Jeg så den lille, røde killingen allerede på gåturen, men fru Anna Jensen havde arrangeret legen Gåsen Gåsen, så den aldrig kom tættere på. Killingen var rød som den lille Lønen, men man kunne ikke helt afgøre, om de lange øjenvipper var røde eller ej. Lønen havde tydeligt røde.
Moren sagde, at solen havde kysset ham. Hun kyssede Lønen også, men døde kort efter. Siden da har ingen kysset ham længere. Far har travlt, og bedstemoren viser på mystisk vis ingen kærlighed til Lønen.
Hvis solen kysser ham, er han så solens søn? Hvorfor skulle solen også have kysset den røde killingen? Har killinger overhovedet øjenvipper?
Alle de tanker susede gennem Løns hoved under den stille time.
Søren, hvorfor sover du ikke? sagde fru Anna, da hun rettede dynen. Luk øjnene, lille Lønn.
Han lukkede øjnene, men faldt ikke i søvn. Han lå og lyttede til, hvordan fru Anna i omklædningsrummet talte med nogen:
Hvor længe kan det fortsætte? Vi har kun én hjælper til to grupper. Med så mange børn er det umuligt. Hvem vil arbejde for så lille løn?
Åh, Anna er væk, så er det nok, svarede en anden stemme. Hun var dårlig ved børnene; vi behøver ingen barnepige.
Ingen barnepige, men hvordan skal vi håndtere børnene? svarede Anna, og så faldt stilheden på.
Den tidligere barnepige, Anna Valborg, blev frygtet af Lønn og af de andre. Hun skældte ofte børnenes, og hvis de nægtede at spise grødkuglerne, pressede hun en ske så hårdt i deres mund, at det gjorde ondt i tungen. En gang ramte hun Lønn så hårdt, at hans mad fløj på bordet. Fru Anna så ham så rasende, at Lønn blev bange, men Anna vaskede ham og skiftede hans tøj, mens hun beordrede, at sådan opførsel ikke skulle gentage sig. Så gik hun fra børnehaven for godt.
På den aftentur så Lønn igen kun en lille, rød hale, der blinkede i buskadene bag bænken. Så kom far.
Efter morens død taler far næsten aldrig med Lønn, og han lægger næsten ikke mærke til ham. Han henter ham fra børnehaven og smider ham i sit værelse til leg. En dag hørte han, hvordan bedstemoren sagde til far:
Søren, jeg har sagt det flere gange, du opdrager ikke dit eget barn. Det ligner dig ikke, ser du det ikke?
Mor, han ligner Lise.
Lise ligner han heller ikke. Skal vi teste? Det er jo lettere end at have ansvar for et andres barn.
Ja, men jeg har været med ham fire år, snart fem.
Så havde du din egen halve familie, en kone med et barn, der ikke var dit. Nu er hun væk! Du må starte dit eget liv, få dine egne børn. Jeg har ikke brug for en dreng, du tror, jeg vil passe på.
Lønn forstod intet. Bedstemoren talte ofte med en skarp, utilfreds stemme, som han var vant til, så han så det som baggrundsstøj.
Om morgenen kom en ny pædagog ind i børnehaven. Hun var helt anderledes end den forrige, og det mærkede Lønn med det samme. Hun råbte ikke, skældte ikke, men talte stille til børnene, mens de spiste.
Lønn blev nysgerrig. Han lagde skeen fra sig og så intenst på kvinden. Hun gik hen:
Hej! Hvad hedder du? Lønn? Jeg er Iben Sørensen. Hvorfor spiser du ikke, Lønn?
Jeg kan ikke lide grødkugler.
Lønn, jeg siger dig en hemmelighed: Jeg kan heller ikke lide grødkugler, og jeg tvinger aldrig børn til at spise dem. Du kan bare lade dem ligge på tallerkenen, hvis du får dem. Så ser vi, hvem der har flest kugler.
Det virkede. Lønn begyndte at lede efter kugler på sin tallerken. Til sin overraskelse fandt han næsten ingen, men i jagten spiste han grøden uden at mærke det. Iben roste ham og sagde, at han var en rigtig dygtig dreng. Ingen havde rosset ham i lang tid, så han blev meget glad.
Fra da af elskede han børnehaven endnu mere. Iben hjalp pædagogen i alt, og børnene vænnede sig hurtigt til hende og begyndte at holde af hende.
En dag bad fru Anna pædagogen om at holde ro i den stille time, mens hun gik ind til ledelsen. Børnene snusede tilfreds, men Lønn kunne stadig ikke sove.
Lønn, hvorfor er du ikke søvnig? sagde Iben, da hun strøg ham på hovedet.
Ved du, at min mor er i himlen? hviskede drengen.
Iben blev stille. Hun havde straks fået sympati for den stille, røde dreng. Hun havde allerede bemærket, at Lønn ofte blev hentet af den travle far eller den irriterede bedstemor men aldrig af sin mor.
Nej, jeg vidste det ikke.
Jeg blev også kysset af solen.
Det har jeg lagt mærke til, smilede Iben.
Har killinger øjenvipper?
Måske. Hvorfor spørger du?
Lønn fortalte i en lav stemme om den røde killingen, der gemte sig i buskadene, om at solen måske også havde kysset den, og at den måske var hans bror. Han ønskede en bror, selv en killig, fordi ingen kyssede ham uden sin mor.
Kan killinger kysse børn?
Iben, med tårer i øjnene, strøg hans bustede røde krøller og nikkede:
Ja, Lønn, killinger kan kysse børn. De har bare en ru tunge. Så sov nu, okay?
En ru tunge? undrede Lønn sig. Han lukkede øjnene og faldt hurtigt i søvn.
Ja, Iben, det er kompliceret, sagde pædagogen, da Iben spurgte om Lønn. Hans mor var fra børnehjemmet. Hun døde for nylig. Svigermor tog ham aldrig imod. Det hele gik på, at far ikke var hans biologiske far; de tog en DNA-test, og han blev i fem år i plejehjem. Jeg ved ikke, hvad der sker nu, men drengen er ren og velplejet, men han smiler næsten ikke længere. Han plejede at stråle som solen alt var hans mor!
En uge senere kom Lønn ikke i børnehaven. Han var syg, måske en vinterinfluenza, selvom sommeren nærmede sig, og en virus gik rundt i byen. Han kom hverken efter en uge eller to.
Lønn kommer aldrig tilbage, sagde fru Anna til Iben. Hans far havde anmodet om at få ham ind i et børnehjem. Han gik til lederen for at ordne papirer.
Hvordan kan han gå i børnehjem, når både far og bedstemor lever? spurgte Iben forvirret.
Det er netop pointen, far er ikke hans far. De tog en DNA-test med bedstemor, og fem år har han boet i plejehjemmet. Hvem er så hans forældre?
Iben gik hjem i en tåge. I tankerne så hun den uskyldige røde dreng: Har killinger øjenvipper?
Pludselig hoppede en lille, orange kugle fra børnehavens hegn lige foran hendes fødder. Hun samlede den op en killing, den røde som Lønn havde fortalt om. Den var ikke helt lille, men mere en teenagekilling, snavset men stadig ren. Sådan som hun plejede den.
Da hendes mand, Søren, kom hjem fra arbejde, løb den beskidte, men frygtløse killingen imod ham.
Åh, vi har fået en ny ven! Iben, den vil den ikke ødelægge møblerne, vel?
Søren så bekymret på hende.
Hvad sker der? Med mor? På arbejdet?
De talte hele natten. Til sidst spurgte han:
Er du sikker? Det er ikke bare en gadekilling, du har fundet.
Iben var usikker. Hun havde valgt at arbejde i børnehaven, fordi hun ingen egne børn havde, så hun kunne i det mindste passe andres. Søren sagde, at alt ville ordne sig, men lægerne sagde, at Lønn ikke måtte ende i børnehjem. Det var som den lille killingen på gaden.
Derefter fulgte bunker af papirer, attester, skoleplads til adoptivforældre, psykologer. Heldigvis havde de et stort hus, og Søren tjente godt nok som tømrer. Han ville ikke have Iben på arbejdet, men han grinede og sagde, at de nok klarede sig. Tak til børnehavens leder, som hjalp gennem sine netværk. Tak til Lønns mor, som havde forstået alt. Sørens forældre ringede fra Nordjylland og råbte, at de ville have barnebarnet på besøg med det samme.
Da Lønn endelig kunne komme på besøg, smilede han tilbageholdende og kunne næsten ikke tro, at han skulle vente lidt, men så boede han hos Iben og Søren. Hjemme ventede den lille, røde killing, og de gik hver dag sammen i børnehaven.
Se, Lønn er tilbage! råbte de i børnehaven. Hej, Lønn!
Hej, fru Anna! Vidste I, at killinger ikke har øjenvipper? Og deres tunge er virkelig ru!
Om to år gik Lønn i første klasse. Hans mor, far, to bedsteforældre, bedstefar og lille søster fulgte ham af sted.<|end|>
