Måltiderne her er altid enestående, siger Jens Sørensen, mens han skubber den tomme tallerken væk. Din far fandt en dygtig køkkenchef. Salaterne er derimod en anden sag. Dagens Caesar er ligegyldig, krummerne er bløde. Hvem har lavet dem?
Vi har Mette Pedersen til salaterne, svarer Freja.
Så er det på tide at sende Mette på pension. Lad hende bage småkager til børnebørnene. Jeg har allerede fundet en erstatning.
Hvad mener du? undrer Freja. Jeg har ikke bedt om noget. Jeg er tilfreds med Mette. Hendes frikadeller får folk fra hele København til at strømme til restauranten.
Opskriften får vi snart, og vi finder yngre tjenere
Jeg har ingen intentioner om at hyre nogen!
Det vil du ikke. Nu vil andre tage over.
Men den er gået i arv til mig.
Arven er din lejlighed, bliv boende, ingen kan smide dig ud. Bankkontoen er din. Tre Appelsiner var ikke kun din fars projekt, men også flere seriøse investorer. De vil overtage.
Inkluderer du også jer selv? I var jo hans venner
Jens hæver sine skuldre.
Forretning, intet personligt. Vi vil endda købe restauranten af dig, til en rimelig pris, selvfølgelig.
I drømmen så viste det sig, at den rimelige pris kun var rimelig for køberne. For sælgeren kunne den knapt kaldes symbolsk.
Frejas far var en magtfuld mand i erhvervslivet. Han startede med små barer, før han grundlagde en populær spisestue i hjertet af Aarhus, på stedet hvor den gamle Pølsebod lå. Efter universitetet betroede han sin datter ansvaret for indkøb af grøntsager til salaterne, men holdt hende væk fra køkkenet: Her skal de professionelle tage sig af det, sagde han.
Faderen boede ikke længere med Freja og hendes mor, for han havde fundet en ny kvinde en succesfuld kirurg, som var ligeglad med restaurantbranchen. Derfor gik arven kun til datteren, Tre Appelsiner.
Da farens sygdom blev uhelbredelig, skrev han sit testamente. Nogle sygdomme kan selv den dygtigste kirurg ikke kurere.
Efter farens død fortsatte restauranten under ledelse af en manager, men Freja kastede sig med stor energi ind i alt fra nye retter til moderne indretningsidéer. Kollegerne behandlede hende som familie, for de havde kendt hinanden længe.
Så kom de nye ejere. Freja forventede, at Tre Appelsiner ville blive angrebet af grådighed. Angrebet kom dog ikke i åbenlyst røverisk stil. Det var snarere et listigt slag fra Jens, som som barn havde taget Freja og hendes far med på forlystelsesparken. Det viste sig senere, at han ejede de forlystelser og ikke kun i én park.
Faderens mange magtfulde kontakter politikere, erhvervsfolk havde engang virket som venlige onkler, næsten som troldmænd, der skænkede dyre gaver, så snart Freja nævnte en legetøj.
Nu tog de samme troldmænd restaurantens ejerskab med en dristig arrogance. Frejas mand, Kurt, der arbejdede på DSB, så situationen på sin egen måde:
Jeg har længe sagt, at denne kro er en kriminel forretning. Sælg den for enhver sum, så er det slut. Åbn en pølsebod ved stationen, den giver profit. Hver dag ser jeg køen ved stationspladsen for varme pølser
Pladsen er allerede delt i centimeter. Tre Appelsiner er også en hyldest til faren.
Vi har også sommerhuset en anden mindefest. Og lejligheden, men den er fyldt med hajer, så hold dig væk.
Hajerne viste sig kun som Jens, der regelmæssigt talte om at sælge restauranten, spiste sine kærtegnede kålruller og betalte dem med omhu. En dag sagde han:
Du er stædig, pige. Jeg taler bare som en far. Andre kan også komme
Truer du?
Jeg? Gud forbyde! Jeg bekymrer mig kun om dig, ikke om mig selv.
Så I har ingen interesse i salget?
Lidt. De folk, der er interesserede i Tre Appelsiner, er langt mere magtfulde. De kan bare tage restauranten fra dig uden konsekvens.
Det begyndte, da dystre, banditlignende personer kom, inspicerede næsten alle lokaler, vendte tomaterne på hovedet og påstod, at Frejas far skyldte dem en astronomisk sum.
Senere, når restauranten skulle fyldes med gæster om aftenen, brød der ud slagsmål og drukkenskænder. Gæsterne gik andre steder, og tallene dalede. En morgen stod personalet foran en åben dør, hvor kaos havde hersket: fryserne var åbne, mad lå spredt på gulvet, men alkoholforsyningen forblev uforstyrret.
Freja fik sagen i politiets hænder, men den endte hos hendes gamle skolekammerat, Børge Præst. Hun fortalte ham alt, fra Jens indtræden til den mystiske indbrud.
Børge rystede på hovedet:
Det er usandsynligt, at han er den egentlige bagmand. Han blev nok blot udnævnt som mellemmand, fordi I kender hinanden. Vi mistænker, at en industrimagnat, avisredaktør og skibsfyrste, en tidligere byrådmand, har fundet en vej til ejendommen.
Hvem er det?
En ejer af fabrikker, aviser og dampskibe. Han har tidligere været i byrådet. Han har fundet en sti til fjern ejendom. På din indbrudssag er der mærkelige detaljer.
Hvilke?
Der er ingen låsespor, alarmen har ikke løbet. Noget har slukket den og givet nøglekopi til tyvene. Det betyder, at der er en forræder i din stab.
Jeg har ingen forrædere. Alle har været her længe.
Så er nogen blevet bestukket eller truet
Kurt gav pludselig et ultimatum:
Sælg kroen, eller jeg går. Jeg blev truet med en kniv ved indgangen. Hvis jeg ikke overtaler dig, får jeg selv en andel. Det vil jeg ikke. Jeg vil leve.
Så du flygter? Jeg husker, du lovede at være min støtte.
En god kone gør, hvad hun kan, men ikke når bestikkelsen gør, at hun kaster skåle mod skydefeltet.
Kort efter forlod han hjemmet, tog alt med endda sin yndlingskop, som Freja havde givet ham.
Børge betragtede situationen filosofisk:
En sådan mand bruger blot pladsen. Jeg gik fra min partner for et år siden, tjener lidt, er sjældent hjemme. Har din restaurant genopstået efter ødelæggelsen?
Længe siden.
Så inviterer jeg dig til middag. Jeg betaler alt, og jeg holder din vagt, så ingen kommer med en klubben.
Freja tænkte, at han nok ikke ville flygte ved første fare. Hvorfor havde hun så så lidt opmærksomhed på ham i skolen?
Halvt år senere dukkede en tidligere embedsmand op i byen. Han gik ikke kun på Tre Appelsiner, men også på et stort indkøbscenter og en underjordisk parkeringsplads, som han allerede havde erobret med hjælp fra en hel bande men det er en anden historie.
Den forræderiske cossack viste sig at være bartenderen Viggo, som Børge hurtigt identificerede. Viggo havde stor gæld til cocktailbogholderen og blev tvunget til at slukke alarmen og lave en nøglekopi.
En dag kom Jens for at smage sine kålruller. Han spurgte, hvordan det gik, sænkede blikket og fortalte, at han også havde fundet et svagt punkt hans forlystelser var ikke helt lovlige. Så blev han sortlistet.
Freja lod ikke vredigheden vokse. Hun inviterede ham tilbage.
Da han gik, spurgte Jens:
Er du nu under politiets beskyttelse? Jeg så en uniformeret mand i dit kontor.
Ja, svarer Freja med et smil. Det er min kommende mand, Børge. Vi gifter os om en uge i restauranten.
