Han havde altid set sin mor som en byrde, og nu havde han endelig fået hende placeret på det billigste plejehjem. Pigenavn? spurgte han utålmodigt.
Agnete Sørensen vendte langsomt hovedet og så ham lige i øjnene. Lad være, Mikkel, hviskede hun stille, men tydeligt. Lyg ikke. I det mindste ikke nu. Hendes blik var fuldstændig fri for fordømmelse, men afspejlede kun en uendelig moderlig smerte. Pludselig ville Mikkel bare ud af bilen og løbe væk.
Han indså, at han var ved at begå den største fejl i sit liv. En fejl, han måske aldrig kunne rette op på. Men taxaen svingede allerede ind mod de grå jernporte med et malet skilt, der var ved at flage af. Der var ingen vej tilbage. Bilen standsede foran en slidt toetagers bygning af grå mursten, omgivet af nøgne træer.
Skiltet med Fredens Havn var malet med anonyme bogstaver, og rust tegnede sig under malingen. Det lignede mere et skibsvrag end et sted for folk, der havde brug for omsorg. Mikkel betalte chaufføren uden at møde hans blik og hjalp sin mor ud af bilen. Hendes hånd i hans var kold og let som en fugleklø.
Luften her var anderledes end i byen. Den lugtede af fugt, rådnende blade og noget umærkeligt forfaldent. Fra et åbent vindue på stueetagen lød lyden af en tv-avis og en gammel mands hosten. Agnete stoppede og så sig omkring i det triste landskab.
Der var ingen frygt eller fortvivlelse i hendes ansigt, kun en fjern nysgerrighed, som om hun var en turist på et ubehageligt sted. Så er vi her, sagde Mikkel med en falsk munterhed og tog hendes taske. Kom, de venter på os. Indenfor blev de mødt af en lang, halvmørk gang.
Væggene var malet i en kvalmende institutionel grøn, fuld af revner. Gulvet, dækket af slidt linoleum, knagede ved hvert skridt. Luften var tung af klorin, billig mad og alderdom. Bag åbne døre kunne man høre brudstykker af samtaler, stønnen og mumlen.
Ved væggen sad to ældre kvinder i ens badekåber på en sunken sofa og stirrede tomt frem for sig. Den ene vendte langsomt hovedet mod dem, og hendes tandløse mund formede sig til en underlig, næsten uhyggelig smil. Mikkel følte en kuldegysning. Han ville bare tage sin mor og køre væk.
Hjem til hendes gamle lejlighed eller endda til hans eget ufærdige hus. Men så så han for sig sin kones ansigt, hendes kolde, fordømmende øjne. Han hørte hendes stemme: *Altid skal du svigte, Mikkel. Jeg vidste, man ikke kunne regne med dig.* Og han tvang sig selv til at gå videre.
Som barn havde han altid forestillet sig helvede fyldt med flammer og kogende tjære. Men nu vidste han bedre. Det her var helvede med klorinlugt, grønne vægge og en larmende stilhed af fortvivlelse.
Et minde dukkede pludselig op. Han var syv år. Han og hans storebror, Lasse, byggede en hule af grene i haven. Mikkel skar sig, blodet strømmede, og han græd. Lasse, tre år ældre, undersøgte såret, vaskede det med vand fra pumpen og bandagede det med en platanblad. *Græd ikke, lillebror,* sagde han med sin dybe stemme. *Jeg er altid her for at beskytte dig. Altid.*
Hvor var du nu, Lasse? Hvorfor var du ikke her? Tanken var så skarp, at Mikkel rystede. Han havde ikke tænkt på sin bror i årevis, havde presset hans minde væk. Lassens død under militærtjenesten havde været en tragedie for familien, men for Mikkel i hans mest cyniske øjeblikke havde det også føltes som en befrielse. Han var fri for at blive sammenlignet med den ældre, klogere, stærkere bror, som han troede, moren elskede mere.
Administrationen er den vej, lød en kvindestemme. En ung pige i hvid kittel kiggede frem over en papirfyldt disk. Chefen er optaget. I kan vente eller give papirerne til sygeplejersken.
Hanne Mortensen, tag imod den nye, råbte nogen. Døren til kontoret åbnede, og en middelaldrende kvinde trådte frem. Træt men venligt ansigt, kortklippet hår, opmærksomme brune øjne. Hendes plejefrakke var pletfri og stryget i skærende kontrast til resten af stedet.
Kom ind, sagde hun og nikkede til Mikkel og Agnete. Hendes blik strejfede Agnetes ansigt med professionel medfølelse, før det hvilede på Mikkel. Der var ingen fordømmelse, kun en underliggende sorg.
Kontoret var lille men overraskende hyggeligt. En pelargonie stod på vindueskarmen, og en kattekalender hang på væggen. En lille oase af liv midt i forfald.
Sæt jer, sagde sygeplejersken og pegede på to stole. Jeg er Hanne Mortensen. Jeg vil tage mig af din mor. Agnete satte sig lydigt med tasken på skødet. Mikkel blev stående, lænede sig mod dørkarmen. Han følte sig fremmed.
Papirerne, tak. Mikkel rakte hende mappen med sin mors pas, sundhedsoplysninger og henvisning. Hanne begyndte at udfylde journalen med standardspørgsmål: fødselsdato, blodtype, kroniske sygdomme, allergier. Mikkel svarede for sin mor, der syntes fjern og uengageret.
Pludselig henvendte sygeplejersken sig direkte til Agnete, og hendes stemme blev blød. Vær ikke bekymret. Det er måske ikke et luksussted, men vi passer godt på vores beboere. Agnete så op, og der lyste en anerkendelse i hendes øjne.
Mikkel følte et stik af misundelse. En fremmed havde nået sin mor på to minutter, mens han, hendes søn, ikke kunne få et ord ud af hende hele vejen hertil.
Næsten færdig, sagde Hanne og vendte siden. Kun lidt mere. Civilstand: enke. Børn. Hun så på Mikkel. Søn. Mikkel Christensen. Korrekt?
Ja, mumlede han.
Hun noterede det. Hendes håndskrift var næsten kalligrafisk. Mikkel betragtede hendes velplejede hænder og tænkte, at hun hørte et bedre sted til.
Hanne så op fra papirerne. Hendes blik hvilede igen på Agnete, men denne gang var der mere end medfølelse en underlig, spændt nysgerrighed. Mikkel troede, det var professionel vane, men han anede ikke, at det næste spørgsmål ville forandre alt.
Sidste punkt, sagde Hanne, og hendes stemme lød pludselig fjern. Pigenavn? Til arkivet.
Det simple spørgsmål fik Agnete til at ryste. Hun sænkede blikket, og hendes fingre nappede nervøst ved tasken. Mikkel sukkede utålmodigt. Agnete Sørensen, sagde hun så stille, at det næsten ikke var til at høre.
Mikkel standsede op. Det var ikke det rigtige navn. Han så på sin mor, virkelig så på hende for første gang i årevis. Og så huskede han.
Hun hed ikke Agnete Sørensen.
Hun hed Ingrid. Ingrid Møller.
Og pludselig forstod han det var ikke hende, der var forvirret.
Det var ham.
