Sommerens varme gik forbi, men Rigmor havde aldrig elsket den årstid. Ikke på grund af varmen, men fordi hendes mand Jens næsten aldrig kom hjem, når solen stod højt på himlen. De havde været gift i syv år, levede næsten uden skænderier, og Rigmor var dybt taknemmelig for, at Jens havde taget hende og deres lille søn Ole med, da han kun var omkring ét år gammel. Da Rigmor hørte, at hendes gamle ven Anders, far til en anden, var blevet gravet ned i sit arbejde, forsvandt han fra Rigmors syn helt han svarede ikke på telefoner og lod døren stå lukket. Hun gik til ham på fabrikken for blot at se ham i øjnene, og da han så hende, rystede han så meget, at Rigmor måtte grine: Bare rolig, Anders, jeg vil ikke have noget af dig, det er ikke dit barn. Jeg vidste det, vidste det! råbte Anders lettet og vendte sig stolt mod kollegerne, der så på dem med interesse. Du vil hænge mit barn på mig, det får du ikke! sagde han. Rigmor svarede roligt: Det er ikke dit barn, men mit. Hos folk som dig findes ingen egne børn, alle er fremmede. Anders trak vejret gennem munden, uvillig til at svare, mens de andre vendte sig bort med foragt og gik hver til sit. Rigmor gik ud, så hun aldrig igen så den mand, som før havde været så kær.
Da Ole var seks måneder gammel, bad Rigmor sin mor, der var på pension på grund af handicap, om at passe barnet, så hun kunne gå tilbage på arbejde. Hun havde tidligere arbejdet i en møbelforretning, og de tog hende straks tilbage sådanne pålidelige og venlige medarbejdere er svære at finde. I butikken mødte hun Jens Volf, som leverede møbler fra fabrikken. Hun fortalte ham straks om sin søn, og han gik roligt videre: Så lad os gifte os, du får endnu en dreng, så kommer en pige. Jeg elsker børn. Rigmor blev overrasket over den hurtige forslå, hun var ikke klar til ægteskab, men tænkte, at hun måtte sige ja, mens Jens var en sød, seriøs fyr, der tjente godt som lastbilchauffør. Hendes mor var ofte syg, så hun kunne ikke regne med, at moren sad ved Ole for evigt. Tre måneder senere var Rigmor en Volf.
Det overraskende var, at ægteskabet faldt sig. Jens arbejdede flittigt, var ingen drama, og vigtigst af alt, han var ikke jaloux. Rigmor holdt ham også i skind, så han aldrig havde grund til at blive misundelig. En dag spurgte hun ham, om han var utro, og han grinte: Hvis du engang begynder at gå rundt i en gammel, slidt morgenkåbe, så tænker jeg over det. Rigmor lovede sig selv, at hun aldrig ville gå i en sådan kåbe. Så gik de syv år. Jens købte en ny lastbil og kørte ud i hele landet med lasten, tjente godt men kom sjældent hjem. Rigmor åbnede sin egen møbelforretning og arbejdede hårdt for ikke at kede sig. Ole var nu otte år, en god, venlig dreng, som dyrkede sport og allerede havde flere medaljer. Han elskede Jens, selvom han vidste, at han ikke var hans biologiske far, og han gjorde alt for at gøre ham stolt.
Rigmor og Jens fik aldrig flere egne børn. For fem år siden havde de fået undersøgt sig, og lægerne sagde, at de sandsynligvis var simpelthen uforenelige. Rigmor tog nyheden med ro, for hun havde allerede Ole, men hun følte en tung skyld over for Jens. Hun lovede ham et barn. Jens håbede, ventede, men da han indså, at de aldrig ville få et fælles barn, sank hans humør, men et par år senere kom han igen med fornyet energi, blev mere omsorgsfuld og interesseret i både butikken og Ole. Rigmor blev glad for hans forandring, og de levede som et lykkeligt par.
Jens forældre boede i en lille landsby i en hundred kilometer fra deres by. Jens overnattede sig ofte der, og Rigmor blev en smule såret, for hun syntes, han var der oftere end hjemme, men hun trøstede sig med, at Birgit og Johan allerede var i deres 60ere, boede i et gammelt hus, som ofte havde brug for børns hjælp. Rigmor gjorde sig ikke vred på ham, hun ville ikke såre ham igen, for hun huskede de to år, han havde været deprimeret.
En majsaften mærkede Rigmor en uro. Hun vidste ikke, hvad der lå bag den måske var det tanker om, at Jens næsten aldrig kom hjem om sommeren, og at hendes ensomhed blev tungere. Hun ringede til Jens på mobilen: Hej, hvor er du? Hos dine forældre? Hvorfor er din stemme så trist? Undskyld, hvis jeg har såret dig. Så kiggede hun på den mørke skærm og var ved at græde. Jens talte aldrig så hårdt til hende før. Hun løb rundt i huset, kunne ikke holde ud længere, satte Ole i bilen og kørte ham til sin bedstemor, mens hun selv satte kurs mod landsbyen, hvor Jens forældre boede.
Hun ankom sent om aftenen. Jens lastbil var væk fra indkørslen. Hun bankede på døren, og Birgit, som så overrasket ud, åbnede den med et smil, inviterede hende indenfor, dækkede bordet og hældte te. Johan sov, så de talte stille. Pludselig kom en lille, søvnig pige på tre år ud af et rum, så ud som om hun var en spejling af Jens og Johan. Pigen gnød øjnene, snørede og kaldte på sin mor. Birgit greb hende på armen, sang en enkel vuggevise. Rigmor undrede sig, hvor barnet kom fra, ventede indtil Birgit lagde hende i seng, og spurgte forsigtigt: Hvor kommer hun fra? Det er min slægtning, Liva, svarede Birgit hastigt, hun døde for et par dage siden. Hun havde ingen andre, så vi tog Katrine med os. Vil I beholde hende? spurgte Rigmor medfølende, Det bliver svært for jer, hun er så lille. Hvor er hendes far? Birgit tøvede, men lige da Johan stod op fra sengen, så han ud som om han var blevet vækket af Katrine. Han så Rigmor, stod i døråbningen, og hun gik hen og kyssede ham på kinden: Undskyld, at vi vækkede jer, Katrine vågnede. Hun er så sød, jeg føler med hendes mor. Jeg tænker, at det vil være hårdt for jer, I er ikke unge længere. Johan så på sin kone med et mærkeligt blik, Birgit forklarede, at de havde taget Katrine, fordi Liva var død. Johan nikkede tavst og gik tilbage til soveværelset.
Rigmor sagde, at hun ville blive natten over, så hun kunne sove i Katrines værelse. Birgit tøvede, men gik med på det. Hele natten vågnede hun ikke, men stirrede på den sovende pige, strøg det lyse hår, og tænkte på, hvad hun skulle fortælle Jens og hans forældre næste dag. Om morgenen faldt søvnen over hende som en tåge, og hun vågnede med en fornemmelse af, at nogen kiggede på hende. Ved siden af hende lå Jens, hans blik fastlåst på både hende og den lille pige, med en slags frygt i øjnene. Jens, lad os tage hende med? bønfaldt hun med et svagt smil. Jens vendte sig hurtigt bort og gik ud af soveværelset. Rigmor skyndte sig på, fandt ham på gården, hvor han sad på en bænk under en gammel birk, med tårer i øjnene. Undskyld, sagde han stille, da hun satte sig ved siden af ham. Hvorfor? spurgte Rigmor. Vil du ikke tage hende? Jeg forstår, at du ønskede dit barn, men skæbnen har gjort sit. Katrine ligner mig, så hun vil blive vores. Han lukkede øjnene, kneb tænderne: Hun ligner på mig, fordi hun er min datter. Undskyld. Jeg elsker dig, det var kun en enkelt gang, dumt og tilfældigt. Liva boede hos en gammel bedstemor i nabobyen. Jeg kørte der til en vens jubilæum og forstod ikke, hvordan det skete. Så sagde Liva, at hun var gravid og ville have barnet. Jeg sagde ja til at hjælpe, men jeg ville aldrig skilles fra dig. Jeg elskede hende ikke, men mine forældre vidste om Katrine og fordømte mig, for de holder af dig. Liva er ikke død, hun lever kun to dage siden med barnet og har leveret Katrine med papirer om overdragelse til mig. Hun vil giftes med en udlænding og vil ikke tage barnet med. Så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange for at fortælle det, for mine forældre er gamle. Katrine kan kun blive hos mig, hvis du accepterer at adoptere hende. Rigmor stod målløs, sagde intet, gik langsomt ind i huset, satte sig ved siden af den sovende Katrine. Hun søgte efter hævn i pigens ansigt, men så kun en lighed med Jens, hans egen lille stjerne. Hun brød ud i stille tårer, holdt ansigtet i hænderne, mens tårerne løb gennem fingrene uden at tørre dem. Pludselig mærkede hun en varm berøring på sin hånd, løftede hænderne, så pigens store blå øjne smile: Jeg gør ikke noget galt. Lad mig binde en flet i dit hår. Rigmor stoppede med at græde, forestillede sig Katrine i en institutionsleje, men hun rystede på skuldrene, tørrede tårerne af og kærtegnede barnet: Jeg kan ikke lave flet, men jeg vil lære. Domstolen gav dem tilladelse til at adoptere Katrine. Ole blev meget glad for sin lillesøster, sagde han ville beskytte hende som storebror. Jens stoppede med at køre lange ture, og han og Rigmor arbejdede sammen i møbelforretningen, åbnede en ny butik kort tid efter.
Rigmor glemte aldrig Jens lille forræderi, men hun tilgav ham, fordi hun så hans oprigtige anger. I slutningen af december kom Rigmor og Katrine hjem fra en nytårsfest. Katrine var lykkelig, for Julemanden havde givet hende en kæmpe æske med chokolade. Hun løb hen til far, omfavnede ham og hviskede: Far, jeg bad Julemanden om endnu en bror eller søster. Jens så forskrækket på Rigmor og svarede: Barnet kan ikke opfylde dit ønske, bed om noget andet. Hvorfor ikke? grinede Rigmor listigt, Kan man så afvise en så dejlig pige? Jens stod stille og så på sin kone, mens hun smilede og nikkede. Da Ole kom hjem fra træning, så han sin far, der grinende svøbte mor i armene, mens lille Katrine, chokolade overalt, sad på sofaen og trukket på skuldrene. Ole satte sig ved siden af hende, tog en chokolade og sagde: Vi har de bedste forældre, er vi ikke, lille søster?
