keder dig, men husk nu vi skal bare finde et hjem til dig
Miv!
Ingen diskussion. Du er midlertidigt gæst her, så prøv at opføre dig pænt, ik?
Den sætning skulle hun nok ikke have sagt. For så begyndte Mikkel at se så stakkels ud, at Nanna skammede sig helt. Så lille og uskyldig kunne man da ikke skælde ud.
Nå, okay, leg du bare. Men løb ikke helt amok.
Katten kvitterede med et fornøjet miv! og satte fuld fart rundt i lejligheden igen. Ingen forhindringer eksisterer! tænkte Nanna med et smil, mens hun skyndte sig at tage høretelefoner på.
Men da der var gået fem minutter, lykkedes det Mikkel – i fuldt firspring – at rive stikket ud af computeren, da han fór ind under skrivebordet. Væk var strømmen og Mikkel forsvandt også!
Nå, det var da utroligt udbrød Nanna, mens hun stirrede på den sorte computerskærm.
Brugte den næste halve time på at fange killingen, men uden resultat. Til gengæld stødte hun sin fod ind i en stol og knæet i skrivebordsstolen to gange.
Da computeren endelig virkede, gennemgik Nanna sine opslag på nettet. Der var masser af likes og søde kommentarer men ingen, der ville tage killingen.
Nej, hvor er han sød!, Heldige dig, Nanna!, Sikke en dejlig mis! ja, men ingen konkrete tilbud. Ingen ringede, ingen stod ved døren.
For måske lå folk langt væk, tænkte hun og skrev nu tilføjelsen: Jeg kan bringe killingen ud, hvor som helst i København eller Sjælland sågar. Spørg bare!
Men stadig intet. Mikkel blev træt, sprang op i sofaen og lagde sig på ryggen elsk mig nu med maven i vejret. Nanna satte sig og nussede forsigtigt mavsen, indtil han faldt i søvn og hun med.
Sådan gik den dag uden arbejde.
*****
En uge gik. Flere likes, flere kommentarer men ingen reelt begyndte at vise ansvar eller ville tage ham.
Yderligere tre dage senere sad Nanna så og undrede sig oprigtigt:
Hvad nu, hvis han bare aldrig bliver hentet? Skal han så bo her?
Ja, det var bare det, jeg manglede! sagde hun højt, og snubbede sig selv i at tale sådan.
Mikkel lå og sov på tastaturet, forpoterne om musen. Da hun pludselig talte højt, åbnede han et øje og sendte hende et arrigt ublik: Det er da min lur!
Nanna sukkede, tog sin mobil og læste kommentarerne igennem. Ja, folk var stadig begejstrede men ingen tog skridtet videre. Hver ny like var næsten bare endnu et tabt håb.
Hun kom pludselig i tanker om et besøg hos en psykolog ugen før. Hun ville finde ud af, hvorfor hun, med god økonomi, yndlingsarbejde og egen lejlighed altså alt det, mange drømmer om stadig følte, der manglede noget.
Det var ikke mandfolk hun havde selv valgt singlelivet for nu, for at få lidt ro.
Men hvad var det så?
Psykologen sagde, hun skulle “snakke med sig selv”. Se dybt nok ind, til hun ramte bunden. Men for Nanna endte det bare med et glas vand og en hovedpinepille.
Problemet var der endnu. Hun opgav psykologen og sludrede i stedet med veninder:
Du lider bare af kedsomheds-luksus, sagde Anne, der altid bar en smule misundelse over Nannas tilværelse.
Nej, Anne. Jeg arbejder hårdt, hele ugen hvordan kan man så kede sig?
Hvad med at det er det, du mangler? spurgte Mette tænksomt, mens hun spiste sin tunnelbagt wienerbrød.
Hvem? Hvad?
Ikke hvem HVAD! Du mangler lidt sul på kroppen! Du er jo det rene pindsvin, så lidt for meget skrabet som barn? Kunne det være årsagen?
Venindernes svar var ikke løsningen. Nanna ville bare ikke tænke mere over det men nu trak tanken alligevel igen:
“Måske mangler jeg ikke noget. Måske mangler jeg bare Mikkel?” tænkte hun og smilede ved tanken.
*****
En måned var gået, siden Nanna tog mod til sig og lod Mikkel flytte ind. Selvom hun forsøgte alt for at skaffe ham et hjem, blev han. Og ingen af beskederne, de 1228 likes, hun havde fået på sine billeder af ham, førte til adoption.
Nu med et glimt i øjet, forstod hun hvorfor.
Mikkel var faktisk ret kvik. Han forstod hendes stemning og hendes ønsker især hvis hun bad ham for tiende gang om at lade sofaen være i fred.
Han forsøgte også forskellige roller i hjemmet. Han startede som interiørdesigner rev fire sæt gardiner i stykker, før hun opgav gardiner i stuen.
Han prøvede at blive kok, smagte på alt der stod på bordet agurk, rugbrød, sild og udspyttede det straks. Han indså, at det bedste alligevel var killingemad.
Men det bedste, Mikkel kunne, var bare at give glæde. Han turde minde Nanna om, hvad glæde var selvom det sommetider var på bekostning af natteroen.
For straks, når hun satte sig eller lagde sig, så han på hende: “Leger du med mig nu?”
Så var hun straks på benene igen. Hun forstod nu Olga Petersens frustration, men ville aldrig gøre det samme hun ville ikke skubbe ham ud på landet, selv når hun var træt, irriteret eller ked af at hun aldrig fik sovet længe.
Der var dog ting at fortælle, som ophævede alt det:
For det første: Nanna holdt op med at gruble over, hvad hun manglede for at være glad. Spørgsmålet forsvandt.
For det andet: Hun blev hurtigere til at gøre rent nu vidste hun, at det var med at holde tempo, inden killingen vågnede.
Følelsen af glæde i små ting dukkede frem: Den dag Mikkel for første gang fandt selv hen til kattebakken uanset om klokken var ét om natten eller halv fem om morgenen.
Adskillige nætter havde hun båret ham derud, men nu nu klarede han det selv, og Nanna fældede en tåre af ren lettelse. At kunne sove bare to timer uforstyrret var lykke nok!
Mikkel udviklede nye vaner: Han legede med natlampen, tændte og slukkede, så hun til sidst tog den ned og lagde den bort.
Så gik det op for hende: Det var ikke Mikkel, der boede hos hende. Det var hende, der kom på besøg hos ham! For mens hun var på arbejde, var han herre i huset. Han kom hende i møde ved døren hver dag.
Langsomt indså hun, at hun ikke længere manglede at “finde et godt hjem” til Mikkel for hun var jo selv blevet det. Det kærlige hjem.
Nu kunne hun godt stå op midt om natten for at lege fangeleg eller trillegolf i gangen.
Hun kunne nusse ham, når han krævede al hendes plads i sengen.
Ja, hun var klar og hun fortrød ikke én eneste ting. Fordi hun elskede ham. Fordi han var umulig ikke at elske.
Og Mikkel han elskede også hende.
Nu vækkede han hende ikke for at få opmærksomhed. Han lagde sig ganske stille ved hendes side om morgenen og ventede. Nogle gange sendte han hende et lidt bebrejdende blik: “Nu må du vågne, jeg savner dig jo”
Men Nanna fortrød intet. Og det, tænker hun med et stille smil, gør hun stadig ikke.
