I en af de mange lejligheder i den store koloni i København bor to ældre søstre, Else og Ingrid. De er biologisk søstre, og hvis de ikke havde en væsentlig aldersforskel, kunne man tro, de er tvillinger. Begge er spinkle, lidt skrå, med tynde læber der altid er pressede sammen, og de har tunge, grå hår. De går hver dag i samme grå, kedelige arbejdsdragt. Hele koloniens beboere hader, er bange for og foragte dem.
De unge mænd hader, fordi søstrene altid gør bemærkninger og er utilfredse. De klager over høj musik, festlige sammenkomster og sene ankomster. Børnene er bange, fordi de ældre damer hver gang klager til forældrene over den mindste overtrædelse, som at lyset i toilettet er efterladt tændt eller papirspåner i gangen.
Den søde og godmodige Kirstine, som aldrig har fået en universitetsgrad, foragter dem for deres uddannelse, som hun mangler, for deres mangel på familie og børn, og for deres nedgørende måde at påtale andre på. Hun blander sig aldrig i andres problemer, og hun reagerer ikke på børnenes narrestreger eller de sene ankomster fra Viggo og Søren. De to unge mænd gør bare, hvad de vil de er, som søstrene kalder dem, gøglere.
Børnene elsker Kirstine. Hun meldes aldrig til forældrene, uanset hvad der sker. Hun smiler listigt, blinker og holder mund. I koloniens travlhed er der altid larm og snak.
Ofte går Ingrid, den ældre søster, ud i gangen, kniber læberne sammen og siger til drengene:
Det må man ikke råbe så højt! Måske nogen hviler nu? Naboen Morten er kommet fra sin vagt, og måske skriver nogen på et manuskript som for eksempel fru Anne!
Hun peger på døren, hvor Else faktisk sidder og skriver. Hele koloniens beboere ler af hende, men Kirstine er altid foran.
Else, hvornår bliver du færdig med det? Jeg er træt af at vente! Det er så hårdt at læse, spørger den gamle kvinde og bryder ud i latter. Alle, der hører, griner med.
Else rynker de slanke læber og svarer ikke, men da hun går ind i værelset, græder hun stille på skulderen af sin søster:
Ingrid, hvorfor nævner du bogen? De griner allerede af os.
Lad dem grine, trøster søsteren. De gør det ikke med ond vilje. De er vores naboer, næsten som familie. Gør dig ikke sur. Og græd ikke!
I 1940 bryder krigen ud, og i september kommer den tyske besættelse. Sulten kommer ikke med det samme, men først senere, og i begyndelsen er det stadig lidt varmt. Koloniens beboere vænner sig langsomt til de nye forhold: rationeringskort, halvtomme rum, gravsteder, sirener, ingen maddufte fra køkkenet, blege, udmattede ansigter og stilhed.
De unge synger ikke længere på guitar, og børnene leger ikke gemmeleg. Det er stille og roligt, og stilheden river sjælen hårdere end førkrigens larm. Else og Ingrid bliver endnu mere spinkle, men de bærer stadig deres grå dragt, som hænger på dem som en skjult kappe, og de holder stadig øje med orden nu om andre ting.
Kirstine kommer kun ud, når det er nødvendigt. En dag forsvinder hun helt. Hun går væk og vender ikke tilbage. Else og Ingrid leder efter hende i flere dage, men uden held. Den gamle dame er væk som om, hun aldrig har eksisteret.
I foråret 1942 får koloniens beboere den første død. Mor til drengen Tobias dør, og han står helt alene. Alle føler med ham, men krigen tillader ingen anden handling. Så tager søstrene Tobias under deres vinger. De giver ham mad, passer på ham han bliver kun elleve år i oktober. Senere mister Vasili og Jan også deres mødre. Faderen er på fronten, og der er ingen nyheder. Så træder Else og Ingrid igen til som beskyttere, ikke kun for dem, men for alle børn i koloniens hus, som er mange.
Søstrene laver suppe én gang om dagen. De rører i den længe, tilsætter hvad de kan finde, for der er næsten ingen råvarer tilbage, men suppen bliver den lækreste. Alle børn får den suppe på samme tid hver dag. De kalder den løssluppen.
Mor Ingrid, hvorfor kalder du den løssluppen? Du kaldte Viggo sådan, husker jeg, spørger Tobias nysgerrigt om suppebetegnelsen.
Når Tobias nævner Viggo, triller en tåre ned ad Ingrids kind, fordi han har været væk i seks måneder. Hun svarer:
Det er en løssluppen suppe! Vi laver den på den måde, så den får sit navn.
Hvad betyder på den måde? spørger drengen.
Det betyder, at vi kaster alt i gryden: byg, perlebyg, en smule klister fra papir, og hvis vi har held, en skefuld stegt kød! siger Else, mens hun stryger Tobias ved hovedet, tager en lille sukkerkrystal ud af lommen, knækker den i to og smutter den i hans mund, så den ikke går tabt på overleveringen.
Tobias, gå og se, om mor Else har fundet noget klæbemateriale, så vi kan krydre løssluppen. råber hun.
Snart samler de alle de forældreløse børn i deres værelse. De lever sammen, varmere, og børnene frygter ikke længere. De lægger sig tæt sammen, og mor Else fortæller en godnathistorie fra sin ufuldendte bog. Bogen er gået på brænde, men hun husker alle sine historier og finder på nye. Børnene kan ikke falde i søvn uden en historie, så de spørger:
Mor Else, vil du fortælle om den smukke pigen fra de sneklædte bjerge i dag?
Det vil jeg, svarer hun, og begynder at fortælle.
Alle har en opgave. Mor Asta holder øje, så alle hjælper. Tobias brænder i ovnen, Jan samler brænde, pigerne går for vand, udleverer rationeringskort, hjælper med suppen og synger hver morgen. Jan synger, og de alle synger med, omend tøvende.
En dag bringer Ingrid en syg pige fra gaden ind. Hun er ved at dø, men de får hende liv i hånden. Så bringer Else en dreng, så en anden, så endnu en Ved blokadens ende har de to søstre omkring tolv børn i deres værelse. Alle har overlevet som et mirakel.
Den løssluppen suppe fortsætter også efter krigen. Børnene vokser, flytter hver til sit sted, men de glemmer aldrig mor Asta og mor Else. De besøger dem ofte, hjælper dem. Hver af de gamle kvinder lever næsten til hundred år, og de sender deres historiebog ud. Bogen får titlen Mit kære koloni-hjem.
Hvert år den 5. maj samles alle de voksne børn omkring Asta og Else, så længe de lever, som en stor familie. Familien vokser år for år, og barnebørn og oldebørn fødes.
Og ved hvert samling er der én ret på bordet. Den ved I allerede løssluppen suppe. Intet kan slås med den blokade-suppe, krydret med godhed og ånds styrke, som har reddet så mange børn.
