Jeg ringer, mumler han, mens han skyder døren i.
Din elskerinde har ringet. Hun sender hilsener! kaster Inger ud i rummet, uden at løfte blikket fra komfuret, hvor noget velkendt steger på panden, som om det er en del af deres fælles liv.
Anders fryser ved køkkenkanten. Tyve år et helt liv flyver forbi ham på et øjeblik. Nøglerne glider ud af hans hånd, falder på gulvet og klirrer med en ubehagelig metallisk lyd, som om den skærer igennem stilheden.
Hvad snakker du om? Hvilken elskerinde? hans stemme vakler, som om den bærer alle hans frygt og de sidste måneders uro. Han føler, at jorden forsvinder under fødderne.
Alice. Din assistent, formoder du? vender Inger sig endelig mod ham, armene krydsede over brystet. En ung pige, femogtyve år. Hun siger, at det er den fjerde måned. Tillykke, far!
I hendes øjne ligger så meget smerte, at Anders får lyst til at falde gennem jorden eller vågne op. Ja, han må vække sig, så han forstår, at det hele bare er et mareridt.
Inge, jeg forklarer begynder han, men ordene sidder fast i halsen.
Forklarer du? griner hun hæs. Hvad vil du forklare, Anders? At du har hygget dig med din sekretær, mens jeg løb fra hospital til hospital? Eller at du løj for mig om, at du blev forsinket på arbejdet?
Panden brister, og duften af brændt kød fylder køkkenet. Inger slukker gasblusset som om det kunne stoppe smerten, bitterheden og svigten.
Ved du, hvad der er mest afskyeligt? hvisker hun. Jeg har haft mistanke. Alle dine møder, de sene opkald, forretningsrejserne men jeg troede på dig som på et barn!
Inge, hør tager Anders et skridt mod sin kone, men hun rejser armene som en usynlig mur.
Kom ikke nær! tårer skinner i hendes øjne. Gud, hvor er det afskyeligt Tyve år som en kat under halen!
Hold op, han prøver at samle sig, men stemmen ryster. Lad os tale roligt. Det er så kompliceret.
Kompliceret? griner Inger igen, men latteren bærer en grådende klang. Hvad er så kompliceret? Du har fået en ung elskerinde. Hun kom ind, og jeg hans stemme brister, er bare en gammel kvinde, der ikke kan få børn, er jeg?
Sig det ikke! han tager endnu et skridt frem og prøver at omfavne hende.
Inger vrider sig ud af hans greb som om han var brændt. Et skarpt slag bryder stilheden i køkkenet.
Gå væk, hvisker hun, stemmen knækkende. Gå til hende. Hvis hun allerede kan give dig det, jeg ikke kunne.
Inge
Forsvind! griber hun fat i saltkrystallerne på bordet og kaster dem mod ham.
Anders trækker sig tilbage, saltet spreder sig på gulvet, de hvide krystaller glitrer i lampelyset. Et dårligt tegn, tænker han.
Jeg ringer, mumler han igen, mens han skyder døren i.
Inger vender sig tavst mod vinduet. Haleskuldrene ryster, som om kulden rammer, selvom det udenfor er varmt.
I gangen, mens han hastigt trækker sin frakke på, hører han svage klynken. Hånden holder fast på dørhåndtaget. Hvad kan han sige? Hvordan retfærdiggør han sit svig?
Døren smælder. Den tomme lejlighed bliver dødeligt stille. Kun væguret en bryllupsgave fra hans forældre tikker. Tyve år har den talt. Den tæller roligt sekunderne i deres fælles liv.
Inger sætter sig langsomt på køkkenstolen. Blikket falder på det spildte salt. Man siger, det bringer uheld, tænker hun og bryder ud i et hysteriisk grin. Som om hun uden et tegn kan forstå, at hendes liv lige er faldet fra hinanden som de hvide krystaller på den mørke gulvflise.
Telefonen i hans frakke vibrerer i lommen. Inger tager den med rystende hænder. En sms fra et ukendt nummer:
Undskyld. Jeg ville ikke have, at det ender sådan. Alice.
Din lille djævel, hvisker Inger og klemmer telefonen så den gør ondt. Lille pest
Udenfor begynder regnen at dryppe. De første dråber rammer vindueskarmen som om nogen spiller en trist melodi på et usynligt xylofon.
Inger rejser sig, griber fejemoppen og en skovl. Mens hun samler det spildte salt, snurrer en meningsløs tanke i hovedet: Men jeg spurgte aldrig, om hun ventede en dreng eller en pige
Hun stopper, holder skovlen hårdt i hånden. Saltet, regnen, væguret alt smelter sammen til én uafbrudt strøm, som om livet nu kun findes i disse små detaljer. Der er intet andet tilbage.
Anders sidder i bilen og stirrer på sin telefon. Femten ubesvarede opkald fra sin mor det er naturligvis Inger, der ringer til svigerdatteren. Hun har altid holdt af svigerdatteren.
Hvad nu? spørger han sit spejlbillede i bakspejlet. En rynket mand på fyrrefem kigger tilbage med fordømmende blik.
Telefonen vibrerer igen. Alice står på skærmen.
Ja, lille
Hvor er du? hans stemme ryster, som om han er ved at bryde sammen. Jeg blev så bange Hun var så skræmmende!
Hvem? forstår Anders ikke.
Din kone! Hun kom på mit arbejde, lavede et scene
Hvad?! han retter sig bramt. Hvornår?
En time siden Alice snøfter. Hun skrælede hele kontoret og kastede papirer i hans ansigt Det var resultaterne af hendes undersøgelser.
Han læner hovedet på rattet med et suk.
Jeg vidste det ikke fortsætter Alice. Jeg vidste faktisk ikke, at I ikke kan få børn. Jeg troede bare, at I ikke ville have
Jeg vidste, flasher i hans hoved. Vidste, men alligevel
Kom, beder hun. Jeg er bange at være alene.
Jeg er på vej, svarer han kort.
Han tænder bilen, men før han kan køre, ringer telefonen igen. Dette er moren.
Ja, mor.
Åh, din hund! brøler hun i røret. Hvad har du gjort? Har du mistet din samvittighed?
Mor
Hold munden! Inger græder, men hun kan knap holde sig. Så mange år sammen, og du? Du har så let fundet en anden!
Mor, jeg
Jeg er ikke din mor længere! hun afbryder. Indtil du kommer til fornuft, så lad være med at ringe. Ikke en fod på døren!
Hun lægger røret. Anders sænker telefonen på lårene, som om den pludselig er blevet alt for tung. Stilheden er kun brudt af bilens svage brummen.
Han kigger på Ingers hus. Vinduene lyser med varmt, hyggeligt lys. Men han kan ikke gå derhen. Han kan ikke gå nogen steder.
Anders slukker motoren. Bilen sukker og stilner. Han er alene i den brølende stilhed, som pludselig virker så høj.
Telefonen piber kort.
For pokker, mumler han og slår næsen mod rattet, så alle fingrene krøller.
En ny besked fra Inger dukker op:
Papirerne til skilsmissen er klar om en uge. Du kan hente tingene i weekenden. Jeg tager afsted.
Han læser den igen og igen. Ordene hænger som ubesvarede gåder. Skilsmisse. Alt. Tyve år. Alt er revet i stykker.
Et nyt opkald fra Alice.
Er du snart der? Jeg har ondt i maven
Jeg er på vej! svarer han og drejer rattet, som om han kan flygte fra dette mareridt.
Regnen bliver hårdere, vinduesviskerne slæber sig gennem vandet, byen forsvinder i grå pletter på glasset.
Telefonen piber igen i lommen sikkert moren igen. Anders kigger ikke. Hvad gør det? Alt er allerede styrtet, og han kan ikke se, hvordan det skete.
For et år siden kom Alice som praktikant i firmaet. Ung, lysende, med øjne fulde af håb. Hun så på ham med den samme beundring, som Inger så på ham som studerende.
Så kom en firmafest, et tilfældigt berøring, og så var han der igen. Han husker, hvordan han undskyldte for at være på arbejde, men i virkeligheden tog han Alice ud på restauranter, købte blomster, forelskede sig som om han var ung igen.
Han lejede en lejlighed til deres møder, som en dreng, og så hende gløde af lykke, drømme om fremtiden.
Skør, tænker han, mens han stirrer på den våde vej. Gammel skør.
Telefonen ringer igen.
Hvad er der jeg tager
Det er ikke Alice, siger Inger stille. Jeg har lavet en test. Forestil dig, jeg også venter på et barn.
Alt omkring ham fryser. En skarp bremseknald. En kollision. Mørket.
Hjerteanfald, siger lægen køligt. Plus hovedskade. Tilstanden er kritisk.
Inger står ved vinduet i intensiven, ser på manden, der er dækket af ledninger og slanger. Ved siden af ham sidder Alice, hendes fyldige ansigt gemt i hænderne, små snøfte.
Hold op med at skrige, siger Inger uden at løfte blikket. Det er ikke en tv-serie.
Undskyld siger Alice og tørrer øjnene, uden at kigge på Inger. Vi vi barnet
Ja, selvfølgelig, siger Inger med et fløjtende smil. Et barn uden far hvor morsomt. Jeg er uden mand ja, fantastisk, ikke?
Du du også? spørger Alice, tyst, mens hun ser på Ingers svagt synlige livmoder.
Også faldet i? griner Inger. Ja. Tyve år uden barn, så pludselig bam! Måske af stress.
I rummet tikker monitoren roligt. Regnen, som de sidste tre dage, trommer på ruden, som om den vil minde om, at livet udenfor fortsætter.
Ved du, tænker Inger, uden at rykke blikket fra mandens livløse krop, jeg har elsket ham siden første år på universitetet. Han var spinkel, med briller Alle piger lo og spurgte, hvad du så i ham? Men jeg så ham, som han virkelig var
Alice sidder tavs og rykker i kanten på den hvide gardin, som om noget gemt i stoffet kunne redde hende.
Så kom brylluppet, fortsætter Inger, som om hun taler til tomheden. Vielsesringe, slør, alt som i en film. Hans mor var så glad: God, du bliver en god svigerdatter. Og jeg endte som bristende svigerdatter.
Sig det ikke, mumler Alice, hendes stemme er blød som efterårsblade.
Hvordan skulle jeg tale? spørger Inger skarpt. Du ved, hvor mange læger jeg har set? Hvor mange behandlinger jeg har gennemgået? Og han sagde altid: Bare rolig, skat, vi klarer os uden børn. Løgn. Ren løgn.
Han elsker dig, siger Alice, men ordene ryster ikke engang hende selv. Han elsker dig virkelig. Han talte altid om dig.
Selv når han drog dig? griner Inger, latteren er hæs, som en bølge af forbitrelse.
Alice ryster, dækker maven med hænderne, som om smerten kunne holdes væk.
Jeg troede jeg troede, vi har kærlighed, hvisker hun og ser ned på gulvet. Han var så omsorgsfuld, så blid
Så jeg er siger Inger spydigt. En gnaven, karrierekvinde? Uden børn?
Nej! Jeg svarer Alice, men ordene går tabt.
Ved du, hvad der er sjovest? afbryder Inger. Jeg forstår dig næsten. Ung, forelsket så du så en succesfuld mand, du mistede forstanden. Jeg var engang sådan. Men nu er manden allerede min mand.
I intensiven ryster Anders let. Begge kvinder læner sig frem, men stilheden vender tilbage.
Hvad gør vi? spørger Alice, da roen falder.
Hvad gør du? svarer Inger træt. Anders vil have to arvinger eller arvinger. Hvad betyder det?
Og ham? spørger Alice, ude af stand til at holde spørgsmålet indenfor.
Hvad så? svarer Inger med bitterhed, som om hun taler til en fremmed, men alligevel en nær. Lad ham vælge. Selvom hun smiler, hans valg er dårligt: gammel kone med en bagage eller ung elskerinde med en vægt.
Jeg gør ikke krav, siger Alice og prøver at slippe ud af ordene.
Men du gør! afbryder Inger. I alle fald gør I. Men hør her, pige Jeg giver ikke op. Tyve år er mit, forstår du? Tyve år Du hoppede på et andet tog, men dette er ikke din rute, ikke din station.
En sygeplejerske hoster blidt i baggrunden.
Undskyld, men besøgsperioden er slut.
Ja, selvfølgelig, svarer Inger. Lad os gå, løbet af løg. Jeg viser dig, hvor automaten med te er. Vi har stadig meget at gøre her.
Anders vågner op en uge senere. Første syn er sin kone, der sidder i en stol ved hans seng, med hånden blidt på maven. En tanke rammer ham: Hvordan har jeg ikke set det før?
Inge hans stemme er hæs, fremmed.
Hun vrikker sig, øjnene åbner sig:
Kommet, smukke? spørger hun med en let spidighed. Jeg troede, du er i himlen, flirtende med de unge engle.
Undskyld
Begynd ikke, sværger hun. Der var en advokat her. Jeg deler ikke lejligheden du kan beholde bilen, du har brug for den. Jeg har sagt op fra arbejdet.
Hvad? spørger Anders, hans ansigt fyldt af panik. Hvorfor?
Jeg flytter tilbage til Løsning. Til mine forældre, hans stemme er rolig, som om hun taler om noget helt almindeligt, som at stå op fra sengen. Der er renere luft. Det er bedre for barnet.
Inge, stop
Det må du, Anders. Det måHun lukker døren til deres fortid og træder ud i den kølige forårsgry, mens regndråberne falder stille over de nye drømme, som hun nu bærer alene.
