Matrøna: En stærk og trofast kvinde fra danske marker

Maren
I landsbyen sagde de, at hun var blevet lidt skør i sine gamle dage. Mange undgik hendes hus og kaldte hende “heksen”, men måden, hun satte de ondskabsfulde på plads, huskes den dag i dag…

Ud ad til var Maren en almindelig bonderkone ældre og med en smule underlig: Hun hjalp dem, der havde brug for det, selvom hun kun levede af en lille pension, og tog vare på vildfarende turister. De velhavende landsbyboere (for landsbyen var velstående) lukkede sjældent fremmede ind måske gav de dem en kop vand fra brønden, men at lade dem overnatte? Aldrig.

Men Maren var anderledes hun gav enhver vandringsmand noget at drikke, serverede simpel mad og lod dem sove, hvis det blev sent. De kaldte hende mærkelig for det, sagde, at hun lukkede fremmede ind, mens hun jo havde en ung pige i huset. De truede hende endda:

“Bliv du ved, så sender vi din Lise til børnehjemmet. Vi ringer til socialforvaltningen, og de tager hende fra dig.”

Men det var før. Senere blev Lise myndig, og de onde mennesker lod hende være. Men i starten var Maren vred på landsbyboerne, for Lise var hendes hjertes blod, hendes eneste skat, hendes håb og støtte i alderdommen.

Hun var den eneste, hun havde tilbage. Maren havde mistet alle sine kære manden døde ung, kun 42 år gammel, af et hjerteanfald. Datteren Anne måtte hun opdrage alene. Hun var en dejlig og dygtig pige, giftede sig godt, flyttede til byen og fik Lise. Men så skete det forfærdelige…

Annes mand arbejdede som geolog. Han var altid på arbejdsrejser, nogle gange kom han ikke hjem i et halvt år. Fra en af dem vendte han slet ikke tilbage han forsvandt, og hans lig blev aldrig fundet. Beredskabsstyrelsen sendte flere søgetrupper ud, men en af medarbejderne forsvandt også. Det var i hvert fald, hvad de fortalte Anne.

Anne sørgede dybt, for hun havde en lille pige at tage sig af, og nu uden en far. Maren støttede hende kraftigt i den tid:

“Jeg satte dig på benene efter din fars død, og du kan også klare det du skal nok få Lise op, og jeg hjælper.”

I starten lod Anne til at falde til ro, accepterede den hårde skæbne. Men som det viste sig, var det bare for ikke at gøre sin mor bekymret. Et par år senere skete det uventede.

Anne begyndte at drukne sin sorg i stærke drikke. Først en gang imellem, så næsten hver dag.

“Verden er ikke den samme uden min kære Anders. Jeg får ikke min elskede mand tilbage, der er ingen lykke for mig, så hvorfor skal jeg leve?” jamrede hun hver gang moren prøvede at trøste hende.

Maren prøvede alt, men intet hjalp Anne havde bundet sit liv til “den grønne dæmon.” Derfor døde hun i sin bedste alder. Alle dømte hende, men måske var det skæbnen.

Maren
Nu var Lise på 15 år forældreløs. Bedstemor fik forældremyndigheden over hende og tog hende med til landsbyen. Lise var selvfølgelig imod, for hun var vant til bylivet, men Maren overbeviste hende:

“I byen kan vi ikke overleve på min pension, men her har vi vores egen have og fjerkræ.”

Og hun plejede at sige til sin datterdatter:

“Du, min skat, får en anden skæbne, bare vent. Når du bliver ældre, finder jeg dig en god kæreste!”

“Hvor skal du finde ham, bedste? Her er der kun vildfarende turister.”

“Bare rolig, lille skat, bedstemor ved, hvad hun gør. Og lad de onde tunger snakke, du skal bare ignorere dem.”

Sådan levede de to i et gammelt hus i udkanten af landsbyen. Maren tog sig af gården, Lise gik i den lokale skole, og efter skoletid hjalp hun til derhjemme.

Klassemakkerne drillede hende ofte, for de vidste, hvad der var sket med hendes mor. Og naboerne elskede at sladre:

“Moren var en taber, hvad kan man forvente af pigen? Hun kommer ikke til at blive til noget!”

Det gjorde ondt på Maren at høre, for det var ikke hendes skyld, at hendes mand døde ung, og at datteren også mistede sin mand. Men hun lovede sig selv hun ville sørge for sin datterdatters fremtid.

Maren holdt helt op med at lytte til naboerne lad dem sige, hvad de ville. De kunne ikke lide hende for det ingenting kunne ryste hende, hun var ligeglad med sladder.

Men engang imellem kunne de ikke holde sig tilbage. Hver gang Maren lod en vandringsmand overnatte, flød rygterne igen i landsbyen hun ledte sikkert efter en kæreste til sin Lise blandt fremmede, for ingen lokale ville gifte sig med hende med sådan en baggrund.

“Jeg har ikke brug for jeres drenge,” svarede Maren stolt. “Min Lise får en anden skæbne.”

“Nå, nå, vi skal nok se,” fnøs landsbyboerne og kaldte hende “heksen” bag hendes ryg.

Tiden gik. I landsbyen døde sladderen lidt ned de sagde ikke så mange grimme ting om dem længere. Det virkede, som om de var blevet glemt, men det var kun stilheden før stormen, der brød løs ud af det blå. Men det blev også vendepunktet i den gamle kvinde og hendes forældreløse datterdatters liv.

En stille vinteraften, da landsbyen allerede var faldet i mørke, lød der larm bag hegnet nogen forsøgte forgæves at starte en død motor. Lydene blev afbrudt af mænd, der brokkede sig over vejret, de dårlige veje og ren uheld.

Maren
Fra naboens gård kom en buttet mand, tydeligt irriteret over larmen:

“Hvad larmer I sådan om natten? Folk skal sove!”

“Hvilken nat? Klokken er højst otte!”

“Hvem er I overhovedet? Ser byfolk ud. Hvad laver I i vores gudsforladte landsby?”

“Vi er jagere. “Vi er jagere,” sagde den højeste af mændene og trak i sin jakke for at vise sit våben. “Kommet for at fange det, der har dræbt vores kammerater ude i skoven.”

Maren stod allerede i døren med en olielampe i hånden, og hendes øjne var kolde som is. “Så I er dem, der skyder uden at forstå,” sagde hun roligt. “Skoven fortæller sine hemmeligheder ikke til mænd med riffel.”

Næste morgen var bilen væk, og ingen af jagterne blev set igen. Men der var spor i sneen ikke af støvler, men af bare fødder, lange og smalle, der førte ind i skoven. Og fra den aften talte ingen mere om Maren og Lise. De lod dem være i fred.

Årene gik. Lise voksede op, og Maren døde stille i sin seng, med sin datterdatters hoved mod sit bryst. Da bønderne kom for at hjælpe med begravelsen, fandt de et brev under kogebordsbordet:

“Min Lise er ikke alene. Skoven har set hende vækse. Og hvis hun kalder på, så svarer den. Gå ikke i skoven efter mørkets frembrud ikke fordi der bor nogle onde, men fordi de elsker hende mere, end I nogensinde har elsket noget.”

De brændte brevet. Men ingen går i skoven om natten længere. Og nogle siger, at hvis man lytter godt efter, kan man høre to stemmer, der synger sammen i måneskinnet en ung og en gammel og bladene hvisker tilbage.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

5 × 4 =

Matrøna: En stærk og trofast kvinde fra danske marker
På jagt efter det perfekte